Danske aktivister fik has på Maltas krybskytter

fredag 3. oktober 2014 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Titusindvis af trækkende fugle fra Europa slipper levende over Malta frem for at blive skudt af krybskytter. Maltas regering har for første gang midlertidigt forbudt al jagt på øen. 3 unge danskere udsendt af DOF og Natur & Ungdom har været en del af det massive pres for at stoppe krybskytteriet.
Uffe Rasmussen
Hvide storke, fiskehejrer, svaler og rovfugle.

Titusindvis af trækfugle har overlevet deres flyvetur over Malta i efteråret, fordi Maltas regering for første gang er blevet presset til at forbyde al jagt på øen midlertidigt.

- Jagtstoppet er selvfølgelig en fin gevinst for alle, der kæmper for Europas trækfugle, herunder de tre danske unge, der var med på Malta for DOF og Natur & Ungdom. Der er ingen tvivl om, at Maltas regering og jægerne er hårdt presset af den opmærksomhed, som aktivisterne imod den illegale jagt har opnået gennem snart mange års indsats. Jagtstoppet ser vi først og fremmest som et nederlag for regeringen på Malta og en indrømmelse af, at regeringen og jagtorganisationernes andre løfter og tiltag stadig ikke har formået at stoppe det omfattende krybskytteri, siger den danske aktivist Ole Friis Larsen.

Han har været frivillig aktivist på Malta i træktiden siden 2008 og er medlem af DOF's hovedbestyrelse.

- Det midlertidige stop for jagt på Malta til 10. oktober er rigtig godt for de trækfugle, der er kommet til Malta for at raste under jagtstoppet på deres rejse mod Afrika. Aktivisterne på årets Raptor Camp hører næsten ingen skud i landskabet, og det har vi nydt og været glade for, siger han.

Det midlertidige jagtforbud har udløst demonstrationer og overfald med slag og stenkast på aktivister, herunder børn, fra vrede jægere.

Skudt fem steder med haglgevær
24-årige Mark Christensen fra København er netop vendt hjem fra Malta sammen med to andre unge danskere, der havde vundet en konkurrence udskrevet af DOF og Natur & Ungdom. Han fik et uventet fredeligt ophold på grund af det midlertidige jagtforbud. Men han nåede at opleve, hvad krybskytterne gør ved fredede og sårbare trækfugle.

- Jeg tog til dyrlægen med en lærkefalk og en ung hvepsevåge. De var begge skudt ned og den ene kastede blod op. Lærkefalken var skudt i leddet i vingen og kunne ikke reddes. Hvepsevågen var ramt fem steder af et haglgevær, to i den ene vinge, et i den anden vinge, i brystkassen og i øjet. De ville ikke kunne overleve og fange føde, så begge fugle blev aflivet, fortæller Mark Christensen.

Han glæder sig over sit ophold på Malta.

- Det var en helt igennem fantastisk uge. Stort set ingen fugle er skudt i den tid, jeg har været der, og det var jo målet med turen, siger han.

Skudte fugle på trods af jagtforbud
På trods af forbuddet har andre aktivister dagligt oplevet anskudte hejrer, og de har set lærkefalke, tårnfalke og andre rovfugle flyve omkring med dinglende ben, efter at de er blevet ramt af hagl.

Disse fugle har kun en pinefuld sultedød at se frem til.

Heller ikke en overnattende ung slangeørn fik lov at raste i fred, men blev beskudt - og formentlig dræbt - af en krybskytte i ly af nattemørket.

- Den slags problemer bliver ikke løst med et trylleslag, men kræver lange seje træk, og selv om vi er glade for jagtstoppet, har erfaringen vist, at vi må være skeptiske, indtil vi ser resultater. Vi er vant til, at politikere og jagtorganisationer vil prøve at gøre så lidt som muligt for naturen, siger Ole Friis Larsen.

Han understreger, at jagtstoppet blot er tre ugers afbrydelse af ulovligt krybskytteri, og at det kommer hverken senere trækkende fugle eller kommende års trækfugle til gode.

- Fra 10. oktober kan et alt for stort antal jægere på Malta igen gå på jagt i buldermørke længe før solopgang. Sidste år oplevede vi en massakre på ørne 23. oktober, og det kan sagtens ske igen. Oktober er en måned med færre fugle, men flere af de sjældne og fåtallige arter, siger Ole Friis Larsen.

Læs Ole Friis Larsens tekst om jagtforbuddets betydning for fuglene her http://birdlifemalta.blogspot.dk/