Forgiftet glente anmeldt til politiet

onsdag 19. december 2012 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Dansk Ornitologisk Forening i Østjylland har anmeldt forgiftningen af en rød glente til politiet. Glenten er blevet forgiftet i naturen med det ekstremt giftige og forbudte pesticid carbofuran.
Tine Stampe
For ca. to uger siden blev Dansk Ornitologisk Forening (DOF) i Østjylland kontaktet af en skovgæst, der i slutningen af november fandt en frisk, død glente og en død fasan i en skov i Østjylland.

DOF Østjylland fik obduceret begge fugle hos DTU/Veterinærinstituttet, som efter nogle uger har offentliggjort deres resultater. Glenten var dødeligt forgiftet med carbofuran og på fasanen var der også carbofuran. Carbofuran er et ekstremt farligt giftstof, der slår en fugl ihjel inden for få minutter. Stoffet er forbudt i hele Europa. DOF har derfor den 18. december anmeldt sagen til Østjyllands Politi, der nu efterforsker sagen.

Biolog i DOF, Knud Flensted, siger: ”DOF ser på sagen med stor alvor og håber, at politiet vil gøre en indsats for at finde den eller de personer, som har udlagt det meget farlige giftstof i naturen.”

Der har de seneste par år været flere tilfælde af forgiftninger i naturen med carbofuran. Det seneste kendte er to havørne, der blev fundet forgiftede i deres rede på Langeland.

Yderligere oplysninger hos biolog Knud Flensted, tlf. 21 24 22 75, eller bestyrelsesmedlem Lennart Pedersen 40 15 66 20.