Udskriv

Vestjylland, nordvest for Ringkøbing, helt ud til Vestkysten

Vest Stadil Fjord er et vigtigt rasteområde for store flokke af gæs og ænder samt ynglested for mange vandfugle. Rørhøg og rørdrum er faste ynglefugle. Træktid og vinter ses regelmæssigt forskellige rovfugle.
Se Google-map med P-plads m.v.  


Jagthytten ved Mellemdyb. Foto: Jens Ballegaard

Beskrivelse
Oprindelig en del af Stadil Fjord, området er blevet inddiget og afvandet i flere omgange. Den første gang, i 1863, blev området til eng, rørskov og store vandflader. I 1950-erne lykkedes inddæmningen og afvandingen, og det meste af jorden blev tørlagt og dyrket med korn. Efter statens opkøb af en stor del af området i 1993 gik man i gang med naturgenopretning af området nord for Skelmosevej. Det blev besluttet at genskabe både vandflader, rørskov og våde enge.

I dag består området af 3 lavvandede søer omgivet af rørskov og dyrkede arealer. Den største sø er Søndre Dyb, der er omgivet af rørskov. Hele vejen rundt om dette vandområde er der store arealer hvor der dyrkes korn og græs. Vandkvaliteten i Søndre Dyb er dårlig pga et stort indhold af okker og næringssalte. Man forsøger at rette op på dette ved naturgenopretning i den nordlige del samt mere miljøvenlig landbrug. Mellemdyb er det sted hvor man generelt ser fuglene bedst. Området består af flere vandflader omgivet af ret store rørskove, der dog er fjernet ved P-pladsen ved Jens Bjerg-Thomsens Jagthytte på Skelmosevej – dels for at give bedre oversigtsmuligheder og dels for at forhindre en begyndende tilgroning. Nordre Dyb består af flere mindre vandflader omgivet af rørskov, græsmarker og eng. Nord for det naturgenoprettede område er der anlagt to bassiner til okkerudfældning. Man forsøger at genoprette våde enge på de lavtliggende marker nærved ved hjælp af oversvømmelser, kreaturafgræsning og etablering af ”bekkasinskrab”.

Hele området omkring Vest Stadil Fjord er afgrænset mod vest af en klitrække og mod øst af en dæmning.

Fugle
Ynglefugle
Takket være miljøvenlige tiltag er ynglefuglene begyndt at geninvandre. Rørdrum, vandrikse, rørhøg og knopsvane, samt toppet og lille lappedykker yngler regelmæssigt. Svømmeænder som atlingand og knarand yngler her, samt blishøns, vibe, rødben og bekkasin. Sortterne er ustabil som ynglefugl, men ses i Mellemdyb sommeren igennem. Ternene kan ses fra jagthytten. Der er en mindre hættemågekoloni og flere ynglende småfugle, der bl.a. tæller gul vipstjert, sivsanger og skægmejse. Blåhals er også begyndt at yngle i området. I de sidste par år har man kunnet se og høre den langs kanalen omkring Jens Bjerg Thomsens jagthytte. Ved jagthytten ses ofte skægmejse. Sortstrubet bynkefugl ses ofte i området, især langs kystvejen.

Trækfugle
Der ses store flokke af bramgæs i træk- og vintertiden, også mindre flokke af kortnæbbet gås og blisgås kan ses i området. 

Både forår og efterår er Vest Stadil Fjord rasteplads for et stort antal pibeand, krikand, spidsand, gråand, taffeland og troldand. Om efteråret ankommer flokke af sang- og pibesvaner. Hvert år bliver der observeret flokke af pomeransfugle, der fouragerer her omkring midten af maj. I træk- og vintersæsonen er der gode chancer for at se blå kærhøg, fjeldvåge, vandrefalk og dværgfalk. Fiskeørn ses hvert år. Tidligt i april er området hjem for op til 2000 rastende storspover.

Sølvhejre kan ses året rundt. Om sommeren kan man være heldig at se skestork, der oftes ses fouragerende i Mellemdyb. Dværgmåger ses sommetider over Mellemdyb. I sommermånederne er rovterne en regelmæssig gæst. Havørn ses jævnligt.

Efterår og vinter er Vest Stadil Fjord et godt sted at se flokke af bjerglærke, bjergirisk og laplandsværling.

Adgang
Vest Stadil Fjord er et stort område med mange gode udkigsposter, der kan nås ad de offentlige veje:

Fra Husby Klitvej (A181):
mellem 12km- og 13-km-stenene kan man gå op på en klittop og se ud over den nordlige del af området. Fuglene er måske lidt langt væk, men der er en god chance for at se vandrefalk
ved 14,3-stenen kan man dreje ind ad en markvej og fortsætte rundt i en 90 grader sving til okkerbassinerne. Her kan man parkere og gå længere mod øst (ca. 100m). Herfra er der gode chancer for at se pomeransfugle i maj måned.
- Andre gode steder er ved Krylen (5km-sten) og Sidselbjerg (6,3km-sten).

Skelmosevej mellem Søndre Dyb og Mellemdyb findes der en P-plads med picnicplads, toiletter og Jens Bjerg-Thomsens jagthytte med minimuseum. Dette er et godt sted for at se toppet og lille lappedykker, ænder og blishøns, fouragerende gæs, rovfugle og småfugle.

På den østlige side af Mellemdyb finder man en P-plads (stadig på Skelmosevej) hvorfra man kan komme ud på diget, der er velegnet til en cykel-/vandretur nordpå med godt udsyn til Mellemdyb og området i øvrigt.

Stadiløvej øst om Søndre Dyb er især god i maj til pomeransfugle samt om efteråret til hjejler, gæs og bjerglærker. 


Kortnæbbede gæs. Foto: Albert Steen-Hansen