Caretakerprojektet: Vær med til at passe på fuglene og deres vigtigste levesteder!
Caretakerprojektet omfatter dels fuglelokaliteter som er af
international betydning for fuglelivet, dels ynglefugle som er på
nationale og internationale lister over truede og sjældne arter. For
hver lokalitet og for hver art melder en gruppe af medlemmer sig til
først og fremmest at overvåge, men også at formidle og
beskytte lokaliteten eller arten.
* Overvågningen består i jævnlige optællinger af udvalgte fugle. Rastefuglene optælles 1-2 gange om året afhængigt af art mens ynglefuglene overvåges om foråret og sommeren. Det samme gælder naturligvis de truede og sjældne ynglefugle.
* Formidlingen finder først og fremmest sted via DOF’s hjemmeside, hvorunder hver lokalitet og hver art får sin egen side. Formidlingen kan desuden bestå i afholdelse af fugleture, etablering af fugleskjul, indlæg i pressen osv.
* Beskyttelsen af fuglelivets vilkår søges forbedret hvor der er behov for det. Det kan fx dreje sig om at forhindre færdsel ved rovfuglereder eller beskyttelse af marker med ynglende engsnarre eller hedehøg. Dette finder sted i dialog med lodsejere og myndigheder alt efter caretakernes evner og lyst til at involvere sig heri.
De vigtigste fuglelokaliteter
DOF’s internationale moderorganisation, BirdLife International, udgav i 2000 en oversigt over de vigtigste fuglelokaliteter i Europa, de såkaldte IBA’s – Important Bird Areas, dvs. fuglelokaliteter af international betydning. Lokaliteterne blev især udvalgt på baggrund af fuglebestande som opholder sig i store tal – mere end 1 % af bestanden - i områderne i træktiden og/eller om vinteren, men også på baggrund af beskyttelseskrævende ynglefugle.
I alt blev der udpeget 129 IBA’s i Danmark. Efterfølgende supplerer
DOF’s caretakere listen med de lokaliteter, de finder vigtigst i deres
lokalområde, dog højst 200 lokaliteter i alt.
De truede og sjældne ynglefuglearter
Projektet forsøger på landsplan at få overvåget i alt 45 arter af ynglefugle, udvalgt fra nationale og internationale lister:
• Verdensfredningsorganisationen IUCN’s globale rødliste
• Den nationale, danske rødliste
• BirdLife International’s lister over opmærksomhedskrævende arter i Europa
• EU’s liste I over beskyttelseskrævende europæiske ynglefugle
Læs mere om artsdelen af Caretakerprojektet
For yderligere oplysninger kontakt da Thomas Vikstrøm (
), din lokalkoordinator eller caretakerne.