Udskriv

Østjylland

Overvintrende lysbuget knortegås. Mange rastende ande- og vadefugle.
Se Google-map med udsigtspunkter m.v.


Lysbugede knortegæs. Foto: Albert Steen-Hansen

Beskrivelse
Den østlige del af Mariagerfjord, der er det vigtigste område for fuglelivet, er meget lavvandet med store mudder- og sandvader, mindre øer og holme. Der er en del strandenge, der er inddigede og drænede.

Fugle
Ynglefugle
På en af holmene, Treskelbakkeholm, yngler store kolonier af måger (især hættemåger og sølvmåger), terner (især splitterner og havterner) og klyder. Skestork har ynglet med få par i 2011 og 2012.

Træk- og rastefugle
Mariager Fjord har tidligere været særlig kendt for i efterårs-/vintermånederne at huse en stor del af verdensbestanden af lysbuget knortegås, der yngler på Svalbard. Mangel på ålegræs pga forurening har dog medført et stort fald i antallet af rastende knortegæs, som har spredt sig over et større område langs den jyske østkyst og ind i Limfjorden. Nu ses sjældent over 1000 lysbugede knortegæs i Mariager Fjord om efteråret. Pga den manglende ålegræs, ses gæssene mere og mere raste og fouragere på strandengene.

Andre overvintrende fugle på fjorden er bl.a. knopsvane, gravand, gråand, pibeand, hvinand og blishøne, der ses især i det store lavvandede område i Ajstrup Bugt. Desuden ses taffeland, troldand og stor skallesluger. Spidsand ses især i efteråret i ret store antal. Sangsvaner optræder også i større antal og ses oftest fouragere på markerne.

Om foråret og især om efteråret kan man se mange rastende vadefugle, bl.a. strandskade, hjejle, strandhjejle, vibe, almindelig ryle, storspove, rødben og hvidklire.

Udover de ynglende måger findes der mange rastende måger i området både forår, sommer og efterår, nogle gange i stort antal – f.eks. er der set over 16.000 måger på Treskelbakkeholm en dag i marts 2009.

Rovfugle der ses regelmæssigt i området er musvåge, spurvehøg, og om vinteren blå kærhøg. Vandrefalk ses regelmæssigt i vinterhalvåret enten jagende eller rastende på holmene. Havørn er ligeledes regelmæssigt på besøg og kan ses kredsende over fjorden eller jagende lavt over vandet. Den kan sommetider ses raste på holmene i fjorden, især om efteråret. 

Adgang
De bedste udsigtspunkter på den nordlige side af fjorden er Havnø, Lovnkærgård, Als Odde og pumpestationen Måen. Fra Hadsund kører man på hovedvej 541 til Visborg, hvorfra en mindre vej fører sydpå mod Havnø. Ved at fortsætte på denne vej kommer man til Lovnkærgård. Herfra kan man se over til Treskelbakkeholm. Vejen fortsætter til Helberskov, hvorfra en mindre vej går sydpå til Als Odde, hvor der er udsigt til både fjorden og havet. Man kan også følge en grusvej, der starter lidt vest for Helberskov og fører sydpå indtil den til sidst, efter et par sving, ender ved pumpestationen. Herfra kan man se de lavvandede områder ved holmene ude i fjorden.

Det er værd at bemærke at der i isvintre kan være mange ænder der holder til i vågen ved Dania, nord for Assens (vest for Hadsund).


Sangsvaner. Foto: Albert Steen-Hansen