Danmark drager den røde glente

onsdag 20. januar 2016 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Glenten glimrer ved sit nærvær over det meste af landet i disse år, hvor bestanden går frem fra ynglesæson til ynglesæson. Et stigende antal røde glenter bliver i landet hele året. 2016 kan blive et rekordår for den røde ådselædende rovfugl.
Jan Skriver
Januars kulde har sendt en del danske røde glenter mod syd, men det ændrer ikke ved det overordnede billede af en rovfugl i så markant fremgang, at ynglesæsonen 2016 tegner yderst lovende.

Trods kulden efter nytår blev der midt i januar talt 212 røde glenter i det danske landskab.

- Der er en klar tendens til, at de erfarne ældre og veletablerede glentepar bliver i deres yngleområder hele vinteren, så de midt i marts kan hævde territorium, straks ynglesæsonen bliver indledt. Men når kulden slår til nordfra, som vi oplever i disse dage, da siver en del af de overvintrende glenter ud af landet og trækker mod sydvest til mildere egne. Rovfuglene reagerer prompte på vejrskiftene, og de vil snart være tilbage med den næste mildning, siger Clausjannic Labuz, der er en af Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) artscaretakere for rød glente.

Det vil sige, at han er med til at samle alle oplysninger om den røde glentes forekomst i Danmark.

Han spår, at den røde glente vil fortsætte sin fremgang som dansk ynglefugl.

- I 2015 registrerede vi i DOF’s glentegruppe 135 ynglepar, hvilket var en stigning på 25 procent i forhold til året før. Jeg tror, at vi nogle år endnu kan opleve en tilsvarende stigning i bestanden fra sæson til sæson. 200 par er bestemt realistisk inden for en overskuelig årrække. Tænk bare på at Skåne og Sydsverige huser rundt regnet 2.800 ynglepar af rød glente, siger Clausjannic Labuz.

Udryddet i løbet af få årtier
Hvor mange par røde glenter, der ynglede i Danmark i artens storhedstid for cirka 200 år siden, er der næppe nogen, der ved. Men glenten var en af landets mest udbredte rovfugle.

- Før udryddelseskampagnerne mod rovfugle begyndte midt i 1800-tallet, havde hver sin gård stort set sit glentepar. Det var dengang, der var åbne møddinger, og hvor døde dyr lå frit fremme. Møddingerne var ét stort tag-selv-bord for en ådselæder og skraldemand som den røde glente, siger Clausjannic Labuz.

I løbet af bare et halvt århundrede fra midten af 1800-tallet blev de fleste rovfugle skudt ud af Danmark, og glenten var udryddet omkring 1910.

I dag er situationen så en ganske anden, om end rød glente har status som en fåtallig og globalt truet rovfugl.

Tælling giver bedre beskyttelse
Hver vinter midt i januar bliver arten talt i alle Europas lande, for jo bedre kendskab man har til den røde glentes vinterkvarterer og overnatningspladser, desto større muligheder er der for, at man kan beskytte rovfuglen.

- For få årtier siden var den røde glente sjælden i Danmark om vinteren, men nu kan rovfuglen opleves i større ansamlinger adskillige steder i Østjylland og på øerne. Kun de vestligste dele af Jylland er uden glenter. Særligt i tre kerneområder, nemlig Vestsjælland, Horsens-egnen og Djursland vest for Grenå, bliver der set mange glenter, siger Clausjannic Labuz, som ved hjælp af et korps på et halvt hundrede erfarne feltornitologer samler de nationale glentetal.

Den røde glente holder helst til i et kuperet terræn, hvor småskove veksler med dyrkede marker og husdyrhold. Det er kendt, at mange danske glenter søger føde langs motorveje og stærkt trafikerede landeveje, hvor trafikken ofte serverer døde dyr og fugle til ådselæderne.

FAKTA OM RØD GLENTE:

Den røde rovfugl har både nationalt og internationalt brug for hjælp, for arten er globalt set truet.
I 2004 blev den samlede verdensbestand bedømt til mellem 18.000 og 24.000 par.
Stort set alle findes inden for Europas grænser, hvor Tyskland, Frankrig og Spanien huser næsten 80 procent af de røde glenter.
Men netop i disse lande er bestanden nu faldende blandt andet som følge af ulovlig bekæmpelse.
Derfor er den røde glente optaget på IUCN’s (International Union for the Conservation of Nature) globale rødliste over truede arter.
EU har pålagt Danmark at gøre en særlig indsats for den røde glente.

Det er baggrunden for den handlingsplan, som Dansk Ornitologisk Forening har lavet i et samarbejde med Naturstyrelsen, de daværende amter og Zoologisk Museum.

DOF har udgivet folderen ”Den røde glente – Danmarks smukkeste skraldemand”, hvor du kan få meget mere at vide om rovfuglens bestand i Danmark og som lodsejer få gode råd til, hvordan du beskytter og fremmer den smukke fugl.

Yderligere oplysninger:

Clausjannic Labuz, DOF’s artscaretaker for rød glente (Sjælland og Bornholm)
Mobil: 30 30 33 84

Kim Skelmose, DOF’s artscaretaker for rød glente (Jylland og Fyn)
Mobil: 27 73 40 70

Dansk Ornitologisk Forening (DOF)
Tlf. 33 28 38 00