Udskriv

Nordjylland

Enge og marker med rastende sangsvaner, gæs og vadefugle
Se Google-map.

Bolle og Try Enge med sangsvaner. Foto: Svend Erik Mikkelsen

Beskrivelse
Bolle og Try Enge er et stort område der omfatter både afgræssede eller slåede enge og flere dyrkede marker, med spredt krat og hegn. Området er privatejet.

Fugle:
Ynglefugle:
Engene er ynglested for en del sumpsangere, f.eks. nattergal, sivsanger, kærsanger og græshoppesanger. Pungmejse er af og til fundet i yngletiden. Bynkefugl yngler her. Tidligere var engsnarre en ynglefugl, men den er ikke hørt de sidste par år. Til gengæld høres op til flere vagtler næsten hvert år.

Træk- og rastefugle:
I foråret og efteråret benyttes engene af flokke af hjejler og viber, der raster her. Når der falder meget regn og der dannes søer på markerne, især hvis det er på det tidlige forår, ses en del ænder – især pibe- og gråænder – på markerne.

Om vinteren holder mange sangsvaner og nogle pibesvaner til i området. Canadagås er begyndt at optræde i større flokke, tit ses de i hundredevis, og i januar 2014 endda i en flok på over 2000. Derimod ses grågås og kortnæbbet gås kun i små flokke. Musvåge ses regelmæssigt om vinteren. Tit raster over 10 i området. Fjeldvåge og blå kærhøg fouragerer over området af og til. Mosehornugle kan træffes om vinteren, dog ikke hvert år. Mange kragefugle fouragerer på engene, og af og til ravne. Større flokke af bomlærker holder til på arealet.

Adgang:
Fra rute 559 mellem Hjallerup og Dronninglund drejer man ved Dronninglund Slot sydpå ad Øster Hassingvej. Efter knap 5km kommer man til et vejkryds med en grusvej, Bolle Engvej. Her kan man køre i begge retninger for at se over engene.


Pibeand. Foto: Klaus Malling Olsen