Dusør på 30.000 kroner i sagen om skuddræbt havørn

torsdag 23. april 2009
Dansk Ornitologisk Forening (DOF) forhøjer dusør med 10.000 kroner. Der er en stor folkelig interesse for at finde gerningsmanden bag forårets drab på en havørn nær Saltbæk Vig i Nordvestsjælland, men endnu mangler politiet det afgørende spor, oplyser DOF
Jan Skriver
- Da det i begyndelsen af marts blev kendt, at der var skudt en havørn ved Saltbæk Vig, blev jeg ringet op af adskillige mennesker fra lokalsamfundet, der var forargede over ørnedrabet og som kraftigt opfordrede til, at der blev gjort en indsats for at finde gerningsmanden. Det er yderst positivt, at der nu er sat en samlet dusør på 30.000 kroner for oplysninger, der kan lede politiet på sporet af personen, som skød havørnen.

Sådan siger Magnus Bang Hansen, der er formand for Dansk Ornitologisk Forening (DOF) i Vestsjælland.

Kort efter at DOF havde skrevet om ørnedrabet, udlovede A/S Saltbækvig, der ejer cirka 75 procent af fugleområdet i det nordvestsjællandske, en dusør på 5.000 kroner for oplysninger, der kan føre til pågribelse af den person, som ramte den store, fredede rovfugl med et riffelskud.

Nogle dage efter blev dusøren fordoblet af Skælskør Vildtplejestation, og Danmarks Naturfredningsforening (DN) udlovede ekstra 10.000 kroner til den, som kan bringe politiet på sporet af ørnemorderen.

I denne uge har Dansk Ornitologisk Forening (DOF) så forhøjet dusøren, så den nu er på 30.000 kroner.

- Der skal ikke herske tvivl om, at DOF anser det for meget vigtigt, at politiet får opklaret denne sag. Og vi synes, at dusøren er et godt initiativ i fuglebeskyttelsens tjeneste, siger Lennart Pedersen, der er leder af Projekt Ørn i Dansk Ornitologisk Forening (DOF).

Politiet mangler fortsat spor, der kan lede frem til personen bag ørnedrabet, men initiativtagerne bag dusøren tror, at der må være mennesker i lokalsamfundet, som ved noget om riffelskytten, der blev havørnens banemand.

- Det er trist, at der her halvanden måned efter drabet, endnu ikke er kommet et gennembrud i efterforskningen. Men det er positivt at opleve den folkelige opbakning til at standse uhyrlighederne med skudte rovfugle, som vi nu har oplevet to gange i Nordvestsjælland, Kort efter at havørnen var fundet død, blev en skudt spurvehøg indleveret, siger Magnus Bang Hansen.

- I min tid som ornitolog har jeg ikke oplevet så stor en folkelig respekt for rovfugle som den aktuelle. Ja, der er næsten tale om et kærlighedsforhold til ørnene i stil med det, der gennem tiderne er blevet vores folkekære hvide stork til del. Mange mennesker synes, det er eventyrligt, at de store havørne og kongeørne er kommet tilbage. Og når en af dem bliver skudt, så rammer man lige ned i stærke følelser, siger formanden for DOF i Vestsjælland.

Fuglebeskyttelsesområdet Saltbæk Vig har fortsat jævnligt besøg af havørne.

Ørneparret, der yngler på en skovbevokset ø i Skarresø ved Jyderup, er nemlig jævnligt forbi det store rørskovsomkransede vådområde for at jage.

Yderligere oplysninger:

Dansk Ornitologisk Forening (DOF).
Tlf. 33 28 38 00.

Magnus Bang Hansen,
Formand for DOF i Vestsjælland.
Tlf. 59 56 57 11.

Lennart Pedersen,
Leder af DOF’s Projekt Ørn.
Tlf. 47 17 02 20.