Nu flyver havørnenes 2 unger

tirsdag 8. juli 2014
Ynglesuccesen hos havørneparret fra DOF’s havørne-tv er kulmineret med, at de to unger nu er fløjet fra reden. Men de kan ses i reden en måneds tid endnu.
af Uffe Rasmussen
Der gik 84 dage, fra den første af havørneparrets to unger kom ud af ægget 10. april, til vi så en tom rede for første gang fredag den 4. juli.

I flere uger har folk skrevet kommentarer på DOF’s webmagasin, Pandion, og Havørnenes Facebook-gruppe og spurgt, hvornår de store unger flyver første gang.

I fredags skete det så endelig.

- Det er herligt at opleve, at de to unger har haft så gode forældre, at de har kunnet opfostre dem fra æg til flyvefærdig havørn. De er i et beskyttet område med ro for mennesker og gode fødemuligheder, som er vigtigt for, at ungerne kan vokse og klare sig, siger Lennart Pedersen, som er leder af Projekt Ørn under Dansk Ornitologisk Forening.

Begge unger valgte at foretage deres første tur uden for kameraets billede.

Men på en optagelse, ser man den første unge lande i reden, hvorefter den jager en af sine forældre væk. Den gamle fugl havde ellers nydt freden i reden uden de hidsige unger i nogle timer. Ungerne har i et stykke tid været så store, at de jager forældrene på porten, fordi reden nu er ungernes territorium.

De mange tusinde seere til havørnefamiliens liv har kunnet følge havørneungerne i DOF’s webcam-rede i Fugleværnsfondens reservat Saksfjed-Hyllekrog på Lolland i ugevis, mens ungerne har trænet vingerne til den store dag.

De seks kilo tunge fugle har trænet vingerne så længe uden at flyve fra reden for at styrke deres brystmuskulatur og blive helt klar til at holde sig i luften frem for at styrte til jorden, når de sætter af fra reden.
Du kan se et par optagelser fra den store flyvedag på DOF's YouTube-kanal https://www.youtube.com/DOFBirdLife

- Man kan stadig være heldig at se havørneungerne på kameraet i de kommende uger, fordi de af og til vender tilbage til reden for at hvile og sove om natten og måske få lidt at æde. Ungerne er stadig afhængige af forældrenes hjælp til at finde mad, da de endnu ikke selv har lært at jage. Derfor vil de med al sandsynlighed holde sig nær ved forældrene i de næste par måneder, siger Lennart Pedersen.

Nu begynder tiden, hvor ungerne skal lære at jage selv, selv om de er lidt som teenagere, der ligger på sofaen og råber efter mor.

- Det letteste er at tigge af forældrene, men de er under jagtoplæring nu. Masser af deres forsøg på at fange bytte vil mislykkes, men de er nysgerrige og finder måske nogle andre voksne ørne, de kan lære af, selv om de også kan blive jaget væk. Forældrene vil måske lade ungerne se med uden at jage dem væk, men forældrene kan også sulte dem, så ungerne bliver nødt til hurtigt at lære at fange føde selv, siger Lennart Pedersen.

Kontakt
Lennart Pedersen, Projekt Ørn, Tlf.: 4717 0220 / 4015 6620

Billeder og video
uffe.rasmussen@dof.dk
Telefon direkte: 33 28 38 43

Fakta
Hos havørne er det forskelligt fra individ til individ, om de bliver i det område, hvor de er udklækket. Nogle unger bliver i nærheden af reden, også efter de selv har lært at jage, mens andre forlader stedet helt for aldrig at vende tilbage.

Havørne bliver kønsmodne i en alder af 5-7 år, hvor fuglene danner par og finder territorier, som de holder sig til resten af livet. Inden de bliver kønsmodne, strejfer ungfuglene omkring.

DOF har siden april sendt direkte fra havørnereden på Lolland, og de mange tusind seere og følgere har døgnet rundt kunnet følge, hvordan forældrene har opfostret ungerne med blandt andet hornfisk og blishøns. De har set, hvordan ungen er vokset, hvordan de har trænet deres vinger og daset i reden - for til sidst nu at lægge livet i reden bag sig.

Fokuseret Fugleforvaltning
Bag initiativet står DOF’s Projekt Fokuseret Fugleforvaltning, der er et beskyttelsesprojekt finansieret af Villum Fonden. Projektet har til formål at stabilisere og øge bestanden af ni udvalgte arter, heriblandt havørnen.

Arterne er kendetegnet ved at have relativt små og skrøbelige bestande, være afhængige af hjælp for at kunne klare sig eller for nyligt at være genindvandret i Danmark.

Havørne-kameraet er en del af beskyttelsesprojektet Fokuseret Fugleforvaltning
Banrock Station er sponsor for havørne-tv.

Havørnereden er bygget i et træ 16 meter over jorden i Fugleværnsfondens reservat Saksfjed-Hyllekrog på Lolland.

Havørnene har brug for ro, så der er dannet en beskyttelseszone omkring reden, hvor der er lukket for offentlig adgang i yngleperioden fra 1. februar – 31. juli. Men man kan være heldig at se fuglene på afstand flyve til og fra redeområdet. Du kan se dem på egen hånd eller på guidede ture i reservatet. Find ture og vejledning i færdsel i reservatet hos Fugleværnsfonden.