Udskriv

Østmøn

Ynglende vandrefalk og skovfugle samt forårsfugletræk i et enestående naturområde
Se Google-map med udsigtspunkter, P-pladser m.v. 


Møns Klint. Foto: Joy Klein

Beskrivelse
Høje Møn – den østligste del af Møn – blev dannet under den sidste istid for ca. 12.000 år siden, da isen skubbede enorme flager af den gamle kridthavbund sammen. Det højeste punkt er nu Aborrebjerget på 143m. Efter isens forsvinden er der sket mange skred ved kysten, der har dannet de høje kridtklinter. De er omtrent 100m høje på en strækning på ca. 5km. Kysten eroderes stadig – med en hastighed på 2-4cm om året.

En stor del af området bagved Møns Klint er dækket af Klinteskoven (800 ha). Den er delvis privatejet og delvis ejet af staten. Det meste af statsskoven er naturskov, hvor der ikke fældes træer, og hvor væltede træer får lov til at blive liggende. Nord for skoven ligger Jydelejet, der er et flot overdrevsområde med grupper af gamle bøgetræer, enebær og andre buske. I dets sydlige del rejser Aborrebjerg sig. I klart vejr kan man herfra se Stevns og Farøbroerne. I kanten af Jydelejet ligger tre mindre, næringsfattige søer, der desværre er svære at overskue. Sydvest for Klinteskoven ligger bakkerne Høvblege og Mandemarke bakker. Herfra er der udsigt over hele Sydøstmøn og Østersøen, og i klart vejr ses Rügen i det fjerne. I hele området vokser mange sjældne planter på den kalkholdige jord, bl.a. findes flere arter orkidéer på overdrevene (især på Høvblege).

Fugle
Området har både nogle interessante ynglefugle og er et godt sted at se på trækfugle.

Ynglefugle
Den formodentlig mest kendte fugleart i området er vandrefalken. Den ynglede på Møns Klint tidligere, men forsvandt i 1972. I 2002 begyndte den at yngle igen og har haft succes hvert år siden da og i dag med flere par. På klinten yngler også bysvaler i store kolonier samt digesvaler, hvor der er lerskrænter. I skoven yngler mange almindelige skovfugle, deriblandt musvåge, rødstjert og gransanger, men også lidt sjældnere arter som stor skallesluger, hvepsevåge, skovsneppe, huldue, dompap og kernebider. Lærkefalk, rødtoppet fuglekonge, broget fluesnapper, pirol og ravn yngler ustadigt eller yderste sjældent. 

På overdrevene yngler rødrygget tornskade (især syd for skoven ved Høvblege og Bødkermosen). Også her 1-3 par bomlærker. I eller ved søerne ved Jydelejet samt i Langbjerg Mose tæt ved yngler lille lappedykker, knopsvane, grågås og troldand. Stor skallesluger yngler i området i skoven eller på Klinten i naturlige huller (men næppe mere end ét par). I rørskovene og i kratområderne yngler rørsanger, rørspurv, kærsanger (sjælden), nattergal, stillits samt de almindelige sangerarter.

Trækfugle
Området er et godt sted at se på fugletrækket om foråret. Adskillige rovfuglearter ses trække forbi eller raste i området, bl.a. rød glente (tiltaget i de senere år - ses året rundt), havørn, rørhøg, blå kærhøg, spurvehøg, hvepsevåge, musvåge, fjeldvåge, tårnfalk og lærkefalk, men også storke og især traner og bramgæs ses jævnligt trække i store flokke.

Der går en jævn strøm af både dag- og nattrækkende småfugle der tit slår sig ned i skoven og på overdrevene, og sjældne arter som vendehals, blåhals og lille fluesnapper ses af og til. Ringdrosler kan om foråret ses i småflokke især i Jydelejet og ved Høvblege. Lundsanger høres næsten årligt i faldene ved Klinten sidst i maj og yngler muligvis af og til. Karmindompap er også en årlig gæst i og ved Klinteskoven, men er gået stærkt tilbage i de senere år.

Af sjældne fugle set på træk kan bl.a. nævnes sort stork, sort glente, steppehøg, hedehøg, lille skrigeørn, aftenfalk, biæder, rødrygget svale, sydlig nattergal, hvidhalset fluesnapper og hortulan.

Andre dyr
Den sjældne sommerfugl sortplettet blåfugl findes på Høvblege som det eneste sted i Danmark. Sommerfuglen flyver normalt i juli måned.

Adgang
Det anbefales at bruge kortet i Naturstyrelsens folder om Møns Klint (se link til højre). Med kortet i hånden kan man nemt finde frem til interessante steder, som f.eks.:
1. Store Klint. Fra den store betalings-P-plads ved Store Klint og Geo-Centret går en trappe ned til stranden. Det er på en klippehylde nord for trappen, at vandrefalken oftest yngler. Den kan også opleves fra stranden neden for Store Klint, og ses også tit flyve over resten af området. Fra P-pladsen kan man via bilvejen og flere små afmærkede stier komme dybere ind i Klinteskovens sydlige del.
2. Aborrebjerg ved Jydelejet er et af de bedste steder at se på forårstrækket, især rovfugle.
3. Høvblege er også et populært sted, hvorfra man kan se forårstrækket. Den første (og eneste) sortstrubet sanger set i Danmark blev fundet her i 1993 sammen med en hvidskægget sanger, og området husede i 1998 det sidste sikre ynglepar af høgesanger i Danmark.

Der er en stor og meget moderne udstilling om Møns Klints historie, biologi og geologi i Geo-Centret ved den store P-plads ved Store Klint. Her er også et cafeteria og toiletter, og i receptionen kan man købe en fugle-checkliste for Klinteskoven. Ved Havrelukke i skovens nordligere del mellem Store Klint og indkørslen til skoven er der en mindre P-plads, hvorfra der også udgår afmærkede vandrestier. 

 
Bysvalereder - Møns Klint. Foto: Jens Peter Lomholt