Mandø
Der er fuld gang i ynglefuglene både bag digerne og på forlandet. Især skal vi nyde synet af de Store Kobbersnepper, der på Mandø har landets næststørste bestand.
Mange trækfugle har nu forladt Vadehavet, men de oversomrende har vi stadig fornøjelse af, og der er stadig mulighed for en sjældenhed i krattene.
Danmarks Naturfredningsforening er inviteret med på denne tur.
TILMELDING
Søren Peder Nielsen senest 19. maj
TURLEDER Søren Peder Nielsen, 4087 5882 (spnhjerting@gmail.com)
KONTAKT Søren Peder Nielsen, 4087 5882 (spnhjerting@gmail.com)
MØDESTED
P-pladsen ved Hovedbiblioteket, Nørregade 19 i Esbjerg kl. 08.00. Hjørnet af p-pladsen længst fra biblioteket.
Alternativt: Ved fastlandssiden af Låningsvejen kl. 08.45.
GPS 55.4696, 8.4572
SE STORT KORT
Der blæste en frisk sydlig vind på den overskyede majmorgen, hvor 16 sydvestjyder tog på fugletur til Mandø.
Målet for turen var først og fremmest Stor Kobbersneppe, der lige nu yngler, og på Mandø har en af de få tilbageværende bestande i Danmmark.
Vi kørte stille og roligt over låningsvejen med adskillige stop undervejs, hvor vi kiggede på vadefugle: Strandskader, Rødben, Klyder, Strandhjejler, Almindelige Ryler og Store Regnspover. Desuden mindre flokke af Knortegås (mørkbuget).
Vel ankommet til øen kørte vi meget langsomt ind over marker og enge, hvor vi så adskillige Stor Kobbersneppe. De fleste gik og fouragerede, men jævnt hen var der fugle i luften for at markere yngleterritorierne med deres karakteristriske kald: "vitte-vitte-vitte".
Flere af fuglene så vi på ganske tæt hold fra bilerne, både de smukke kobberfarvede hanner og de lidt mere blege hunner. Den store Kobbersneppe er efter min mening én af vore allerflotteste fugle med sine lange ben og sit meget lange, svagt opadbøjede næb, det hele meget fint proportioneret.
Udover Kobbersnepperne var der mange ynglende Strandskader og Viber på engene. Selvom de ikke er decideret sjældne som ynglefugle, er det alligevel få steder i Danmark, vi som her stadig har klassiske strandenge med pæne bestande af vadefuglene.
En interessant iagttagelse, som vi gjorde gang på gang, var når især Strandskader og Viber gik på vingerne for at forsvare reder og unger mod fugle på rov: Sølvmåger, Krager, en forpjusket Musvåge i fældning og en eller to Rørhøge.
Vi var på et tidspunkt heldige at have en Rørhøg, han, ganske tæt på.
I et hjørne af engen (som Naturstyrelsen har plejet med bl.a. forhøjet vandstand og derfor mange små vandhuller) fouragerede en hel del Klyder.
De kæmpemæssige flokke af Bramgæs var væk, kun enkelte spredte fugle var blevet tilbage. Knortegæssene var her endnu i større flokke, de forsvinder nok også i løbet af en lille uges tid op til deres arktiske ynglepladser.
Tilbage vil så kun være de ynglende Grågæs og desværre også de invasive Nilgæs, hvoraf vi så 5-6 stykker.
Den meget sjældne Sibirisk Hjejle havde rastet på øen i dagene forud, den forsøgte vi naturligvis at finde, men forgæves. Heller ikke andre ornitologer, som besøgte øen specielt for at finde den, havde heldet med sig.
Til gengæld blev en Sydlig Nattergal meldt ud, mens vi var der. Den fandt vi hurtigt, og vi kunne i lang tid lytte til dens kraftige sang, der minder meget om den almindelige Nattergals. Vi så ikke fuglen, nattergale lever et skjult liv. Det samme gælder Vandriksen, der gav lyd fra sig i samme område.
Fra en af bilerne var man heldige at se en Mosehornugle flyve op på klos hold.
Vi kørte hjem over middag for at nå fastlandet, inden højvandet lukkede låningsvejen.
På vejen tilbage mod Esbjerg, ledte vi efter Pomeransfugle i Ribemarsken. Det lykkedes at se en flok på 16 fra en af bilerne.
Sidste stop var Sneum Digesø, der i nogen tid har huset to Sorte Ibisser. Dem så vi desværre ikke, men som et plaster på såret, kunne vi nyde synet af både Sivsanger og Rørsanger, der sad frit fremme og sang.
Til slut skal nævnes, at Jørgens kone havde overgået sig selv med dejligt bagværk.
/Søren Peder Nielsen
Foto: Aage Matthiesen
