Regeringen optræder som landbrugets forlængede arm

mandag 22. november 2010 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Regeringens lovforslag om klagegebyrer vil skade naturen og hvidvaske ulovlig administration, mener DOF
Michael Borch Grell
Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne vil med et nyt lovforslag om differentierede klagegebyrer knægte de grønne foreningers muligheder for at påklage sager efter Natur- og Miljøbeskyttelseslovene. Det gør man ved at pålægge organisationerne et gebyr på 3000 kr. for hver klage, de fremsender, hvorimod private landmænd kun skal betale 500 kr. Ideen stammer fra formanden for Landbo Syd, Mogens Dall, der offentligt har krævet, at de grønne foreninger burde pålægges en mærkbar strafafgift, når foreningerne tillader sig at klage over kommunernes tilladelser til øget forurening fra landmændenes husdyrproduktion. Nu har regeringen gjort forslaget til sin egen politik.

”Jeg er rystet over, at regeringen og dens flertal så klart demonstrerer, at den er landbrugets forlængede arm”, siger Egon Østergaard, næstformand i Dansk Ornitologisk Forening.

De grønne organisationer har i stort omfang fået medhold i deres natur- og miljøklager. DOF har fx påklaget 124 miljøgodkendelser af husdyrbrug til Miljøklagenævnet. Af disse er 23 færdigbehandlet ved nævnet og i alle disse sager har DOF fået medhold i klagen (i 2 tilfælde dog ved at landmanden efterfølgende har trukket sin ansøgning tilbage). Sagen er den, at de grønne foreninger som DOF, DN og Det Økologiske Råd gennem brug af deres demokratiske klageret har afsløret, at regeringen har udformet en lovgivning for miljøgodkendelser, der kun kan betegnes som decideret lovsjusk. Lovgivningen og kommunernes administration lever simpelthen ikke op til EU’s miljødirektiver.

Når landmænd derfor ønsker at udvide produktionen på en måde, der risikerer at skade internationale naturbeskyttelsesområder, så skal kommunerne give afslag. Det er der imidlertid mange kommuner, der ikke gør, måske fordi embedsmændene føler sig presset til at give tilladelser, der ikke er lovlige.

De grønne foreninger har derfor gennem deres legitime arbejde for at beskytte Danmarks natur kastet lys over en lovgivning og administration, der er helt gal. Det er åbenbart faldet den landbrugsdominerede regering så meget for brystet, at den nu i et direkte hævntogt ønsker at stække de grønne foreningers klageadgang.

”I DOF kæmper vi en svær kamp for at beskytte de små grønne pletter, som landbruget endnu ikke har sprøjtet, pløjet eller gødsket ihjel. Klageretten i miljølovgivningen udgør et halmstrå, som gør det muligt at påklage nogle af de værste myndighedsafgørelser på området. Den mulighed agter regeringen nu at sætte en stopper for.

Beslutningen er udtryk for en ufattelig snæversynet favorisering af landbrugsindustrien på naturens bekostning. Denne nye lov er en hån mod de mange danskere, der bekymrer sig om vores natur og det vilde dyreliv på landet”, siger DOF’s næstformand Egon Østergaard.

Yderligere oplysninger

Næstformand i DOF, Egon Østergaard
Mobil: + 45 24 45 31 55

Afdelingsleder Michael Borch Grell
Mobil: + 45 22 12 72 40