Udskriv


1. Udvalgets navn: DOF’s udvalg til Kvalitetssikring af Ynglefugledata (DKY)
Udvalget er nedsat af og refererer til DOF´s hovedbestyrelse og består af 4 frivillige medlemmer af DOF - samt 1-2 relevante ansatte i Fuglenes Hus.

2. Udvalgets formål
Udvalgets formål er at sikre den bedst mulige kvalitet af DOF’s ynglefugledata samt at udvikle og administrere kriterier for hemmeligholdelse af følsomme ynglefugle i Atlasprojektet og DOFbasen.

3. Udvalgets ansvars- og arbejdsområder:
Udvalget har ansvaret for kvalitetssikring af ynglefugledata i DOFbasen og herunder at fastsætte dokumentationskrav til observatører. Desuden har udvalget mandat til at fastsætte rammer og kriterier for evt. hemmeligholdelse, herunder at fastsætte artslisten for automatisk hemmeligholdte ynglepar i DOFbasen og ATLAS III, at fastsætte udløbsfrister for ældre data samt at bestemme evt. sløringsform for følsomme data.

Udvalgets rationale og arbejdsgrundlag er i øvrigt nærmere beskrevet i notatet DOFs kvalitetsudvalg for ynglefugle (DKYF) af 28. maj 2013 til Hovedbestyrelsen.

4. Arbejdsform
Udvalget afholder mindst ét årligt møde – evt. flere efter behov. Arbejdet udføres primært af de frivillige og foregår dialog- og procesorienteret fortrinsvis via elektronisk kommunikation.

5. Udpegning
Medlemmerne af DKY udpeges af hovedbestyrelsen for en 2-årig periode med valg i 4. kvartal i ulige år og første udpegning i december 2013. Udvalget konstituerer sig selv med en valgt formand.
Genudpegning af medlemmerne kan finde sted.
Supplering ved vakancer kan ske ved, at udvalget indstiller et nyt medlem til HB (gennem DOF’s direktør), hvorefter HB bekræfter valget, der således gælder for resten af valgperioden.

 

Kommissoriet er udarbejdet af udvalget december 2013 og vedtaget af hovebestyrelsen den 21. marts 2014.