Udskriv

Als, Sønderjylland

En af det østlige Sønderjyllands vigtigste fuglelokaliteter. Yngle- og rasteplads for en lang række fuglearter, deriblandt skarvkoloni ved Oldenor.
Se Google-map med udsigtspunkter, P-pladser m.v.


Skarvkoloni ved Oldenor. Foto: Joy Klein


Beskrivelse
Oldenor, Mjels Sø og Bundsø er tre søer i den nordlige del af Als, der tidligere har været afvandet og opdyrket men for nylig er blevet genoprettet. Nordals er gennemskåret af store tunneldale dannet under den sidste istid. Under havstigningerne i stenalderen dannedes der en fjordarm, der kom ind fra Mjels Vig, igennem det senere Mjels Sø og endte i Bundsø op mod Brandsbøl. I 1600-1700-tallet blev områderne afspærret fra havet, og i 1800-tallet påbegyndtes tørlægning af søerne. Først efter 2. verdenskrig lykkedes afvandingsprojektet og områderne forvandledes til kornmarkerne.

Allerede i 1980’erne måtte man dog opgive korndyrkningen, da jorden satte sig på grund af afvandingen, og i 1993 standsede man pumperne og genoprettede Oldenor-søen, der sidenhen har udviklet sig til et spændende naturområde. Søen og de omkringliggende engarealer og kratskove ejes af staten. I 2005 standsede afvandingen af Mjels Sø. Genopretningen skete i samarbejde med Aage V. Jensens Fonde, der i dag ejer søen, samt Naturstyrelsen, Sønderjyllands Amt og Nordborg Kommune. Endelig blev Bundsø færdiggenoprettet i april 2015 som led i statens projekt for at fjerne kvælstof fra vandmiljøet. Sønderborg Kommune står for udviklingen af vådområdet.

Fugle
Ynglefugle
Der er en stor skarvkoloni i den vestlige ende af Oldenor, med ca. 200 par, der har sat deres præg på redetræerne. Andre ynglefugle ved søen er toppet lappedykker, grågås, gravand, gråand, vandrikse, grønbenet rørhøne og blishøne. Knopsvane yngler her men antallet af ynglepar skifter meget fra år til år. Nogle få fiskehejrer har bygget reder i skarvkolonien.

Havørn yngler i en skov i nærheden og ses jævnligt. Den både fisker i søen og tager unge skarver i kolonien. Med held kan man se den fodre en unge på marken nord for Oldenor. Musvåge yngler også i træerne tæt på Oldenor. Duehøg formodes at yngle tæt på Oldenor, da ungfugle ses regelmæssigt.

Ved Mjels Sø yngler toppet lappedykker, knopsvane, grågås, gråand, grønbenet rørhøne, blishøne, samt et enkelt par spurvehøg. Isfugl ses jævnligt i Mjels Sø og ved Mjels Vig, hvor den formodes at yngle.

I det første år af Bundsøs eksistens er der konstateret ynglende toppet lappedykker, gråstrubet lappedykker, sorthalset lappedykker, knopsvane, grågås, gravand, blishøne og vibe.

Træk- og rastefugle
Oldenor huser mange rastende andefuglearter en stor del af året. Især pibeand og troldand kan optræde i hundredevis, men også gravand, knarand, krikand, skeand, taffeland og hvinand ses i mindre antal. Yderligere ses rastende toppet lappedykker, fiskehejre, knopsvane, blishøne, samt større flokke af stormmåge og hættemåge. Om vinteren ses stor skallesluger, enkelte lille skallesluger, bjergand og hvinand. Flere rovfuglearter optræder: bl.a. rørhøg, spurvehøg og musvåge. Fiskeørn kan vise sig i træktiden.

Ved Mjels Sø ses de samme fuglearter. Om efteråret er antallet af fugle tit større i Mjels Sø end i Oldenor. Arter som knarand og skeand, f.eks. foretrækker gerne Mjels Sø. Også stor skallesluger og lille skallesluger kan være mere talrige i Mjels Sø.

Bundsø tiltrækker de samme andearter. I 2015 blev der set op til 50 sorthalsede lappedykkere i august, en sølvhejre er set hele året igennem og i juni kunne en nordisk lappedykker nydes i fuld sommerdragt. Nilgæs rastede hele året i den nye sø.

Blandt nogle af de mere usædvanlige træk- og rastegæster i området kan nævnes sølvhejre (2009, 2010, 2012 og 2015), vandrefalk (2011, 2014, 2015), rustand (2012) og snegås (2013).

Adgang
Oldenor kan nås fra Oksbøl syd for Nordborg på den nordlige Als. En mindre vej (Tvendalvej) fører vestpå fra hovedvejen i den nordlige ende af Oksbøl (i retning Mjels). Efter ca. 2km kommer man til en P-plads, hvorfra en sti går østpå hen til en udsigtsplads med fint overblik over søen. Fra P-pladsen kan man til fods følge en sti vestpå der følger søbredden. Herved kommer man tættere på skarvkolonien i den vestlige ende af søen. Ved at fortsætte på stien (følg ”E Govl”-skiltet) kommer man langs den østlige bred af Mjels Vig og ender ved en P-plads i den vestlige ende af Mjels Sø. I den gamle pumpestation er der et informationscenter om naturgenopretningen. Her er også picnicborde og -bænke. Herfra kan man følge vejen tilbage til P-pladsen ved Oldenor eller fortsætte på Mjels Sø-stien langs den nordlige bred af søen. P-pladsen ved Mjels Sø kan nås i bil ved at fortsætte på den mindre vej fra Oksbøl mod Oldenor, eller ved at køre nordpå fra Mjels.

Der er to P-pladser ved Bundsø. Den første tilgås fra landevejen, Oksbølvej, syd for Nordborg. Der går en lille skrå vej ned til P-pladsen. Her er der dog ikke særlig megen plads og kun den østlige ende af søen kan ses herfra. Den anden P-plads nås ved at køre ca. 375m længere mod øst ad Oksbølvej og at dreje til højre for at komme hen til vejen Vesterballe, hvor man igen drejer til højre mod Brandsbøl Skov. Efter knap en km går en stejl nedkørsel ned til P-pladsen. Her er der ret god plads, bord og bænke samt infotavl, og langt det meste af søen overskues vældig godt herfra. Fra P-pladsen udgår der to stier – dels mod vest og dels rundt om den østlige ende af søen.

Det anbefales at bruge Naturstyrelsens folder med kort over Oldenor (se link til højre).

 
Taffeland. Foto: Klaus Dichmann