Udskriv

Midtjylland, vest for Silkeborg

Genoprettet sø med ynglende sangsvaner
Se Google-map med P-pladser m.v. 


Udsigt fra Tollundbakken. Foto: Niels Peter Brøgger

Beskrivelse
Bølling Sø er en genoprettet sø der ligger ca. 10km vest for Silkeborg på vandskellet på den jyske højderyg ca. 67m over havet. Den oprindelige sø blev dannet for ca. 12.000 siden efter den sidste istid. I stenalderen var området centrum for en af de tidligste jægerkulturer i Danmark, som er blevet påvist gennem adskillige arkæologiske undersøgelser. Ellingpigen og Tollundmanden er fundet i nærheden. Den oprindelige sø blev afvandet i 1870’erne og igen i 1940’erne, men jorden var ikke særlig frugtbar og dyrkning var ingen succes. Tørv fra højmosen blev brugt til brændsel, især under verdenskrigene. I 1960’erne begyndte området at forsumpe og gro til og endelig i 1994 blev der rejst fredningssag over området.

Da det ikke var muligt at genskabe den oprindelige sø, fordi de fleste tørvelag var gravet væk, skulle man i gang med et naturgenopretningsprojekt. Dette involverede forskellige anlægsarbejder, bl.a. bygning af en dæmning med gang-/cykelsti der danner søens grænse mod vest, samt etablering af et stemmeværk til styring af søens vandstand. Tre øer blev etableret i søen af hensyn til fuglelivet. Arbejdet var færdigt i 2005 og vandet fik lov at stige i den nye sø. Bølling Sø er på ca. 360ha og hele fredningsområdet dækker 835ha. Søen er en lav, næringsfattig og brunvandet sø, der får sit vand fra nedbør og fra kildevæld i de omkringliggende bakker. Den er omgivet af marker, enge, krat og rørskov. Da området først er genetableret for nylig sker der stadig ændringer i landskabet. Desværre er to af de tre fugleøer allerede forsvundet og den resterende er meget reduceret og forsvinder formentlig i løbet af få år.

I 2016 blev et større naturprojekt afsluttet, idet afløbet fra søen blev flyttet fra en kanal til et nyt åforløb med slyng og stryg.

Fugle
Ynglefugle
Som et af de få steder i Danmark huser Bølling Sø ynglende sangsvaner. Der har været et par sangsvaner i søen siden 2007.

Den dominerende ynglefugl ved søen er grågåsen, med ca. 40-50 par. Antallet af ynglende hættemåger, der tidligere var på ca. 500 par, er styrtdykket til ca. 10-20 par, der har reder forskellige steder rundt i søen. Sølvmåger yngler med få par på øerne hvor der tidligere var højspændingsmaster. Herudover yngler der gråænder, enkelte par af troldand og taffeland, samt blishøns m.fl.

På de omkringliggende enge yngler vibe, dobbeltbekkasin (der er langt den almindeligste vadefugl), bynkefugl, rørsanger, tornsanger og engpiber.

Træk- og rastefugle
Flokke af grågås på over 500 fugle ses hele året så længe søen er isfri. Om foråret og efteråret raster større flokker af krikand, gråand og blishøne, samt et mindre antal pibeand, taffeland, troldand og hvinand. Der ses også rastende vadefugle i området. De er ikke særlig talrige men der er set i alt 24 forskellige arter, bl.a. hjejle, vibe, brushane, dobbeltbekkasin, hvidklire, svaleklire og mudderklire.

Skarv og fiskehejre ses det meste af året.

Lærkefalke ses årligt med en del eksemplarer, med 5 på en gang d. 4. juni 2011 som rekord. Formodentlig yngler den sporadisk et sted i nærheden. Rød glente, trane og hvepsevåge yngler meget tæt ved søen og ses af og til om sommeren. Havørn ses hver sommer som overflyvende fra et ynglepar i Silkeborg-området. Af trækkende og overvintrende rovfugle ses flest musvåge, men også rørhøg, blå kærhøg, duehøg, spurvehøg og tårnfalk.

Om vinteren, når søen er isfri, raster sangsvaner og nogle få pibesvaner her. Nogle få stor tornskade gæster området om vinteren.

Indtil videre har man set 158 fuglearter ved Bølling Sø, iblandt dem nogle mere sjældne arter som sølvhejre, lærkefalk, dværgmåge, vendehals og pungmejse. Det nok mest opsigtsvækkende fund var rødvinget braksvale i maj 2008

Adgang
Bølling Sø og de omkringliggende arealer ligger nordøst for krydset mellem rute 15 og rute 13 vest for Silkeborg, i udkanten af Egesvang. Fra byen kan man køre ad Kragelundvej nord om søen til dæmningen, hvor der er P-plads, informationspavillon, toiletter, foldere og andre faciliteter samt gode udsigter. Lidt længere fremme ligger Klosterlund naturcenter. En 12km lang afmærket natursti går rundt om søen og der er adskillige P-pladser med opholdsarealer med borde og bænke. Det anbefales at bruge Naturstyrelsens kort over området (se link til højre).


Sangsvaner med unger (2009). Foto: Niels Peter Brøgger