Oplev Danmarks største ugle på direkte web-tv

lørdag 15. marts 2014 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Følg livet i reden hos Danmarks største ugle, når Dansk Ornitologisk Forening tænder for direkte web-tv fra en rede hos stor hornugle. Lægger den æg på direkte web-tv i weekenden?
Uffe Rasmussen
I dag tænder Dansk Ornitologisk Forening igen for direkte tv til stor hornugle.

- DOF synes, det er værd at vise danskerne, hvor fantastisk uglerne er, og hvor spændende og dramatisk livet i en stor hornugle-rede kan være. Vi håber, at folk kan se, at stor hornugle er værd at bevare i landet som ynglefugl, siger Klaus Dichmann.

Klaus Dichmann er ornitolog og frivillig i Dansk Ornitologisk Forening og engageret i arbejdet med at bevare Danmarks uglearter fra sin base i Sønderjylland.

Hannen har haft travlt med at grave
Klaus Dichmann har den sidste tid fulgt med via kamera ved reden fra morgen til aften for at se, hvornår det er tid til at sende direkte fra uglernes familieliv igen.

- Vi i DOF har kunnet se på kameraet, at hannen har gravet et ret dybt hul i februar og marts, og vi har netop set hunnen titte frem i billedet. Så vi er meget spændte på, hvornår hunnen lægger sig på reden for at lægge sine æg. Det må være lige op over, og det må næsten sikkert blive i weekenden 15.-16. marts, fordi hun nu har lagt sig på reden omkring 15. marts de sidste 15 år, siger Klaus Dichmann.

FIND HORNUGLE-TV HER

SE HANNEN I NYE KLIP HER

Hornuglen æder rotter
Han garanterer, at det kan blive både dramatisk, rørende og interessant at følge med i år også.

Lige som det var i 2013, hvor ugle-tv havde premiere.

Stor hornugle gik rent ind hos de mange tusinde, der så med sidste år.

- Sidste år fik de mange tusinde danskere, der så med direkte, et utroligt spændende indblik i livet i en hornuglerede. Uglerne fik tre unger, som i sig selv var værd at se på, når de skændtes om at æde de rotter, måger og blishøns, som forældrene kom hjem med. Det viste, at uglen kan være en vigtig rottebekæmper, siger Klaus Dichmann.

Unger dræbte unge
Dramaet i hornuglereden blev meget større end i havørnereden, som DOF også sender fra igen i år.

- Det var ret spektakulært, da de to af unger dræbte deres tredje søskende og åd den. Desuden var der en unge, der tog sig et rullefald ud over kanten af reden og fandt vej tilbage selv efter ti minutter. Det har jeg aldrig set før, siger Klaus Dichmann.

På vej tilbage efter udryddelse
Stor hornugle er Danmarks største ugleart og er ved at genetablere sig som ynglefugl i Danmark efter at have været skudt væk fra landet i slutningen af 1800-tallet.

Der er fundet 70 par ynglende i Danmark, men kun i Jylland fra syd til Limfjorden.

- Den største trussel mod uglen er mennesker. Uglen har ingen naturlige fjender, og den skal nok klare sig godt, hvis vi mennesker bare lader den være i fred, siger Klaus Dichmann.

- Arten har ynglet i landet altid, indtil mennesket udryddede den for at beskytte sit jagtvildt. Men vores optagelser fra sidste år viser, at uglerne fanger rotter, måger, krager og blishøns, arter, som mange sikkert er glade for, uglerne æder. Derfor er der kun grund til at glæde sig over, at en så stor og fantastisk ugle yngler i Danmark, siger Klaus Dichmann.

Kontakt
Klaus Dichmann, frivillig i Dansk Ornitologisk Forening, Sønderborg, mobil 20 86 90 52

FIND HORNUGLE-TV HER

Fakta om stor hornugle

• Stor hornugle er en af verdens største uglearter, og det er den største ugleart i Danmark. Den er forholdsvis sjælden i Danmark, og dens udbredelse er begrænset til Jylland, hvor der yngler omkring 70 par fra Sønderjylland til Limfjorden.
• Stor hornugle rejser sine ”horn”, som er fjer, så snart de bliver opmærksomme på noget. Det er lidt, lige som vi kender det fra heste og andre dyr fra naturen, som rejser ørerne, når de er opmærksomme på noget. Eller hunde, der logrer med halen, alt efter hvilket sind de er i.
• Stor hornugle bygger ikke reder, som vi normalt forstår det. Stor. hornugle skraber højst en fordybning i sandet, hvor æggene lægges. Men ellers benytter den brugte rovfuglereder som ynglested. Den kan også finde på lave sine fordybninger på toppen af bygninger, maskiner eller bare på jorden inde i skoven.
• Uglekameraet er lige som DOF’s havørnekamera sat op i forbindelse med Projekt Fokuseret Fugleforvaltning, som er finansieret af Villum Fonden.

Læs mere om stor hornugle her

Udryddet for 100 år siden
Den danske bestand af stor hornugle blev udryddet i slutningen af 1800-tallet som følge af intensiv jagt og ægsamling. Siden var den fraværende i cirka hundrede år, men i 1984 genindvandrede den, da et par slog sig ned i det nordlige Sønderjylland. Indvandringen skete som et resultat af et omfattende projekt med udsætning af stor hornugle i Nordtyskland, og indvandringen er derfor ikke sket helt naturligt. Siden er bestanden vokset langsomt til syv par i 1992, 13 par i 1994 og 20-24 par registreret årligt siden 1996. Den totale bestand skønnes at være på 70 par, da arten generelt er svær at registrere.