Udskriv

Nordkysten af Nordsjælland

Et af de mest kendte lokaliteter for fugletræk forår og efterår
Se Google-map med udsigtspunkter, P-plads, m.v. 

 Traner over Hellebæk. Foto: Axel Mortensen

Beskrivelse
Hellebæk ligger ved Sjællands nordkyst, ca. 15km øst for Gilleleje. Den er omgivet af Teglstrup Hegn og Hammermølle Skov nordvest for Helsingør. Bagved kystlinien er landskabet bakket med blandet nåle- og løvskov (mest bøg), landbrugsjord og græsmarker, små søer, bække, og birke- og ellekrat.

Fugle
Ynglefugle
Grågås yngler i Hellebæk Kohave, som er en eng græsset af kvæg. Gæssene ses bedst ved Pernillesø, hvor man også finder lille lappedykker og gråstrubet lappedykker. I ellekrattet kan man være heldig at se lille flagspætte. Nattergalen høres hele foråret og sommeren, og korttået træløber holder til i de gamle egetræer.

Træk- og rastefugle
Det er trækfuglene der gør området spændende, især rovfuglene og tranerne, der kan trække forbi i tusindtal. Om efteråret er rovfugletrækket, især antallet af musvåger, langt større end om foråret. Men artssammensætningen er ikke så stor om efteråret. Hvepsevåge, sort glente, rød glente, havørn, rørhøg, blå kærhøg, duehøg, spurvehøg, musvåge, fjeldvåge, fiskeørn, tårnfalk, dværgfalk, lærkefalk og vandrefalk ses regelmæssigt. Steppehøg, kongeørn, lille og stor skrigeørn ses meget fåtalligt. Hvid stork ses årligt, mens sort stork er sjælden. Forårstrækket af trane er meget fint: Især med vinde fra østlige retninger forekommer dage med over tusinde fugle. Forårstrækket begynder i marts, når musvågerne ankommer som de første rovfugle. Derefter følger duehøg og rød glente.

Traner passerer bakkerne ved Avlgården i hundredvis på forårseftermiddage når vindene kommer fra sydøst og øst. De er på vej fra Rügen ved Tysklands nordkyst til Hornborgasjön i Sverige. På de bedste dage ses noget over 1000 traner på eftermiddagene. Bramgæs trækker forbi især i april og knortegæs især i slutningen af maj.

Om efteråret begynder trækket med hvepsevåger i slutningen af august, men de helt store trækdage er fra sidste uge i september til midten af oktober, hvor man kan være heldige at se over 4000 musvåger på én dag. Havørn ses også hvert år i oktober. Over havet kan man til tider se et godt træk af lommer, alkefugle, duer og kragefugle.

Adgang
Fra motorvejen E47 drejer man af ved udkørsel 3 mod Espergærde. Kør 5km videre på vej 213, drej til højre på vej 237 (Nordre Strandvej), og efter ca. 1km drej ind på Bøssemagergade.  Efter ca. 1½km drejer man til højre ad Hellebækvej for at komme til Hellebæk Avlsgård, hvor man kan parkere.

Der er flere gode steder i området hvor man kan se på trækfugle, alt efter årstid og vindretning.

Forårstrækket: Det mest benyttede observationssted er de åbne bakker omkring Hellebæk Avlsgård. Ved kraftig NV-vind kan man undertiden med fordel stå ude omkring Kronborg.

Efterårstrækket: Der er observationsstederne nede på kysten hvor man har fint overblik over de indtrækkende rovfugle. Dette træk foregår over en ret bred front fra Ålsgårde i nord til Kronborg i syd. Her er vindretningen vigtig for hvor man skal placere sig. Som hovedregel er følgende steder bedst:
Julebæk ved sydvestlig vind / Højstrup strand ved vestlig og nordvestlig vind / Kronborg ved nordvestlig og nordlig vind / Kysten ved Hellebæk Gl. Klædefabrik ved sydlig, sydøstlig og østlig vind / Kysten ved Ålsgårde ved sydøstlig vind, især hvis vinden er vedholdende og kraftigere / Ved kraftigere sydøstlig vind kan man nogle gange med fordel se på fugletrækket fra bakkerne ved Avlsgården. 


Rød glente over Hellebæk. Foto: Axel Mortensen