Mange danskere savner at have storken i sit lokalområde. Her kan du læse, hvad man skal gøre for at få flere vilde storke i Danmark.
Den hvide stork er en kulturfugl i Danmark. Mangt en sang er skrevet om den store fugl, de nyfødte børn kommer hertil med den, og en storkerede højt til vejrs på byens tage opfattes af mange som en dansk ting.
Imidlertid lever den danske storkebestand ikke op til sit ry for at være en dansk fugl. Efter flere års fravær af ynglende storke i landet, var der i 2025 13 ynglende par. Det er dog et ganske lavt tal, hvis man ser på storkebestanden i starten af 1800-tallet, der talte op imod 10.000 par.
Efter at have holdt stand med ganske få ynglepar i 1990'erne blev 2000 det sidste år med storkeunger i en dansk rede. Men i 2004 etablerede to af de gamle storkepar sig mirakuløst igen på deres gamle lokaliteter (Ribe og Vegger). Denne genindvandring fandt sted efter et helt usædvanlig godt storkeår i hele Europa, men de to par forsvandt igen. Den oprindelige bestand af hvid stork kunne i 2008 erklæres for uddød i Danmark. Dog var der dette år et bofast storkepar med rede nordvest for København; parret stammede fra det skånske storkeudsætningsprojekt.
I Sverige uddøde den hvide stork i 1954, hvor det sidste yngleforsøg blandt fuglene slog fejl. Ligesom i Danmark betød drænede landskaber og en forvaltning af landet, der tilgodeså det konventionelle landbrug, dårlige leveforhold for storkene. I modsætning til i Danmark kunne man i Sverige ikke vente på, at storkene vendte naturligt tilbage. Derfor blev der i 1989 oprettet et opdrætsprogram i Skåne.
Programmet er der i den grad kommet storke ud af, men flere problematikker har rejst sig. Storken er en trækfugl og trækker derfor naturligt sydpå for at finde føde og overleve. Det er en helt naturlig del af storkenes liv. Imidlertid bliver mange af de fremavlede storke fodret vinteren over. De bliver derfor i Skåne og undertrykker deres trækinstinkt. Ydermere kan vilde storke blive tiltrukket af de store indhegninger med fodring og dermed miste deres naturlige adfærd.
Den hvide stork har det godt, og den europæiske bestand er i fremgang. Derfor er der ikke som udgangspunkt behov for avlsprogrammer for at redde arten.
I stedet ville et fokus på at fremme storkens leveområder, som er vådområder med afgræssede enge, både tilgodese storken og komme andre nødstedte fuglearter fra landbrugslandet til gode, såsom viben.
Helt grundlæggende ville det være dyrt at oprette avlsprogrammer med store bure for alle arter. Fokus skal lægges på en bedre naturforvaltning for fuglene, som der lægges op til i Den Grønne Trepart med arealomlægning fra konventionelt landbrug til blandt andet vådområder og enge.
Spørgsmålet er, hvornår det sker? Gerne hurtigt!