Udskriv

Sydlangeland

Tryggelev Nor er navnet på et fuglereservat ejet af Fugleværnsfonden. Der ses fugle her hele året rundt. Både ænder, gæs, vadefugle, rovfugle og småfugle. 
Se Google-map med P-pladser m.v. 

 
Nørreballe Nor med Tryggelev Nor og Salme Nor i baggrunden. Foto: Fugleværnsfonden

Beskrivelse
Reservatet omfatter Tryggelev Nor, Nørreballe Nor og Salme Nor. Nørreballe Nor har tidligere været drænet for at blive dyrket, men blev gendannet som sø i 2004. Samtidig skabte man fire øer til fuglene i søen. Hele reservatet er på 180ha og danner en mosaik af åbne vandflader, mudderflader, rørskov, enge, åbne græsarealer og krat. Engene afgræsses af kvæg forår og sommer, for at sikre de bedste betingelser for både gæs og vadefugle.

Hele området er beskyttet af EF-fuglebeskyttelsesdirektiv. EU har støttet naturforbedringen af Tryggelev Nor med midler fra sin LIFE Nature fond. Genskabelsen af søen i Nørreballe Nor skal bevirke at ca. 70% af den kvælstof, der tidligere er strømmet ud i kystlagunen Tryggelev Nor, nu fjernes. Vandudskiftningen mellem Tryggelev Nor og Marstal Bugt skal også øges. Herved fjernes nogle af de næringsstoffer der gennem tiden er ophobet i kystlagunen.

Fugle
Ynglefugle
Toppet lappedykker, gråstrubet lappedykker, lille lappedykker, rørdrum, knopsvane, grågås, atlingand, skeand, knarand, rørhøg, vandrikse og blishøne yngler i Tryggelev Nor. Flere vadefugle yngler i området, bl.a. strandskade, klyde, stor præstekrave, vibe og rødben. Grågæs kan ses fouragere på engene. Småfugle som nattergal, rørsanger og skægmejse ses i rørskovene og krattene.

Træk- og rastefugle
Både forår og efterår ses der store flokke af vadefugle og ænder. I sensommer og efterår ses mange vadefugle, der er begyndt at trække sydpå gennem Danmark. De fouragerer på engene og i det lave vand. I vådområderne findes om efteråret i tusindvis af ænder, f.eks. pibeand, knarand, krikand, atlingand, taffeland og troldand. Andre rastende vandfugle er fiskehejre, knopsvane, grågås, bramgås og stor skallesluger.

Sydlangeland fungerer om efteråret som ledelinie for rovfuglene på deres træk fra Sverige og sydover. På dage med godt vejr ses ofte mange spurvehøge og musvåger, og er man heldig ser man en fiskeørn fange en fisk i noret.

Om vinteren raster ofte flere tusinde fugle i norene, især troldænder, bjergænder og blishøns. Gæs og sangsvaner græsser på markerne omkring norene. I Marstal bugt raster mange dykænder i vinterhalvåret, især ederfugl, og også sortand og havlit. Sjaggere og vindrosler finder bær i tjørnebuskene om vinteren, og skægmejser overvintrer i rørskoven, hvor de lever af tagrørenes frø.

Lokaliteten er et af de bedste steder på Langeland at se havørn, der er jævnlig gæst her især i sensommeren, efterår og vinter.

Adgang
Ved Humble, syd for Rudkøbing, følger man skiltene til Ristinge. I Hesselbjerg drejer man til venstre ad Nørreballevej. Efter 300m finder man en P-plads med informationstavle og udsigt over Nørreballe Nor. Lige ved siden af P-pladsen er der en langdysse, der stammer fra den tidlige bondestenalder (omkring 3500 f.Kr.). Efter endnu 1km finder man en anden P-plads på højre hånd, hvorfra en markvej fører ned til Nørreballe Nor. Herfra fortsætter en sti langs noret, som den krydser på to broer og ender ved en gammel pumpestation. Fra diget bag pumpestationen er der udsigt over engene nord for Tryggelev Nor. Man må følge den samme sti tilbage til p-pladsen.

For at komme til Tryggelev Nor og Salme Nor skal man i Hesselbjerg fortsætte lige ud mod kysten, hvor der er en P-plads med information om reservatet og en sti langs stranden, der fører ned til Salme Nor. Man kan også køre syd om Tryggelev Nor for at komme til en P-plads på reservatets arealer. Her findes der også en plancheudstilling.

I alt er området forsynet med 5km stier og 2 fugleskjul. Adgang er kun tilladt på veje og stier. Hunde skal holdes i snor. På P-pladserne finder man Fugleværnsfondens foldere om reservatet. 


Stien ved Nørreballe Nor. Foto: Helle Hjorth