Dusør på 25.000 kroner i sagen om forgiftede havørne

onsdag 21. juli 2010
Dansk Ornitologisk Forening (DOF) udlover en dusør på 25.000 kroner for afgørende oplysninger, der kan lede politiet på sporet af gerningsmanden bag giftdrabene på en ung og en voksen havørn i Odense Fjord i juni
Jan Skriver
Den næsten flyvefærdige unge og den voksne han fra havørneparret på øen Leammer i Odense Fjord blev forgiftet af den meget stærke gift carbofuran, der blokerer nervesystemet. Carbofuran er forbudt i Danmark.

Det afslører de laboratorie-undersøgelser, som DTU- Veterinær-instituttet har udarbejdet for Skov- og Naturstyrelsen. De døde fynske havørne har været undersøgt på et fransk laboratorium.
Giftdrabene på ørnene i Odense Fjord, der var en hel landsdels stolthed, får Dansk Ornitologisk Forening (DOF) til at udlove en dusør på 25.000 kroner for afgørende oplysninger, som kan lede politiet på sporet af gerningsmanden bag forbrydelsen.

- Drabet på havørnene i Odense Fjord er simpelthen noget svineri, der er udført af skrupelløse og forskruede personer. Vi vil i DOF gøre hvad vi kan for at bistå politiet med at få opklaret denne sag. Vi er overbevist om, at der blandt de lokale er nogle, der kender gerningsmanden. Dusøren kan forhåbentlig hjælpe med til at få vigtige oplysninger frem, der kan føre til sagens opklaring, siger Lennart Pedersen, leder af Dansk Ornitologisk Forenings Projekt Ørn.

Sidste år blev en ynglemoden havørn skudt med riffel ved Saltbæk Vig i Vestsjælland. Denne naturforbrydelse er endnu ikke opklaret.

- Det er forkasteligt, at man her i 2010, hvor størstedelen af befolkningen begejstres af de store ørne i vores natur, fortsat skal opleve udslag af et ”gammeldags” had til rovfugle. Både skuddrabet ved Saltbæk Vig og de aktuelle giftdrab i Odense Fjord er bevidste handlinger udført af mennesker uden omtanke og respekt for naturen, slutter Lennart Pedersen. Havørneparret i Odense Fjord var det første ørnepar i næsten 100 år på egnen.

Fakta:
Det fremgår af DTU Veterinærinstituttets laboratorie-undersøgelse, at havørnene er døde, fordi de har ædt en forgiftet fugl (formodentlig en due eller en hønsefugl).
Det fremgår desuden, at der er tale om så store mængder gift i den pågældende fugl, at den sandsynligvis er blevet påført forgiftningen bevidst.

Yderligere oplysninger:

Dansk Ornitologisk Forening (DOF).
Tlf. 33 28 38 00

Lennart Pedersen,
Leder af DOF’s Projekt Ørn
Tlf. 40 15 66 20

Michael Borch Grell
Biolog, leder af Naturfaglig Afdeling
Tlf. 22 12 72 40

Anders Vedel
Biolog, lokal redekoordinator, DOF-Fyn
Mobil + 41 40 40 35