Danmarks internationale forpligtelser spiller en stadig større rolle – ikke mindst inden for natur- og miljøbeskyttelsen. Dansk Ornitologisk Forening har derfor udgivet den vedlagte rapport Hasardspillet med Danmarks natur, der dokumenterer, at Danmark på en række områder har tilsidesat forpligtelserne i EU’s fugle- og habitatbeskyttelsesdirektiver. For DOF er det alarmerende læsning, som vi håber, at de danske politikere og myndigheder vil tage alvorligt. Danske embedsmænd har længe givet det indtryk, at Danmark var EU’s duksedreng på miljøområdet, men det er nu eftertrykkeligt modbevist.

I takt med, at EF-fuglebeskyttelsesdirektivet og EF-habitatdirektivet er kommet til at spille en større og større rolle for naturbevarelsen i Europa, er de skiftende danske regeringer og myndigheder kommet mere og mere på bagkant med udviklingen. Hvor Danmark tidligere var et foregangsland på natur-beskyttelsesområdet, så må DOF og andre grønne organisationer nu i højere og højere grad ty til internationale forpligtelser, konventioner og direktiver for at sikre fuglene og deres levesteder for eftertiden.

Rapporten kaster nyt og afslørende lys på en række forhold, som Danmark ikke kan være bekendt. I et af verdens rigeste lande bør der være råd til at gå foran med et godt eksempel. Det burde være en selvfølgelighed for den danske regering, og ikke mindst den danske miljøminister, at sikre bevarelsen af de internationale naturbeskyttelsesområder, der er udpeget i henhold til EU’s naturbeskyttelsesdirektiver. Disse områder rummer noget af den mest værdifulde natur, som Danmark har ansvar for at bevare.

Danmarks 111 fuglebeskyttelsesområder har længe ført en noget skjult tilværelse, og myndighederne har været meget tilbageholdende med at udpege nye beskyttelsesområder. En stor del af de eksisterende områder er uden eller med meget ringe beskyttelse. Det gælder navnlig de dele, der er skove, agerland, overdrev og kulturenge. Her kan ejeren eller brugeren fra den ene dag til den anden ødelægge området for de fugle, der skulle sikres levested i beskyttelsesområderne. Og det helt uden at myndighederne kan gribe ind.

En stribe afgørelser ved EF-domstolen har rettet fokus imod den mangelfulde implementering af EF-direktiverne i Danmark, og nu har også Statens egen advokat, Kammeradvokaten, slået fast, at Danmark har tilsidesat en række forpligtelser i de to direktiver. Kammeradvokaten har yderligere – godt hjulpet af professor Peter Pagh, der er ekspert i EU-jura ved Københavns Universitet - peget helt konkret på de punkter, hvor der især skal gøres en indsats.

Som formand for en aktiv interesseorganisation opleves det i stigende grad som et irritationsmoment, at vi skal overbevise natur- og miljømyndigheder om direktivernes rækkevidde. Det ville være langt mere frugtbart, hvis vi ikke skulle bruge så mange kræfter på at fastholde miljømyndighederne på deres juridiske forpligtelser i helt åbenbare spørgsmål som opfyldelse af EU-lovgivningen. Her kunne DOF’s ressourcer være anvendt bedre på nye initiativer til beskyttelse af den trængte natur. I DOF er vi imidlertid parate til at følge de internationale forpligtelser helt til dørs. Fuglebeskyttelsesdirektivet fra 1979 var et af EU’s (dengang EF’s) første natur- og miljødirektiver. Bevarelsen af fuglene og deres levesteder om noget er et internationalt anliggende.

DOF har allerede klaget til Europa-Kommissionen over den manglende udpegning af tre vigtige fugleområder på havet (Kattegat, Det ydre Vadehav og Skagerrak), og vi har i 2002 klaget over den mangelfulde beskyttelse og den fejlslagne forvaltning af Tøndermarsken, der er udpeget som særligt EF-fuglebeskyttelsesområde. Europa-Kommissionen er gået ind i disse sager, og DOF er overbevist om, at det vil føre til en forbedret beskyttelse af disse områder. Desværre er disse sager ikke de eneste, som DOF kunne klage over. Det ville utvivlsomt tjene sagen og Danmark bedst, hvis den danske regering selv fik bedre hånd i hanke med beskyttelsen og forvaltningen af de internationale beskyttelsesområder.

Når alt dette er sagt – så er det tid at se fremad. Derfor udgiver DOF denne dokumentation. Lad os komme i arbejdstøjet og få sat Natura 2000 på skinner!

NB: Yderligere eksemplarer af rapporten kan købes i Naturbutikken

(tlf. 3331 8563) for 100,- kr per styk, og den kan downloades gratis

 

Inden for en række områder lever Danmark ikke op til forpligtelserne i EU's fugle- og habitatbeskyttelsesdirektiver. Her nævnes blot et lille udvalg af de områder, hvor der skal tages fat, hvis fuglene og deres levesteder skal bevares på en betryggende både.

Lille Vildmose

En stor og central del af Lille Vildmose er ejet af Fødevareministeriet. På trods af udpegningen af hele området som fugle- og habitatområde er indvindingen af sphagnum (tørvestrøelse) endnu ikke bragt til ophør nu 20 år efter området blev udpeget som fuglebeskyttelesområde. Tørveindvindingen forringer mulighederne for at genskabe de næringsfattige moseforhold, og dermed forringes også mulighederne for, at tinksmeden kan vende tilbage som ynglefugl i området. Hovedparten af de øvrige dele af vildmosen ejes i dag af Aage V. Jensens Fonde, og her sker der ingen tørveindvinding.

Filsø

Området trues af planer om en udvidet svinefabrik, der vil sprede tonsvis af gylle på de marker, der i dag ligger på den afvandede søbund. Den lille rest, der i dag er tilbage af den engang så store lavvandede Filsø, trues af tilgroning og stigende tilførsel af næringsstoffer fra navnlig landbruget. Netop ukontrolleret tilførsel af kvælstof og andre næringstoffer udgør en af de væsentligste trusler imod næringsfattige vegetations- og naturtyper i Danmark.

Jægerspris Nordskov

Denne privatejede skov er blot et enkelt eksempel på, at de skove, der er udlagt som fugle- og habitatområde slet ikke er tilstrækkeligt sikret imod naturskadelige omlægninger i skovdriften. Som det er tilfældet i stort set alle andre skove, og på trods af, at Nordskoven er fredet, så kan store områder fældes og tilplantes med nye træarter, der slet ikke gavner, eller måske ligefrem er til skade for, de arter der skal tages særligt hensyn til i beskyttelsesområderne.

Tipperne, Værnengene og Ringkøbing Fjord

Stærkt forhøjede mængder af næringsstoffer i Ringkøbing Fjord har betydet, at undervandsvegetationen er forsvundet fra store dele af fjorden. Det har skadet vandfuglenes livsbetingelser. En ændret slusepraksis ved Hvide Sande har betydet, at saltholdigheden i fjorden er steget markant til skade for en række af de engfugle,der har deres danske kerneområde på Tipperne. Den ændrede slusepraksis har ganske vist skyllet flere af næringsstofferne fra fjorden ud i Vesterhavet, men de mere salte forhold har altså fjernet en del af fødegrundlaget fra de arter, som fugle- og habitatområdet skulle være med til at bevare. På Værnengene har en nylig fredningsnævnafgørelse ikke sikret en forsvarlig drift af engene, så områdets fugleliv sikres og bevares for fremtiden.

Marskengene langs Vadehavet

Langs Vadehavet ligger et bånd af marskenge, der oprindeligt var tænkt beskyttet af § 3 i naturbeskyttelsesloven. En ændret fortolkningspraksis i Ribe og Sønderjyllands amter har imidlertid betydet, at en meget stor del af disse marskeenge i dag er helt uden beskyttelse. Ejerne kan omlægge dem som de vil, og de græsarealer, der i henhold til direktiverne skal bevares som levested for viber, gæs og andre engfugle kan i dag frit forvandles til almindelige kornmarker eller tilplantes med majs, energipil eller andre afgrøder, der absolut ikke rummer levesteder for engfugle.

Tøndermarsken

På trods af, at Tøndermarsken er fredet ved særlig lov i Folketinget, så har myndighederne ikke forhindret en kraftig intensivering af landbrugsdriften i Tøndermarsken. I en lang periode siden slutningen af 1980'erne - altså efter EF-udpegningen og efter fredningen - er området blevet yderligere tørlagt tidligt i ynglesæsonen og der er kommet så mange kreaturer på engene, at de nedtramper fugleæg og -unger i stort antal. Denne sag har DOF klaget til Europa-Kommissionen over i håb om, at det kan styrke beskyttelsen af området.

Kattegat

Havområdet mellem Læsø, Anholt og Jyllands østkyst er et af Danmarks vigtigste fugle- og naturområder. På trods heraf er kun en mindre del udlagt som særligt beskyttelsesområde. Det har DOF klaget til Europa-Kommissionen over, og foreningen håber, at det vil medføre en betydelig forbedring af beskyttelsen af områdets fugleliv. Indtil nu har den danske regering kun delvis villet beskytte de internationalt vigtige havområder.

Sydamager

På de lavvandede havområder ud for Sydamager er der sket en voldsom stigning i den rekreative brætsejlads (navnlig kitesurfing). I perioder af året er denne aktivitet så intensiv, at der kun er begrænset plads til de rastende vandfugleflokke, der skulle beskyttes, da man udlagte området som EF-fuglebeskyttelsesområde. Indtil nu har myndighederne ikke taget initiativ til en regulering, som det ellers er sket i en række andre kystnære fuglebeskyttelsesområder.

Holmegårds Mose og Porsmose

På trods af fredning og områdets status som fugle- og habitatbeskyttelsesområde, så trues området stadig af kraftig afvanding i randområderne. Denne afvanding truer også selve højmosen, der tillige præges af kraftig udtørring, atmosfærisk næringstilførsel og medfølgende tilgroning. I såvel Porsmosen som dele af Holmegårds Mose er der meget intensiv jagt på trods af områdets særlige status. Her skydes bl.a. de arter af gæs og ænder, som området er udlagt for at beskytte. Der har i en årrække kørt en uløst strid omkring tørlægningen af den meget fuglerige Gødstrup Engsø, der i perioder får lov til at genopstå, men derefter atter afvandes.

Nielstrup Sø

En kunstig vandstandshævning med henblik på at etablere karpeavl i søen truer fuglelivet i den ellers helt lavvandede og fuglerige sø. Indtil videre har myndighederne ikke sat en stopper for disse planer, der er i klar strid med de EU-forpligtelser, der ligger om at bevare og forbedre forholdene i fugle- og habitatområdet.

 
Download og læs rapporten

 

 

Levesteder og lokaliteter

• En forøgelse af naturarealet til en tredjedel af Danmarks samlede areal.
• Varig beskyttelse og bedre forvaltning af de 200 vigtigste fuglelokaliteter.
• Sikring af en naturvenlig drift af alle offentligt ejede arealer.
• Sikring af vådområders naturlige vandkvalitet, vandstandsniveau og vandstandsvariation, bl.a. i forbindelse med efterlevelse af Vandrammedirektivet.
• Naturovervågningen skal styrkes i kommunerne.
• Naturkvalitetsplanlægningen skal styrkes i forbindelse med kommuneplanlægningen. Alle kommuner vedtager en kommunal naturplan. Herunder biologisk kvalitetsmålsætning og overvågning af vigtige naturområder.
• Stop for omlægning, gødskning og sprøjtning i alle naturområder, der er beskyttet af Naturbeskyttelseslovens § 3.
• Forbud mod anvendelse af musegift undtagen i eller ved bygninger og tekniske anlæg.
• Alle danske fugleområder af international betydning (IBAs) skal udpeges som fuglebeskyttelsesområder.
• Udpegning af beskyttelsesområder for fuglebeskyttelsesdirektivets bilag 1-arter: bl.a. Rød Glente, Hvepsevåge, Rødrygget Tornskade, Hedelærke, Natravn, Markpiber, Isfugl, Stor Hornugle og Sortspætte, hvor mindre end 50 % af den danske ynglebestand yngler inden for de nugældende fuglebeskyttelsesområder.
• Kabellægning af luftledninger i vigtige fugle- og naturområder.
• Regulering af flyvning i lav højde (minimum 1.500 fod) over fuglebeskyttelsesområder.

Ingen fuglebestande må påvirkes væsentligt på grund af jagt

• Forbedrede vilkår for rastende vandfugle ved en række generelle begrænsninger i vandfuglejagten. Herunder udbygning og forbedring af fuglebeskyttelsen i og omkring de jagt- og forstyrrelsesfrie reservater.
• Ingen jagt i EU-fuglebeskyttelsesområder på arter, der indgår i udpegningsgrundlaget.
• Forbud mod motorbådsjagt i alle fuglebeskyttelsesområder.
• Jagtfredning af arter og bestande med usikker eller ugunstig bevaringsstatus, bl.a. Atlingand, Ederfugl, Fløjlsand, Agerhøne og Dobbeltbekkasin og af sårbare og fåtallige danske ynglefugle bl.a. Stor Skallesluger samt pga. risiko for forveksling også Toppet Skallesluger.
• Ingen jagt på havdykænder efter 31. januar.
• Forbedring af fuglenes vilkår under fouragering langs kysten og befolkningens oplevelsesmuligheder ved forbud mod motorbådsjagt nærmere end 1 sømil fra kysten.

Jagt og regulering

• Jagt bør kun drives af folk, der løbende dokumenterer færdighed i afstandsbedømmelse og artskendskab. Dette kan gøres ved tvungen jagtprøve hvert 10. år for alle med jagttegn.
• Fælder bør kun undtagelsesvis kunne anvendes til regulering af fugle. Anvendelse af fælder til jagt og regulering bør kun ske med typegodkendte fælder, der overholder nøje fastsatte mål og anvisninger, og kun efter individuel tilladelse.
• Stop for automatisk tildeling af dispensation til regulering af Råge i yngletiden.
• Indsats for regulering af invasive, introducerede arter, dvs. ikke-hjemmehørende arter, der er under spredning, og som truer bestande af oprindelige arter. Den danske indsats skal koordineres i forhold til andre lande.
• Ingen udsætning af fugle og pattedyr med henblik på jagt.

Større naturindhold i landbrugslandet

• Udviklingen i landbruget mod stadig mere intensiv drift af stadigt større marker, der i forvejen er intensivt drevne, skal bremses. Det samme gælder ekstensivering af driften af de i forvejen ekstensivt drevne enge og overdrev (med tilgroning til følge).
• En varieret mosaik med mange afgrødetyper og småbiotoper mellem hinanden skal genskabes i agerlandet.
• Landbrugsstøtten skal omlægges, så en større andel går til natur- og miljøformål, og det skal være et hovedkrav for tildeling af støtte overhovedet, at 10 % af dyrkningsarealet drives med naturformål.
• Landdistriktsprogrammet skal designes, så det bidrager til at øge biodiversiteten ved at bevare artsrige vegetationstyper, beskytte og opretholde græsarealer og ekstensive former for landbrugsproduktion.
• Næringsstofbelastningen af naturområder som enge, strandenge, kær, højmoser, heder og overdrev skal begrænses, så de kritiske tåleværdier ikke overskrides.
• Alle offentligt ejede landbrugsarealer bør drives økologisk og med særlige hensyn til bevarelse af den biologiske mangfoldighed.
• Udarbejdelse af Naturplaner skal være obligatorisk for alle landbrugsejendomme med henblik på at bevare og genoprette eksisterende naturområder på ejendomsniveau. Naturplanerne skal styrke landmændenes bevidsthed om og ansvarlighed over for de lokale naturforhold.
• Det skal være muligt for alle borgere at erhverve § 3-beskyttede områder (Naturbeskyttelsesloven), Natura-2000 arealer og lavbundsarealer.

Øget biodiversitet i skoven

• Udlægning af mindst 10 % af det danske skovareal som urørt skov.
• Udlægning af al offentligt ejet naturskov som urørt naturskov eller som skov med gamle driftsformer.
• Naturnær skovdrift bør fremmes i alle områder, hvor der drives rationel skovdrift, herunder også i skovrejsningsområder.
• Al dræning af offentligt ejet naturskov stoppes, ved at eksisterende dræn tilstoppes, og grøfter tilkastes, så den naturlige hydrologi genoprettes.
• Bedre beskyttelse af eksisterende gamle træer (fx bøge og ege over 250 år), samt krav om at et antal træer per ha skal forblive på roden til død og henfald.

Bæredygtigt fiskeri

• Udlægning af egentlige havreservater, hvor fiskeri enten helt er forbudt, eller fx hårdhændede fiskemetoder såsom bundtrawl er udelukket.
• Stop for fiskeri efter muslinger i Natura 2000-områder.
• Forbud mod havbrug.
• Udvikling af skarvsikre fiskeredskaber.
• Forbud mod garnfiskeri i ferskvand.
• Reduktion af bifangst af fugle i fiskeredskaber bl.a. ved begrænsning af garnfiskeriet i/ved vigtige fugleområder (Saltholm, Hirsholmene, Ertholmene, og andre fuglebeskyttelsesområder).

Klimatilpasning

• Naturens robusthed over for klimaændringer skal øges ved etablering af større sammenhængende naturområder og spredningsmuligheder imellem dem i form af småbiotoper (”trædesten”), samtidig med at der etableres plads til nye arter med andre habitatkrav, som spreder sig på grund af klimaændringerne.
• Ådale og strandenge skal naturgenoprettes og generelt beskyttes mod dyrkning af energiafgrøder, øget dræning og digebyggeri, og der skal laves en gennemgang af alle de danske kyster med henblik på planlægning af, hvor der skal ske kystsikring, og hvor lavvandede områder tværtimod skal have mulighed for at brede sig ind i landet.
• Der skal udarbejdes en handlingsplan for imødegåelse af negative konsekvenser af klimaændringerne. Denne skal basere sig på en analyse af konsekvenserne af de forventede ændringer i form af fortrængning af arter mod nord, indvandring af arter sydfra samt havspejlsstigninger i vores mange lavvandede kystområder med internationalt vigtige vadeflader. 
• CO2-kompensation og naturbevarelse skal sammentænkes i alle internationale projekter, som involverer skov.

Hensynsfuld benyttelse af naturen

• Forbedring af befolkningens muligheder for naturoplevelser, fx ved etablering af stier, skjul og tårne under hensyntagen til landskabet, naturen og den biologiske mangfoldighed.
• Fokus på forstyrrende rekreative aktiviteter i naturen, fx jagt, løse hunde, mountainbiking, sejlads og visse typer af naturturisme med henblik på reduktion af problemerne i forbindelse hermed. Herunder generel reduktion af den øgede skyhed over for mennesker, som jagt forårsager på jagtbare fugle og pattedyr.
• I alle større skove, udlægges fristeder, hvor bukkejagt, sankning og skovarbejde er forbudt i fuglenes etablerings- og yngletid, og hvor offentlighedens adgang kan reguleres.
• Adgangsregulering på flere ubeboede øer og holme i fuglenes yngletid, 1/4-31/7. Lignende ordninger kan indføres på udvalgte "landfaste" kystarealer.
• Forbud mod brætsejlads i Natura 2000-områder, hvor arter tilknyttede kysthabitater er på udpegningsgrundlaget.

Dialog, netværk, information og kontrol

• Inddragelse af DOF i statsskovdistrikternes brugerråd og i de kommende nationalparkers fondsbestyrelser.
• DOFs caretakernetværk spiller en aktiv rolle omkring Natura 2000-områdernes forvaltning
• Oprettelse af natur-/miljøpoliti under Rigspolitiet med særlig ekspertise i komplicerede sager på natur- og miljøområdet.
• Højere strafniveau for lovovertrædelser på natur- og miljøområdet.
• Øget information og debat om natursyn og naturforståelse.

Vedtaget af DOF's repræsentantskab i april 2009


 

På foranledning af miljøminister Hans Christian Schmidts udmelding i pressen, om at se positivt på ansøgninger om storkefarme, vil Dansk Ornitologisk Forening med dette notat gerne præsentere og begrunde sin holdning til kunstig opformering og udsætning af Hvid Stork i Danmark.

DOF afviser opdræt og udsætning af storke i den danske natur af følgende naturfaglige og dyreetiske årsager:

- Storkeudsætning i andre europæiske lande har ikke ført til genetablering af yngledygtige vilde storkebestande med en naturlig adfærd. - Tværtimod medfører storkefarme at projektstorke, såvel som vilde storke, ændrer adfærd, bliver afhængige af fodring og helt unaturligt overvintrer i Nordeuropa.

- Udsatte og menneskeafhængige storke vil udgøre væsentlige konkurrenter til vilde storke, der i fremtiden måtte forsøge at etablere sig i Danmark. – Udsatte storke med unaturlig trækmønster er yderligere tilbøjelige til at lokke vilde storke til at overvintre i yngleområderne.

- Hvis målet er værdifuld natur, er storkefarme ikke midlet. - Storkefarme er zoologiske haver, og har intet med naturforvaltning at gøre.

- Danmark gæstes fortsat årligt af et par hundrede vilde storke i yngleperioden. - Potentialet for en naturlig genetablering af ynglende storke er derfor tilstede, hvis storkenes naturlige behov kan opfyldes.

- Der mangler egnede føde- og yngleområder. - Derfor forsvinder de vilde storke igen uden at yngle.

Storke fra udsætningsprojekter har en unaturlig adfærd og klarer sig dårligt uden hjælp fra mennesker.

Der er gennem en årrække gennemført udsætningsprojekter i en række europæiske lande bl.a. Sverige, Schweiz, Holland, Frankrig og Tyskland. Erfaringerne er negative. I ingen af disse lande har udsætningsprojekterne medført, at en naturlig, vildtlevende storkebestand har genetableret sig og har kunnet klare sig uden menneskelig hjælp. Tværtimod har det vist sig, at der sker en markant adfærdsændring hos projektstorkene såvel som vildtlevende storke, der tiltrækkes af "lokkefuglene" og det udlagte foder.

Størstedelen af de storke, der er opfostret på farme, mister deres naturlige trækinstinkt og bliver ved storkefarmene om vinteren, hvor de nødvendigvis må fodres. En del af projektstorkenes unger forsøger dog at trække sydpå, men ofte uden held. De svenske ungstorke kommer sjældent længere end til Danmark og Tyskland. Fra midten af 1990erne er antallet af vinterstorke (storke der er set i Danmark i perioden november-februar) steget markant. De seneste to år er der registreret 15-20 vinterstorke i Danmark, hovedsageligt vildfarne storke fra de svenske storkefarme. Der findes flere eksempler på, at storkene omkommer i løbet af vinteren, medmindre de tages i pleje og fodres. Hollandske projektstorke har de samme problemer. De storke, der er opfostret på storkefarme, bliver ved farmen vinteren igennem, og størstedelen af de unge storke trækker ofte kun til Sydfrankrig. Normalt overvintrer storken i det sydlige Afrika. Også i Schweiz, Tyskland og Frankrig overvintrer en betydelig del af projektstorkene.

De ’fritflyvende’ projektstorke, der yngler, gør det i nærheden af de farme, hvorfra de kommer. Fra Skåne kendes en håndfuld eksempler på, at projektstorke har ynglet med vilde storke. Desværre er der også eksempler på, at de vilde storke ikke trækker sydpå om vinteren, men bliver i Skåne sammen med projektstorkene. Hvor de vilde storke altså gerne skulle have ’vist vejen’ for projektstorkene er det modsatte tilfældet; de vilde storke ændrer deres naturlige trækadfærd og opfører sig som projektstorke!

Ynglesuccesen blandt de ’fritflyvende’ projektstorke er ringe. Det gennemsnitlige antal udfløjne unger per storkepar ligger de fleste steder under 1,5. Hvis en storkebestand skal kunne opretholdes naturligt kræves som minimum, at et par i gennemsnit får mindst 2 flyvefærdige unger om året.

Mange af projektstorkene klarer sig dårligt efter udsætningen. En hel del omkommer under det første flyveforsøg på luftledninger, i trafikken eller bliver taget af ræve. Blandt de schweiziske storke ses en meget dårlig ynglesucces blandt de udsatte storke – kun 25% yngler. En del af de resterende 75% ender igen i fangenskab som følge af kvæstelser, ofte forårsaget af stress fra tiden i fangenskab.

Storke fra storkefarme gør det vanskeligt for vilde storke at etablere sig.

En fritflyvende bestand af farmstorke, der alle er mere eller mindre afhængige af fodring og overvintringsfaciliteter, vil udgøre væsentlige konkurrenter til vilde storke, der i fremtiden måtte forsøge at etablere sig i Danmark. Farmstorkene vil være de første på de bedste ynglepladser, og ankommende storke sydfra vil have svære betingelser. Yderligere er erfaringerne fra udenlandske projekter, at vilde storke på grund af de sociale bindinger ofte lokkes til at overvintre sammen med farmstorkene, selv om man egentlig håbede på den modsatte effekt – nemlig at de vilde storke lærte de udsatte storke at flyve til Afrika.

Storkefarme er zoologiske haver med dyreværnsmæssigt uetiske konsekvenser til følge for storkene.

Vi har igennem de senere år kunnet opleve de tvivlsomme resultater af det skånske udsætningsprojekt i form af et stadigt stigende antal forvildede storke, der strejfer rundt i det golde danske vinterlandskab på et tidspunkt, hvor fuglene burde være i det sydlige Afrika. Disse storke formår hverken at returnere til den udsætningsfarm de kommer fra eller til et område, hvor de kan klarer sig gennem vinteren. Flere dør af sult. Kun få overlever fordi de bliver indfanget og fodret af mennesker. DOF finder det dyreværnsmæssigt stærkt kritisabelt, at man i et udsætningsprojekt af subjektive grunde producerer storke, der er dømt til at gå til grunde.

Der kommer stadig mange vilde storke til Danmark.

I takt med de seneste årtiers markante fremgang i den østeuropæiske storkebestand, især i Polen, er antallet af strejfende ’overskudsstorke’ vokset. I 2001 blev der i Danmark set 275 forskellige storke og i 2000 230. Størstedelen af storkene ses i yngleperioden april-august. Disse storke strejfer omkring på udkig efter potentielle yngleområder.

Potentialet for en genetablering af den danske storkebestand er således forsat meget betydeligt, og netop derfor ville man forvente, at i hvert fald nogle af dem ville vende tilbage i årene efter for at yngle. Dette ville også ske, hvis der i Danmark var velegnede storkelokaliteter i tilstrækkeligt omfang - hvilket desværre langt fra er tilfældet.

Hovedproblemet er mangel på egnede føde- og yngleområder.

Den danske storkebestands tilbagegang skyldes, at naturen som en følge af udviklingen i landbrugets dyrkningsformer er ændret til ugunst for arten. Det danske landskab anno 2003 frembyder stort set ikke længere levemuligheder for en naturlig bestand af Hvid Stork.

I begyndelsen af 1800-tallet var storkebestanden i Danmark på sit højeste med omkring 8-10.000 par. Netop i den periode havde de lysåbne naturtyper, herunder lavvandede vådområder og enge, deres maksimale udbredelse i Danmark og udgjorde tilsammen op imod 60% af landets areal. Udnyttelsen af arealerne til høslæt og kreaturafgræsning foregik på en måde, der gjorde naturengene optimale som fødesøgningsområder for storke.

I dag dækker arealer i omdrift, dvs. primært intensivt dyrkede landbrugsarealer, 60% af arealet, mens de lysåbne naturtyper udgør mindre end 9% af landets areal. Men kun en lille andel er egnede levesteder for storke. Storkens vigtigste fødebiotop, de ferske enge, udgør tilsammen blot 4,5% af Danmarks areal. Størstedelen af de ferske enge er desuden små og ligger isoleret, omgivet af landbrugsarealer. Storken har brug for store sammenhængende vådområder. Bortset fra Skjern Å og Vejlerne er langt de fleste vådområder i Danmark for små og usammenhængende til at brødføde en storkefamilie. Vejlerne i Nordjylland ligger desværre for langt fra den nordtyske storkebestand. Skjern Å-området er også langt fra nærmeste storkebestand, men kan med den rette, storkevenlige pleje formentlig være velegnet som levested for storke. Ønskes en naturlig bestand af vilde storke kommer man ikke uden om naturgenopretning i det sydlige Jylland for, at der kan skabes forbindelse til den nordtyske bestand og dermed et naturligt sammenhængende dansk-tysk udbredelsesområde.

Ud over manglen på vådområder begrænser den meget intensive landbrugsdrift storkens muligheder for at yngle i Danmark. Storken er alsidig i sit fødevalg og lever af en lang række smådyr i størrelsen fra frøer og mus til regnorme. Men bestandene af disse byttedyr er markant reduceret som følge af nedlæggelse af levesteder, ensidig drift, giftsprøjtning og kvælstofforurening. Genoprettede vådområder samt planlagte genopretningsprojekter udgør sammenlagt under 0,5% af Danmarks areal.

Foto: Erik Thomsen

 

Sverige, Skåne

Storken forsvandt som ynglefugl i 1955 som følge af mangel på egnede levesteder, især vådområder (I 1950 var ca. 90% af vådområdearealet i 1820 drænet).

I 1979 starter storkeprojektet, med udgangspunkt i 15 storke fra et schweizisk udsætningsprojekt.

I 1989 sættes det første storkepar ud. I de følgende år er der 5-6 ’fritflyvende’ storkepar.

I 1996 er der 158 storke i projektet heraf 100 på storkefarme, mens resten er ’fritflyvende’.

I 2000 er der 19 par og i 2001 er der 23 par.

Alle storkene yngler i nærheden af de syv steder hvor udsætning finder sted. De fleste af de ’fritflyvende’ storke trækker ikke sydpå om efteråret, men bliver i Skåne, hvor de bliver fodret vinteren over.

Frem til og med 1996 har blot ni ungfugle forsøgt at trække, én af disse blev set i Rumænien senere samme efterår, en anden returnerede til Skåne 2 år efter den var trukket. Projektstorke i øvrigt er ikke observeret længere væk end Danmark og Tyskland.

Frem til og med 2003 har 10 vilde storke ynglet efter udsætningsprojektet blev sat i gang, de fleste har ynglet sammen med projektstorke. På nuværende tidspunkt (2003) yngler 2 vilde storke; den ene (en han) har siden 1999 trukket sydpå om vinteren, mens hunnen i parret er blevet i Sverige. Den anden (en hun) overvintrer i Sverige sammen med projektstorkene.

Kilder:

Cavallin, B (2000): The White Stork, a great flying ambassador of the wetlands in Scania, Sweden. I: Dorner, I (2000): Naturschutz mit dem Storch – Die Wiederbesiedlungsprojekten – Tagungsberichte, Intern. Symp. 1998, POLLICHIA, Bad Dürkheim.

Cavallin, B (1999): History of the White Stork in Sweden – from extinction to reintroduction I: Schulz, H. (ed.) 1999: White Storks on the up? – Proceedings, Internat. Symp. on the White Stork, Hamburg 1996, NABU, Bonn

Pers.komm. Olsson, O (2003): PhD, Projektledare, Storkprojektet, Ekologihuset, Lund Universitet

Pers.komm. Skov, H (2003): DOFs Storkeekspert

Internet: www.skof.se

 

Holland

Efter 1945 sker der et kraftigt fald i bestanden af storke i Holland, og vilde storke yngler for sidste gang i 1984.

I 1969 reintroduceres storken vha. storkestationer (12) over hele landet, hvor storken før havde ynglet.

I 1997 yngler der 298 ’fritflyvende’ storkepar i Holland, som i alt får 467 flyvefærdige unger. 158 par yngler ved storkestationerne, heraf 147 ’fritflyvende’ og 11 i fangenskab, 140 par yngler i mindre landsbyer. I 2002 er der 417 ’fritflyvende ynglepar’.

Under fangenskabet mister storkene deres evne til at trække hvorfor de er afhængige af fodring vinteren igennem på stationerne i Holland. En del af ungfuglene trækker dog til Sydfrankring og Spanien hvor de overvintrer.

Af de 596 ynglefugle i 1997 overvintrer 400 (67%). 22 af årets i alt 467 flyvefærdige unger overvintrer (4,7%). I 2002 og 2003 blev der i januar optalt ca. 480 overvintrende storke i Holland.

Kilder:

van der Have et al 1999: The return of the White Stork to the Netherlands: population size and breeding succes in 1995 I: Schulz, H. (ed.) 1999: White Storks on the up? – Proceedings, Internat. Symp. on the White Stork, Hamburg 1996, NABU, Bonn

Koopman 2000: Entwicklung des storchenbestandes Ciconia ciconia in den Niederlanden vor und nach dem anfang des wiederansiedlungsprogramms I: Dorner, I (2000): Naturschutz mit dem Storch – Die Wiederbesiedlungsprojekten – Tagungsberichte, Intern. Symp. 1998, POLLICHIA, Bad Dürkheim.

 

Schweiz

I 1950 uddør storken som ynglefugl i Schweiz

Mellem 1955 og 1961 blev et stort antal storkeunger fra Algeriet bragt til Schweiz, hvor de blev opdrættet og sluppet fri. Bortset fra et enkelt individ vendte ingen af storkene tilbage efter trækket. Det førte til et systematisk arbejde på storkefarme for at gøre storkene ’funktionsdygtige’.

Efter reintroduktion yngler der i 1996 167 storkepar, og i 2002 er der 194 par

I løbet af årene 1984-1993 er der ringmærket 2378 unge storke, heraf 1616 ’fritflyvende’ storke og 739 farmstorke. Disse storkes yngle- og trækadfærd er fulgt i årene 1988-1997. Ca. 88% af de ’fritflyvende’ storke trækker, men kun 10% af disse vender tilbage til Schweiz for at yngle.

Blandt farmstorkene er det blot 25% der yngler. Af de overvintrende storke er det 50% der yngler.

De storke der tilbageholdes på farmene er ofte syge og stressede, eller er bragt tilbage til storkefarmene, som følge af uheld efter udsætning. En del kommer til skade på elledninger, i trafikken eller bliver taget af ræve

En undersøgelse af seks forskellige regioner med udsætning af storke viser, at ungeproduktionen gennemsnitlig ligger under et bæredygtigt niveau (1,6 unger pr. par pr. år mod anbefalet 2 unger)

I 1999 er der 352 ynglende storke i Schweiz (176 par), heraf er de 217 ikke-trækkende projektstorke, 84 trækkende projektstorke og 51 ikke-ringmærkede (formodentligt vilde) storke.

Af de ynglende projektstorke er det dermed blot 28% der trækker.

Kilder:

Enggist, P. (2000): Weissstorch – Resultate aus dem schweizer storchenansiedlungsprojekt. I: Dorner, I (2000): Naturschutz mit dem Storch – Die Wiederbesiedlungsprojekten – Tagungsberichte, Intern. Symp. 1998, POLLICHIA, Bad Dürkheim.

Enggist, P. (2001): 50 Jahre Storchenschutz in der Schweiz I: Kaatz, C & M (ed.) (2001): 2. Jubiläumsband Weissstorch, 8. u. 9. Storchentag 1999/2000. Tagungsbandreihe des Storchenhofes Loburg (Staatliche Vogelschutzwarte im Landesamt für Umweltschutz Sachsen-Anhalt).

Pers.komm. Skov, H (2003): DOFs Storkeekspert

 

Tyskland, Baden-Württemberg

I Baden-Württemberg nåedes lavpunktet af ynglende, vilde storke i 1975 med 15 par.

I 1979 blev der taget initiativ til et storkebeskyttelsesprogram, der inkluderede en storkefarm.

Sommeren 1981 kommer 18 storke fra Bulgarien og 6 fra en schweizisk storkefarm . I 1983 slippes det første ynglepar fri. I 1984 er antallet af storke 70, og de første par yngler. I 1985 anskaffes 20 ungstorke fra Østpolen og andre fra Wuppertal Zoo. I 1986 rummer projektet over 100 storke.

I 1997 yngler der 151 ’fritflyvende’ storkepar. I 79% af parrene formodes begge storke at være vilde, idet de ikke stammer fra udsætningsprojektet. I 13% af parrene er den ene stork en projektstork, og i 8% af parrene er begge storke projektstorke.

I 1999 yngler der 188 ’fritflyvende’ storkepar. Den gennemsnitlige ungeproduktion er 1,78 pr. storkepar.

Vintertællinger har vist at ca. en tredjedel af storkene overvintrer i Baden-Württemberg

Der været en del kritiske røster i Tyskland over for storkeprojektet. Især kritiseres forandringer i artens adfærd, øget indavl samt problemer med at bestanden bygger på nordafrikanske storke i stedet for centraleuropæiske. Endvidere peges på storkenes overvintringstendenser og afsmitningen heraf på de vilde storke.

Kilder:

Müller, V.G. & Schneble, H. (1986): Die Weissstorch-Aufzuchtstation des landes Baden-Württemberg in Schwarzach I: Beih. Veröff.Naturschutz Landschaftspflege Bad.-Württ. 43: 283-304, Karlsruhe

Feld, W. (2000): Wiederansiedlung des Weisstorch in baden-Württemberg, I: Dorner, I (2000): Naturschutz mit dem Storch – Die Wiederbesiedlungsprojekten – Tagungsberichte, Intern. Symp. 1998, POLLICHIA, Bad Dürkheim.

 

Frankrig, Bas-Rhin i Alsace (Unterelsass)

I 1956 sættes den første storkefarm i funktion – i 1997 er der 10 storkefarme i regionen

I 1974 når storkebestanden sit laveste med blot 9 par i hele Alsaceregionen, heraf 6 par i Bas-Rhin. Af de 6 par er de 5 ’vilde’, og et par består af en projektstork og en vild stork.

I 1997 er der 100 ynglepar med en gennemsnitlig ungeproduktion på 1,89 pr. storkepar.

Problemet med at fangenskab medfører manglende træk tilbagevises med, at første generationsstorkene sættes ud og yngler i frihed, og anden generationsstorkene lever frit. Ikke desto mindre er der også her problemer med storke, der ikke trækker væk om vinteren – desværre er der ikke angivet et antal for overvintrende storke.

Kilder

Schierer, A. (2000): Der bestand des Weissstorchs im Unterelsass, department Bas-Rihn, France, in den jahren 1962 bis 1997. I: Dorner, I (2000): Naturschutz mit dem Storch – Die Wiederbesiedlungsprojekten – Tagungsberichte, Intern. Symp. 1998, POLLICHIA, Bad Dürkheim.

 

DOF tager forbehold

DOF tager forbehold overfor den videnskabelige holdbarhed af ovenstående oplysninger, idet informationerne baserer sig på projektrapporter udgivet af medarbejdere med tilknytning til udsætningsprojekterne. Resultaterne er ofte ikke videnskabeligt efterprøvet, ligesom der kan være en tendens til at se noget positivt på de opnåede resultater, mens kritiske aspekter nedtones.

 

 

Miljøportalen

Ståbi til DOF's arbejde i kommunerne 

DN's hjemmeside om klagesager

Brevparadigme som hjælp til DOF’s høringssvar vedrørende udkast til Natura 2000-naturplaner marts-april 2011

 

Lovgivning

Jagt- og vildtforvaltningsloven

Lov om beskyttelse af havmiljøet  

Lov om miljøvurdering af planer og programmer

Lov om naturbeskyttelse

Miljøbeskyttelsesloven

Miljømålsloven 

Nationalparkloven

Naturbeskyttelsesloven

Planloven

Råstofloven

Skjern Å Naturprojektloven

Skovloven

Tøndermarskloven

Vandløbsloven

 

Direktiver og konventioner

Fuglebeskyttelsesdirektivet

Habitatdirektivet

Aarhus-konventionen