Udskriv

Inden for de seneste år er mange nye apps til bestemmelse af fugle og andre organismer dukket op. Apps som Arter, Merlin Bird Id og iNaturalist har vundet frem. De kan bruges som både databaser/indsamlingslister i stil med DOFbasen og som hjælp til at bestemme fugle og andre organismer.

De fleste bestemmelsesapps benytter sig af kunstig intelligens, der kan genkende enten et billede af en organisme eller lyden af den. Programmerne kan være en indledende hjælp til bestemmelsen, men de tager desværre ofte fejl. Bestemmelserne fra de forskellige apps skal derfor i mange tilfælde opfattes som et forslag.

At være udstyret med en bestemmelsesapp kan imidlertid være et godt springbræt til at komme i gang med at bestemme selv. Forslagene fra bestemmelsesapps kan dog springe vigtige trin over i din bestemmelse af en art og vil ikke nødvendigvis gøre dig bedre til at bestemme fugle i fremtiden. Hvis appen foreslår en rørsanger, skal man altså ikke konkludere, at det må være en rørsanger, men i stedet spørge sig selv: Hvorfor er det en rørsanger?

Hvis man først har stillet sig det spørgsmål og har fået blod på tanden, kan man åbne en af de gode felthåndbøger, som kan købes i Naturbutikken. Der findes bestemmelsebøger om alle fuglegrupper, men særligt kan anbefales Fugle i Felten. Den giver en grundig introduktion til de danske og europæiske fugle og beskriver dragtkarakterer, ynglesteder og fuglenes grundlæggende anatomi.

Med en felthåndbog ved man, hvilke karaktertræk man skal holde øje med hos fuglene, og på den måde kan man altså svare på spørgsmålet: Hvorfor er det en rørsanger?

Der er nok ingen grund til at være kategorisk imod bestemmelsesapps, og de udvikler sig hele tiden mod det bedre. Fremtiden er uundgåelig, men en god fuglebog, eller et andet bestemmelsesværk, åbner døren på vid gab til endnu flere gode oplevelser i felten.

En lille håndsrækning til fuglebestemmelserne er DOF BirdLifes fuglebog, en app udviklet af DOF BirdLife, som kan hjælpe med de mest almindelige danske arter. På appen skal man mere aktivt forholde sig til sin observation ved at indtaste dato, fuglens størrelse, i hvilket habitat fuglen er set, hvad fuglen ligner, og hvilken farve fuglen har. Appen vil så komme med ideer til fuglearten gennem billeder.

Og hvis man nu støder ind i en anden fuglekigger i det lokale fugletårn, kan man jo altid spørge om hjælp eller diskutere et artsforslag. Det er svært at artsbestemme og en del fugle kan altså ligne hinanden!