Udskriv

Nordvestjylland, syd for Hanstholm Vildtreservat

Rastende vandfugle på søen. Flere rovfugle hele året. 
Se Google-map med udsigtspunkter, P-pladser m.v. 


Nors Sø. Foto: Joy Klein

Beskrivelse
Nors Sø var i stenalderen en havbugt, som ved den senere landhævning og sandflugt blev afsnøret fra forbindelse med havet. Søen er en såkaldt karstsø. Den er opstået dels ved sprækkedannelser, dels ved at syreholdigt vand har opløst kalken i de underliggende kalkformationer og dannet jordfaldshuller. Søen er omgivet af klitplantager og landbrugsjord og mod nordvest af et hedeareal der er en del af Hanstholm Vildtreservat. Nors Sø og Hanstholm Vildtreservat er en del af Thy Nationalpark.

Fugle
Nors Sø er især interessant pga rastende vandfugle og rovfugle.

Om efteråret er Nors Sø rasteplads for store flokke af grågæs. Vadefugle på træk slår sig ned ved søen på vej sydpå. Især hjejler og viber optræder i større flokke. Desuden ses nogle andre vadefuglearter i mindre antal, bl.a. rødben, hvidklire og mudderklire.

Om efteråret og om vinteren er der mange rastende vandfugle, bl.a. toppet lappedykker, krikand, gråand, taffeland, troldand, hvinand, stor skallesluger og blishøne. Søen er en af områdets vigtigste rastepladser for lille skallesluger, som ses i større antal (f.eks. 91 fugle en dag i januar måned). Nogle få spidsænder og bjergænder ses af og til. Næsten hver vinter iagttages nogle få individer af nordisk lappedykker.

Fiskeørn ses forår og efterår. Andre rovfugle ses flyvende over søen med jævne mellemrum, bl.a. havørn, duehøg, musvåge, kongeørn og vandrefalk og om vinteren fjeldvåge. I vinterhalvåret er søen en af landsdelens bedste muligheder for at opleve havørn. Det er faktisk ikke så ualmindeligt at opleve 2-3 ørne på samme tid. Ørnene er nemmest at finde hvis der er is på søen, da de så ofte vil sidde på isen nær evt. våger. Er søen ikke islagt skal man istedet kigge langs bredderne og på de omkringliggende skrænter. Ørnene holder også til i det nært liggende Hanstholm reservat.

Hele året rundt kan man se toppet lappedykker, skarv, fiskehejre, blishøne og forskellige måger ved søen. Ravn yngler i området. Isfugl ses jævnligt. Skægmejse er af og til set flyve over rørskoven. Topmejse og andre mejser ses ofte i nærheden at stien til fugletårnet og i plantagen nord for P-pladsen på den nordlige side af søen.

Om foråret høres rørdrum, og i sommerhalvåret kan man tit se traner der flyver over området eller holder til ved søen.

Som noget usædvanligt fik søen besøg af en sølvhejre i foråret 2009.

Adgang
På Klitmøllervej, rute 557, mellem Klitmøller og Thisted, drejes fra ved Vester Vandet nordpå ad Agerholmvej. Efter 2km kommer man til en P-plads tæt på ”Badepladsen” ved Nors Sø. Herfra går en sti langs søen nordpå til et fugletårn. Dette er det bedste sted at iagttage fugle.

Man kan også køre til den nordlige side af søen ved at køre ud af Nors by ad Hindingvej. For enden af vejen findes en P-plads, hvorfra man har en god udsigt over den østlige del af søen. En blå vandrerute udgår fra pladsen og går østpå langs søen og retur gennem Visbøl Plantage. Her er der fint udsigt til den østlige del af søen, reservatet, Tved plantage og havet.

Fra P-pladsen kan man også gå ad en gul vandrerute som fører op ad den gamle kystskrænt til Isbjerget, 56m over havet og Hanstholm Vildtreservats højest punkt. Herfra har man en storslået udsigt over reservatets hede og klitter. Hvis man vil ud på en længere tur kan man gå ca. 3km nordpå ad stierne i Tved Klintplantage til et fugletårn, hvorfra man ligeledes kan se ud over reservatet. (Det anbefales at bruge Naturstyrelsens folder over Tved Klintplantage - se link til højre). I reservatet yngler grågås, storspove, tinsksmed og trane, og store flokke grågås raster i søerne og på heden. Vildtreservatet er lukket for færdsel fra 1. april til 15. juli. Den centrale del er lukket for færdsel hele året rundt.


Fiskeørn. Foto: Helge Sørensen