Første unge klækket i havørnereden

torsdag 10. april 2014
Det første æg er klækket i havørnereden, som Dansk Ornitologisk Forening sender direkte fra. En fin lille dunbold af en havørneunge er kommet til verden. Men måske kommer der en unge mere.
af Uffe Rasmussen
Den piber kort og højt inde fra ægget, mens den arbejder hårdt på at bryde den æggeskal, som har været dens hjem siden 4. marts.

Hunnen skiftevis ruger på de to æg og rejser sig for at se, hvad der sker, mens den lille unge arbejder på at bryde gennem skallen.

I går aftes den 9. april så brugere på DOF's webmagasin, Pandion og på havørnenes Facebookside det første lille hul i det ene af de to æg, som havørneparret på Lolland har ruget på siden 4. marts.

Et par timer senere hørtes ungens første spæde piben inde fra ægget.

I dag har vi kort efter klokken 16 set ungen for første gang, hvor den fik sine første lunser kød.

Den ligger grå og dunet i reden under mors og fars varmende fjer.

- Det er en stor og vigtig begivenhed, at det første æg er klækket. Enhver havørneunge tæller for at få bestanden af havørn på fode igen, efter den var udryddet i mange år indtil 1996, siger biolog i DOF, Jørn Dyhrberg Larsen.

Han er projektleder for Projekt Fokuseret Fugleforvaltning, som havørne-tv hører under.

SE VIDEO AF UNGEN OG FØRSTE FODRING HER

SE VIDEO AF KLÆKNING HER

Kommer der to unger inden søndag?
Jørn Dyhrberg Larsen håber, at det andet æg også klækker. Det gør også de tusindvis af seere og følgere på havørnenes Facebook-side. Link til højre.

Det vil sandsynligvis ske inden for de næste to-tre dage, hvis det sker. Sidste år klækkede kun det ene ud af to, uvist hvorfor.

- Det vil være ekstra spændende at følge to unger i år, fordi det vil give meget mere liv i reden end sidste år, hvor vi havde én unge. Ungerne vil måske skændes lidt med hinanden og slås om føden. Men forhåbentlig overlever de begge, siger DOF-biologen.

Nu får forældrene travlt
Hannen og hunnen har skiftedes til at ruge på de to æg siden 3. marts, hvor det første æg blev lagt.

- Nu får forældrene travlt med at hente forskelligt bytte som blishøns, fisk og harer til ungen og holde den varm. Men det er især de første to uger af ungens levetid, at forældrene har travlt. Så snart ungen kan bevæge sig rundt i reden om cirka et par uger, kan den selv æde af den føde, der ligger i reden, fortæller Jørn Dyhrberg Larsen.

Omsorgsfulde rovfugle
Biologen glæder sig til at følge fodringen fra nu af, lige som i 2013.

- Sidste år var det rørende at se, hvor omsorgsfuldt og nænsomt de store rovfugle hapsede små stykker af kød, som de fodrede ungen med. Det viser en anderledes side af landets største rovfugl.

SE VIDEO om ørnereden 2013 HER

Desværre har solen igen været så meget fraværende, at solcellerne ikke kunne levere strøm nok til kameraet. Derfor fik DOF kun vist og optaget de første timer af klækningen.

SE VIDEO AF KLÆKNING HER

Forhåbentlig bliver der mere at se, hvis det næste æg klækker.

Kommentarer
Jørn Dyhrberg Larsen biolog, projektleder, havørne-tv, Fokuseret Fugleforvaltning
33 28 38 24/ 22 32 78 72
joern.larsen@dof.dk

Pressehjælp, video, billeder
Uffe Rasmussen, journalist
33 28 38 43/20 46 23 46
uffe.rasmussen@dof.dk

FAKTA

Sådan kom ungen ud af ægget
Fugle har en såkaldt ægtand på overnæbbet, som den bruger til at lave hul på æggeskallen. Ægtanden falder af kort tid efter klækningen.

73 ørneunger i 2013
2013 blev et godt år for havørnen i Danmark. Frivillige under Projekt Ørn registrerede:
• 54 par med rede
• 45 par forsøgte at yngle
• 37 par fik unger på vingerne
• De fik i gennemsnit næsten to unger pr. par
• 73 unge danske havørne kunne flyve fra rederne sidste sommer
• 410 havørne-unger er fløjet reden i Danmark, siden havørnen genindvandrede som dansk ynglefugl for knap 20 år siden
Kilde: Projekt Ørn

Læs årsrapporten 2013 fra Projekt Ørn her

Fakta om havørne-tv
Havørne-kameraet er en del af beskyttelsesprojektet Fokuseret Fugleforvaltning

Havørnereden er bygget i et træ 18 meter over jorden i Fugleværnsfondens reservat Saksfjed-Hyllekrog på Lolland.

Se havørne-tv

Havørnene på Facebook