23 arter breder sig som ynglefugle i Danmark

onsdag 6. maj 2015 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Flere fuglearter yngler geografisk mere spredt i det danske landskab og tager et stigende antal lokaliteter i brug som yngleområder. Det viser det første år af DOF's Atlas III, der er den hidtil mest omfattende undersøgelse af den danske fuglefauna.
Jan Skriver
For årtier siden kunne der være langt mellem yngleområderne for grågåsen i Danmark. Grågåsen var sky, og den ynglede primært i større naturområder.

I dag er den indfødte danske vildgås udbredt over stort set hele landet.

Grågåsen er generelt blevet mere tillidsfuld, og den har taget selv ganske små lokaliteter i besiddelse som redesteder.

Det viser det første års kortlægning af Danmarks fuglefauna, som 1.100 medlemmer af Dansk Ornitologisk Forening (DOF) gennemfører i fire år frem til foråret 2018 i form af Atlas III.

I Atlas III-undersøgelsen, der er den hidtil største og mest omfattende af sin art, er Danmark delt op i 2.255 kvadrater hver på 5 gange 5 kilometer.

Alle disse kvadrater bliver gennemgået af erfarne ornitologer, der noterer, hvilke ynglefugle områderne huser.

Det første år i Atlas III viser, at godt en snes fuglearter tager stadig flere egne af Danmark i besiddelse som yngleområder. Flere danske ynglefugle fordeler sig tilsyneladende geografisk mere spredt i landet, end de gjorde for årtier siden.

Læs om tranen, blåhals og skarvs udbredelse på DOF's webmagasin Pandion