Blåvandshuk

DOF Sydvestjylland, Varde Kommune
LøRDAG 29. OKTOBER 2016
 KL. 07:30
 Fugletur/Turrapport

Havfugletur til Danmarks vestligste punkt, der rækker så langt ud i havet, at havfuglene kommer tæt på land. Der er chance for lommer, suler, skråper, alkefugle m. fl.
Vi tager også en tur med ringmærkeren rundt ved nettene og ser, hvad han fanger. Det er årstid for de sibiriske omvendt-trækkere, så måske er vi heldige og ser noget specielt.
Alt efter vejr og stemning slutter vi af med en eller to lokaliteter i omegnen, f. eks.Skallingen.

Vejret kan være barskt ved vestkysten på denne årstid, så medbring varmt, vindtæt tøj og tag også en klapstol med, da vi sidder i klitterne og venter på fuglene.

TILMELDING 

Søren Peder Nielsen senest 27. oktober.



TURLEDER Søren Peder Nielsen, 4087 5882 (spnhjerting@gmail.com) og Kim Mogensen, 4059 2244 (7200grind@gmail.com)

KONTAKT Søren Peder Nielsen, 4087 5882 (spnhjerting@gmail.com)

MØDESTED 

P-pladsen ved Hovedbiblioteket, Nørregade 19 i Esbjerg kl. 07.30. Hjørnet af p-pladsen længst fra biblioteket. Bemærk tidspunktet! 

 

 

 

Alternativt: P-pladsen ved Blåvand Fyr kl. 08.15



GPS 55.4696, 8.4572
SE STORT KORT

TURRAPPORT

14 dof’ere mødtes ved solopgang ved Blåvand fyr med lidt bange anelser, for den ret kraftige vind var i NV, en retning der er berygtet for at ”dræbe” al træk ved Blåvand.
Desværre holdt det næsten stik. Vi holdt ud i blæsten ca. halvanden time, men der er ikke meget at skrive hjem om: De sædvanlige Måger, Sortænder og Skarver var der. Desuden så vi 2 Rødstrubede Lommer, en håndfuld Suler og en enkelt Fløjlsand.
En større flok Stære trak mod vest, mens en flok Alliker opgav det foretagende. På stranden flintrede en halv snes Sandløbere omkring.

Planen var nu at følge ringmærkeren rundt ved nettene, men pga. vinden var der ingen ringmærkning. I stedet gik vi lidt på kratlusk omkring fyret, men stort set uden at se en fugl. En flok Vindrosler trak dog henover.

Vi rykkede nu til Skallingenlaboratoriet, en berømt kratluskerlokalitet. Her var der dog heller ikke meget liv. En flok Lille Korsnæb huserede i området, og en Misteldrossel satte sig til skue i en trætop. Den yngre del af selskabet havde fornøjelse af kaldende Fuglekonger, mens vi, hvis hørelse ikke er gearet til den slags, måtte nøjes med at se et par stykker. En Spurvehøg og en Stor Flagspætte blev det da også til.
Lidt spændende blev det, da vi så et par ”sølvhejrer” langt ude på Skallingen, men da vi fik stablet et teleskop op, viste det sig at være en måge og en plastikpose.
Vi kørte nu ud på Skallingen til den sydligste p-plads. På vejen så vi en Storspove og 4 Dobbeltbekkasiner (samt 3-4 Fiskehejrer). En tur ned på stranden fik hurtigt ende – sandet piskede!
Da vi skulle til at køre igen, opdagede vi en stor rovfugl på en hegnspæl langt ude mod øst. Den havde vi en del diskussion om, men en Havørn var det.

Sidste punkt på programmet var Nyeng. På vejen hertil opstod der en lidt dramatisk situation, idet 3 Dådyr (og nej, det var hverken Rådyr eller Krondyr, men Dådyr) sprang ud foran den forreste bil og gav anledning til både en ublid opbremsning og et flot syn.
På Nyeng kom der lidt mere liv i foretagendet. Her rastede 200 – 300 Alm. Ryle og 15 – 20 Hjejler samt en håndfuld Lille Kobbersneppe. Pludselig blev der panik, da en rovfugl gik til angreb. Det var ikke som forventet en Vandrefalk, men en Spurvehøg, der med held slog en Alm. Ryle, men straks blev mobbet af en måge, så rylen slap væk, og høgen mistede et velfortjent måltid. Det var et optrin med megen dramatik.
Mens vi opholdt os på Nyeng, rastede en Fjeldvåge i området. Den var ude at flyve og muse et par gange, men sad ellers i en trætop i skovbrynet.

Således sluttede en fugletur præget af få fugle men hyggelige deltagere, og slutningen på Nyeng var god, så alt i alt kunne turen såmænd have været ringere.

Tekst og fotos: Søren Peder Nielsen