Udskriv

Tiden var inde til et tredje dansk fugleatlas

Atlas III har leveret helt opdateret dokumentation for den aktuelle udbredelse af alle ynglende fuglearter i Danmark samt beregnet tætheder og bestandsestimater for de mest almindelige fuglearter i ynglesæsonen og om vinteren.

De opnåede resultater er blevet sammenlignet med arternes udbredelse i 1970’erne og 1990’erne og viser blandt andet arternes udviklingstendenser, f.eks. som følge af klimaændringer og andre miljøpåvirkninger.

Atlas III belyser, hvilke arter der er i tilbagegang, og danner dermed baggrund for vigtige naturpolitiske beslutninger om, hvilke arter der kræver en særlig indsats.

Historien

Udviklingen af Atlas III begyndte i 2010 med nedsættelsen af en arbejdsgruppe i DOF’s Naturafdeling. Herefter blev en faglig referencegruppe med interne og eksterne deltagere oprettet i 2011. Endelig blev der i 2018 nedsat en redaktionsgruppe, ligeledes med både interne og eksterne deltagere.

I 2012 bevilgede Aage V. Jensen Naturfond 20 millioner til forberedelse, gennemførelse og afrapportering af Atlas III i årene 2012-2019.


Atlas III bestod af fire stadier:

1. projektudvikling (2010-2012)

2. projektforberedelse (2012-2014)

3. feltarbejde (2014-2017)

4. afrapportering (2018-2019)