Naturpakken har mange mørke kapitler

fredag 20. maj 2016 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Der skal udlægges 133 km2 mere vild statsskov i de næste 10-50 år, men først skal skovene tømmes for træ-værdier og dermed vigtige naturværdier. De rødlistede og truede arter får ingen tiltrængt hjælp, selv om mange fugle og andre arter har stærkt brug for det. Det er et par af flere eksempler på, at regeringens Naturpakke lyder bedre, end den reelt er for naturen, mener DOF’s formand Egon Østergaard.
Uffe Rasmussen
- Regeringen vil gerne fremstå som ambitiøs og med ønsker om at gavne naturen, men i den nye Naturpakke mangler der desværre en sammenhængende strategi for at stoppe tilbagegangen for Danmarks biodiversitet. Når man nærlæser pakkens indhold, gemmer der sig grimme ting, der ligefrem kan formindske arealet med beskyttet natur. Det er ikke det, der er brug for.

Det mener DOF’s formand, Egon Østergaard, om den Naturpakke, som regeringen har lavet sammen med Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

Han fremhæver flere punkter i pakken, som er skidt nyt for naturen.

- Der er ingen væsentlige initiativer for vores ferske og salte enge, overdrev og heder, hvor mange arter ellers er truet, der skal fældes træer i 10-50 år, før vi får 20 procent mere statsskov, der passer sig selv og giver mere natur, og der kommer mulighed for indskrænkelser frem for forbedringer af §3-arealer og af de Natura 2000 - områder, som er særligt vigtige at bevare internationalt set, siger Egon Østergaard.

Mere urørt skov er godt, men..
Han fremhæver, at det er positivt på papiret, at vi får 20 procent mere vild statsskov med plads til flere arter af fugle, insekter, planter og pattedyr.

- Men det er jo helt sort, at regeringen de første ti år i statens udvalgte løvskove vil lade Naturstyrelsen tjene penge på at fælde naturmæssigt uvurderlige løvtræer som bøg og eg i statsskovene, frem for at lade skovene blive til vild natur snarest muligt. I de udpegede nåleskove skal værdier først være fjernet om 50 år. Det tjener jo intet formål først at tømme vores skove for det tømmer, der skulle blive til natur med flere arter, siger Egon Østergaard.

Ingen indsats for truede arter på enge
Desuden mangler der fuldstændig indsatser for at hjælpe de fuglearter og andre plante- og dyrearter, som er trængte, fordi sårbare og stadigt sjældnere naturtyper som enge, heder og overdrev er under hårdt pres for at ændre karakter og miste værdi.

- Der er flere indsatser i pakken, som ved nærlæsning mere handler om, at landmændene skal have mere frihed til at dyrke jorden. De skal kunne pløje små beskyttede naturområder op og så udlægge såkaldt erstatningsnatur et mere passende sted. Det vil være en bombe under de små naturområder. Det fremgår også af pakken, at landmænd skal have ret til at pløje arealer op, som han tidligere har udlagt som ikke-dyrket jord, fx en tør plet eller et gravet vandhul, hvor der har indfundet sig natur. I dag er disse stumper af ny natur beskyttede. På den måde bliver Naturbeskyttelseslovens § 3 sat ud af spillet for ny natur, og det er også et skridt i den helt forkerte retning. siger Egon Østergaard.

Kontakt: Egon Østergaard 31 16 20 30