Boom af blåhalse

fredag 23. april 2004
En af Skandinaviens største naturtalenter udi natlig skønsang, blåhalsen, er for alvor tilbage på scenen i Danmark. Efter genindvandringen i 1992 er bestanden steget til cirka 25 par
Jan Skriver
Man bør luske ud i midnatstimen, hvis man vil have gevinst. Men det er ikke nødvendigvis i naturens mest mondæne kvarterer, at man bør lægge sin rute.

Næh, ønsker man kontakt med den sydlige blåhals, bør man lede i ådale, flade marskområder og måske i inddæmmede terræner skåret igennem af grøfter godt beklædt med tagrør og en enkelt pilebusk på bredden.

Det siger biolog John Frikke, der for Dansk Ornitologisk Forenings holder et vågent øje med blåhalsen. Han samler alle oplysninger om den nye indvandrer i projektet DATSY, Danmarks Truede og Sjældne Ynglefugle.

- Jeg er ret sikker på, at der kan findes langt flere blåhalse-par end de cirka 25, som sidste år ynglede på en halv snes lokaliteter primært i Tøndermarsken og Varde Ådal, siger John Frikke.

- Nordpå langs Den jyske Vestkyst, i en række ådale og senere måske i vores moser vil der ganske givet være muligheder for at finde den sydlige blåhals ynglende, påpeger biologen.

- Og det er her i april, at man skal finde fuglene, som er lettest at lokalisere på sangen om natten. I Holland er bestanden af sydlige blåhalse flerdoblet i løbet af en god halv snes år siden 1990, så der i dag yngler op imod 7.500 par i vadehavslandet. Og i Slesvig-Holsten blev bestanden midt i 1990'erne skønnet til mindst 70 par, siger Frikke.

Den nordlige blåhals, der har en rød strubeplet midt i det blå hals-parti, hvor den sydlige har en hvid plet, er vidt udbredt i Skandinaviens fjeldområder. Den sydlige er langt mere fåtallig og har en pletvis udbredelse i Mellemeuropa og Sydeuropa.

Holland, Tyskland og Danmark repræsenterer nordgrænsen for den sydlige blåhals.

Historien om mestersangeren med den blå hals handler om en art, som vendte sine nordvestlige terræner heriblandt Danmark ryggen fra midten af 1800-tallet, for så pludselig at vende tilbage. Blåhalsen har næppe været vidt udbredt som ynglefugl i Danmark, men i sidste halvdel af 1800-tallet havde den formentlig rede på Fyn og Møn.

- I 1992 fandt sønderjyske ornitologer blåhalsen ynglende i Tøndermarsken. Den var genindvandret næsten på 100-året for sin uddøen i Danmark. Hvorfor den døde ud, og hvorfor den nu er kommet tilbage, må forblive en gåde, men den sydlige blåhals er kendt for at svinge voldsomt bestandsmæssigt. I disse år synes der ikke at være grænser for væksten. Tilsyneladende er blåhalsen ikke kræsen med sit terræn. Den ynder våde grøfter med tagrør og spredte buske. Den vil helst have vand under fødderne, måske fordi dens insektføde er afhængig af våde grøfter. Den er dog også set i udkanten af raps- og kornmarker, hvor man normalt ikke forventer at finde en art som blåhalsen, siger John Frikke.

Blåhalse-detektiver, der vælger at droppe nattesøvnen for et møde med "den svenske nattergal", som den er blevet kaldt, får udover stemningen i forårsnatten i hvert fald én belønning. Blåhalsens sang hører til de skønneste i vores natur. Mange mener, at melodien overgår både nattergalens, de fugtige krats mestersanger, og ådalenes Holger Fællessanger, kærsangeren, der kan hele repertoiret.

Aktuel rekord

Danmarks største forekomst af sydlige blåhalse blev noteret 13-15. april i år.

Ornitologerne Thomas W. Johansen (TWJ), Anita Pedersen (AP), Gert Green (GG) og Tim Andersen (TA) registrerede 88 syngende hanner i Tøndermarsken, artens absolutte kerneområde i Danmark.

Der er for alvor lagt op til en spredning af arten op langs Vestkysten.

Læs mere om optælling af blåhals på Netfugl