Flyv som en rød glente i Skagen

onsdag 29. januar 2014
Børn og voksne skal få følelsen og oplevelse af at flyve som en rød glente på træk. De kan se fugle helt tæt på ved fremvisning fra ringmærkere. Der kommer ny og spændende viden om trækfugle og om Skagen som Danmarks bedste lokalitet, hvor man kan se fugletræk på tæt hold.
af Uffe Rasmussen
Børn og voksne skal få følelsen og oplevelse af at flyve som en rød glente på træk. De kan se fugle helt tæt på ved fremvisning fra ringmærkere. Der kommer ny og spændende viden om trækfugle og om Skagen som Danmarks bedste lokalitet, hvor man kan se fugletræk på tæt hold.

Det er noget af det, et nyt oplevelsescenter og en DOF-feltstation ved Skagen Fyr giver mulighed for, når centeret åbner i 2016.

Det ny formidlingscenter bliver til i samarbejde mellem DOF, Realdania Byg, Naturstyrelsen, Frederikshavns Kommune og Skagen Turistforening.
Der kommer en fast udstilling om fugle, fordi fugle er det vigtigste at formidle i Skagen, som er en af Europas største lokaliteter for trækkende fugle.

- Det nye oplevelsescenter er en rigtig god nyhed for os i DOF, der gerne vil fortælle flere om, hvor spændende fugle er. De besøgende kommer til at få spændende oplevelser med fugle, som er grenens helt store naturoplevelse, siger Jan Ejlsted, som er direktør i Dansk Ornitologisk Forening, DOF.

Centeret bliver oprettet i Skagen Fyr, Det Grå Fyr, der ligger før indkørslen til p-pladsen ved Skagens Gren, som 1,6 millioner besøgte sidste år.
Også vigtig fuglestation

Som en del af aftalen åbnes også en fuglestation, i stil med dem DOF har ved Blåvand og Gedser, hvor forskere, ringmærkere og observatører får mulighed for at bidrage med ny viden om trækfugle.

Det skal også være muligt for studerende at opholde sig der som en del af deres uddannelse. Men både ringmærkere og forskere skal også fortælle de besøgende om fugle og om deres arbejde på stedet.

- På den måde sørger vi for, at de forhåbentlig mange besøgende kommer til at lære meget om fugle af folk, der ved meget om fugle, og måske få opbygget en bevidsthed og interesse for fugle, som de måske ikke har i forvejen, siger Jan Ejlsted.

Skagen er et af Europas største træksteder, hvor mange fugle trækker forbi forår og efterår. Især rovfugletræk kan være spektakulært, men der ses også mange andre sjældne fugle af blandt andre de mange feltornitologer, der ser fugle ved Grenen.
Det får de op mod 1,6 millioner besøgende mulighed for at komme tæt på og lære mere om fra foråret 2016.

Kontakt
Jan Ejlsted,direktør i Dansk Ornitologisk Forening, DOF
Tlf. 33 28 38 00

Kurt Rasmussen, Leder af Skagen Fuglestation
40 21 64 77