Udskriv

Fyn, vestlige Tåsinge

Rastende vadefugle, gæs og ænder 
Se Google-map med udsigtsposter m.v.


Fugletårnet ved Vejlen. Foto: Joy Klein

Beskrivelse
Tidligere var Vejlen en fjord med forbindelse til havet, men i 1765 byggedes der en dæmning med sluse, der afskårede fjorden. Vejlen blev tørlagt med ønsket om at skabe græsningseng. Nytårsnat 1904/05 brød havet gennem dæmningen. Selv om den blev genopbygget, blev Vejlen aldrig helt tørlagt igen. Der blev dannet en meget lavvandet sø (middeldybde: 06,m) der nu er brakvandet og meget næringsrig pga forurening fra landbruget. Engene afgræsses om sommeren for at holde tagrør nede og give bedre vilkår for strandengsplanterne. Store områder er oversvømmet om foråret.

Vejlen og Noret er siden 2007 ejet af Naturstyrelsen.

Fugle
Ynglefugle
Forskellige vandfugle yngler i Vejlen, bl.a. lille lappedykker, gråstrubet lappedykker, knopsvane, grågås, gråand, blishøne, klyde, vibe og rødben. Rørhøg har et fast ynglepar stort set hvert år. Skægmejse yngler her, og isfugl ses hele året rundt. Om sommeren høres rørsanger, gulbug, tornsanger og rørspurv synge i krattet.
 
Træk- og rastefugle
I træktiden er søen og de lavvandede områder ud for kysten rasteplads for flere vadefuglearter, bl.a. hjejle (der ses i flokke af op til et par tusinde fugle og står forår og efterår på marker i nærheden), vibe og storspove, og i mindre antal strandskade, almindelig ryle, brushane, dobbeltbekkasin, sortklire, rødben og hvidklire.

Knopsvane ses hele året rundt, og om vinteren dukker flere hundrede sangsvaner og enkelte pibesvaner op. Rastende grågås ses hele året, ofte i flokke af flere hundrede individer. Desuden ses enkelte blisgås.

Havørn ses ofte fouragere i området.

Søen tiltrækker også mange andefuglearter, f.eks. knarand, krikand, spidsand, atlingand og skeand, der alle ses i mindre antal. Troldand ses i større flokke, sommetider over tusinde fugle. Om vinteren ses lille skallesluger og stor skallesluger.

Adgang
Fra Svendborg kører man ad rute 9 sydpå mod Rudkøbing. I Bregninge drejer man fra til højre og følger skiltningen mod Nørre Vornæs. I Sønder Vornæs drejer man ad Sønder Vornæsvej og efter få hundrede meter ad Vejlen-vejen, hvor der er holdeplads. Derfra kan man gå ad stien til et fugleskjul.

Tæt på Vejlen ligger Noret, som er et engområde hvor der yngler flere andefugle og vadefugle, f.eks. grågås, strandskade, stor præstekrave og vibe. Man kommer forbi Noret på vej mod Vejlen, som beskrevet ovenfor. Når man kommer fra Bregninge, ligger Noret på venstre hånd efter Nørre Vornæs. Der er ingen adgang til Noret men den kan nemt overskues fra vejen. 

Ved at køre længere vestpå ad Vornæsvej og videre sydpå ad Søren Lolks Vej kommer man til dæmningen vest for Vejlen, hvor man kan holde på en meget lille P-plads. Her er udsigt både over Vejlen og over det lavvandede havområde mod vest.


Pibesvane. Foto: Albert Steen-Hansen