Sjældne korsnæb på koglejagt i Danmark

fredag 4. august 2017 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Hvis man hører en trompetlignende lyd fra den danske augusthimmel, kan der være tale om en sulten hvidvinget korsnæb på udkig efter lærketræer med kogler fulde af frø. I disse uger kan der ses småflokke af hvidvinget korsnæb, der fra egne mod nord og øst er trukket ind over Danmark.
Jan Skriver

hvidvinget kors JL 1

Hvidvinget korsnæb, han. Det bedste kendetegn fra de to andre korsnæb-arter, der ses i Danmark, er de to meget synlige, hvide vingebånd. Foto: John Larsen

Deres stemmer kan lyde som små legetøjstrompeter, når de flyver omkring og tilsyneladende trutter en fanfare for føderigdommen i de danske skove.

Trompetisterne er hvidvinget korsnæb, og netop i disse uger er der et rykind af disse normalt meget sjældne gæster fra Ruslands vidtstrakte skove.

- Særligt Skagen-halvøen har haft besøg af hvidvingede korsnæb på træk de senere uger, men arten er også set flere andre steder, dog primært i Jylland. Tilsyneladende følger korsnæbbene under det aktuelle rykind en meget vestlig rute. For eksempel er der i Norge en observation på 110 hvidvinget korsnæb, mens trækstedet Falsterbo i Sydsverige endnu ikke har haft nævneværdige forekomster. Korsnæbbenes tidligere invasioner i Danmark har givet mere spredte forekomster med flere fugle i den østlige del af landet, siger Simon Sigaard Christiansen, der er leder af Skagen Fuglestation, som bliver drevet af Dansk Ornitologisk Forening (DOF).

Flere invasioner på få år

Det er tredje gang i løbet af få år, at hvidvinget korsnæb foretager trækbevægelser til Nordvesteuropa fra artens kæmpemæssige udbredelsesområde i Ruslands vidtstrakte nåleskove langt mod øst.

I sensommeren 2011 gik historiens største invasion af hvidvinget korsnæb over Danmark, da mange hundrede, ja, måske tusinder af fugle, opholdt sig i de danske skove. Året efter blev denne normalt meget nordlige fugleart for første gang nogensinde fundet ynglende i Danmark, da der blev dokumenteret nyudfløjne unger i både Thy og Nordsjælland.

Sensommeren og efteråret 2013 blev på ny en sæson med ekstraordinært mange hvidvinget korsnæb i Danmark, hvor arten ellers tidligere havde været så sjælden, at der kunne gå årtier mellem de gode år med adskillige observationer.

Men hvorfor gæster flere og flere hvidvingede korsnæb tilsyneladende vores breddegrader med kortere tidsintervaller?

- Det er altid svært at sige præcist, hvorfor en fugleart optræder, som det er tilfældet med hvidvinget korsnæb. Som hovedregel er det en dårlig frøproduktion i yngleområderne mod nord og øst og dermed mangel på føde, som driver korsnæbbene til vores skove, siger Simon Sigaard Christiansen.

Sultne korsnæb kommer yderst vidt omkring under deres invasioner, og de rejsende når næppe nogensinde tilbage igen til deres fædrene skove mod øst. Under de seneste invasioner af hvidvinget korsnæb er fuglene for eksempel nået så langt som til Shetlandsøerne og Færøerne, hvilket er destinationer, der næppe udsteder returbilletter til finker på afveje.

Tjek himmelens trompeter

Under det aktuelle rykind i Danmark er der set flokke af hvidvingede korsnæb over Skagen og Nordmandshage ved Limfjordens østlige munding mod Kattegat. Også Blåvand-området har haft besøg.

- Det er ikke til at vide, om de aktuelle forekomster vil vokse og blive til en invasion med virkelig mange fugle, men det er værd at spejde efter korsnæbbene de kommende uger. Jeg vil tro, at der er gode chancer for at finde hvidvinget korsnæb mange steder langs vestkysten af Jylland og på nordkysten af Djursland og langs Nordsjællands kyster. Lyt efter trompetkaldet. Eller det kald som minder om den stemme, som vores hjemlige gråsisken har. I flugten vil man ofte kunne se de hvide vingebånd, der er det gode kendetegn på hvidvinget korsnæb, hvis man altså har fuglene tæt på”, siger Simon Sigaard Christiansen.

Der er særligt gode chancer for at se hvidvinget korsnæb i skove med mange lærketræer.

Korsnæbbet med de hvide vingestriber er den af de tre arter af korsnæb, som har det mindste og svageste næb. Det fungerer som et specialværktøj, som kan lirke frøene ud af de bløde kogler fra lærketræer. Næbbet er dog ikke svagere, end at det også kan lukke kogler fra rødgraner og andre nåletræer op, hvis det endelig skal være. Men lærkekogler er livretten.

Klik på kortet og se i DOFbasen, hvor vores fuglekiggere har set fuglen de sidste 30 dage. 

hvidvinget kors KORT 1

Yderligere oplysninger:

Simon Sigaard Christiansen, naturvejleder og leder af Skagen Fuglestation

Tlf. 40 21 73 14

Dansk Ornitologisk Forening (DOF)

Tlf. 33 28 38 00