Udskriv

Sønderjylland, syd for Tinglev

Ynglende trane, rørhøg, fyrremejse og blåhals
Se Google-map med P-pladser, nyetableret sti, m.v. 


Tinglev Mose

Beskrivelse
Tinglev Mose blev indtil 1950’erne anvendt til tørvegravning, men i 1967 blev mosen afvandet med henblik på at landbruget kunne anvende randområderne til dyrkning. Efter afvandingen skete der en meget kraftig tilgroning, især i mosens sydlige del. I 2003 gennemførtes et naturgenopretningsprojekt, idet vandstanden blev hævet med det formål at birkekrattet skulle forsvinde igen. I den nordlige og østlige del af mosen findes der mere åbne partier med rørskov.

Fugle
Ynglefugle
Tinglev Mose er yngleplads for mange forskellige fuglearter tilknyttet rørskov og mose, selv om de ikke optræder i store mængder. Ved søen yngler lille lappedykker, knopsvane, grågås, gråand og blishøne. De fleste år yngler et par traner samt et par rørhøg. Vandrikse er ligeledes ynglefugl, og dobbeltbekkasin optræder i et pænt antal. Rørskoven tiltrækker også ynglende sivsanger, rørsanger og rørspurv. Der er set pungmejse enkelte gange men det er uvist om den yngler her. I krattet og de åbne områder findes der nattergal, blåhals, bynkefugl, græshoppesanger, kærsanger, løvsanger, fyrremejse og rødrygget tornskade. I det sydlige område yngler der stortstrubet bynkefugl regelmæssigt.

Træk- og rastefugle
Både sort- og gråkrage ses fouragere i området hele året. Isfugl ses jævnligt ved kanalerne. I træktiden ses rastende vibe i området. Både forår og efterår kan man iagttage store flokke af stære der går til overnatning i rørskoven; især om efteråret kan flokkene være meget store – over 100.000 fugle er blevet registreret på en gang.

Om vinteren ses regelmæssigt rastende grågås og fouragerende musvåge, blå kærhøg og tårnfalk. Vandstær kan tit iagttages ved spundsværket ved udløbet af mosen og af og til overvintrer stor tornskade.

Adgang
I Tinglev by, der ligger sydvest for Åbenrå på rute 42, er der skiltet til mosen. Man følger Mosevej til en P-plads, hvor der er bord-/bænkesæt. Herfra fortsætter man til fods gennem højmosen på en nyetableret sti, der fører til et højt fugletårn med flot udsigt over mosen. Tårnet er desværre blevet lidt ustabil, så man bør kravle op med forsigtighed. For at lave en rundtur kan man herfra dreje mod syd langs Almstrup kanal og videre tilbage til Mosevej. (Se sti på google-kortet).

Man kan også komme til mosen sydfra ved at følge skiltningen fra Bjerndrup eller Bajstrup. Vejen mellem de to byer hedder Visgårdsvej. Herfra går en lille skiltet vej mod nord og ender ved en P-plads tæt på fugletårnet.


Rørdrum. Foto: Gerner Majlandt