Udskriv

Som naturtype indeholder de danske skove en meget stor andel af den truede flora og fauna.
65 % af alle rødlistevurderede arter er knyttet til skov, og 40 % findes udelukkende her. Især arter med en ringe spredningsevne er isoleret i de få tilbageværende skovfragmenter, hvor lang kontinuitet og en skånsom drift tilbyder levesteder af en tilstrækkelig god kvalitet. Isolationen og de små arealer gør imidlertid, at bestandene ikke kan opretholde sig selv på sigt, og akut handling er påkrævet.

På den baggrund ønsker DOF, at skovene forvaltes naturvenligt. De mest beskyttelseskrævende skove skal udpeges, og naturværdierne i dem skal sikres effektivt ud fra princippet om ”brandmandens lov”. En markant større andel af det samlede skovareal skal drives med natur og biodiversitet som hovedformål, hvis udviklingen skal vendes. Eksempelvis udgør bevoksninger med gennemsnitlig alder på over 150 år under 1 % af det samlede danske skovareal. Netop stor variation i træernes alder og artssammensætning, men i lige så høj grad vand, dødt ved, lysninger og skovenge er afgørende faktorer for en høj biodiversitet, og selv i de offentligt ejede skove er dette en mangelvare. Et langt større fokus på disse virkemidler er nødvendigt, hvis skovenes biodiversitet og dermed også fuglene levevilkår skal sikres og forbedres.

DOF arbejder for:

  1. Der bør gennemføres en kortlægning af alle følsomme og for biodiversiteten vigtige skove, både i og uden for Natura 2000-områderne. Når dette er sket, udlægges disse til urørt skov eller forvaltes med gamle driftsformer, der tager videst mulig hensyn til eller begunstiger artssammensætningen.
  2. Af de offentligt ejede skove bør mindst halvdelen drives primært ud fra biodiversitetshensyn.
  3. Generel forøgelse af mængden af gamle træer og dødt ved samt et stop for mekanisk jordbehandling og dræning i de øvrige Natura 2000-skove. For bøgeskov på muldbund er målsætningen minimum 50 træer med stammediameter (dbh) større end 80 cm og 30 m3 dødt ved pr. ha skov.
  4. Øgede arealer med våde og periodisk fugtige partier i skoven. Skabelse af lysåbne arealer som skovenge, samt halvåbne områder med gamle træer og græsning i relevante bevoksninger.
  5. Beskyttelse af gamle træer og udpegning af ’evighedstræer’. Krav om at minimum 10 træer pr. ha, skal forblive på roden til død og henfald.
  6. Bedre beskyttelse af redetræer og deres omgivelser, der benyttes af rovfugle og andre sårbare arter.
  7. Stop for skovningsarbejde i fuglenes yngletid (1/3 – 31/8) i skove; især i skove omfattet af Natura 2000.
  8. I alle større skove udlægges fristeder, hvor bukkejagt, sankning og alle former for skovarbejde er forbudt i fuglenes etablerings- og yngletid, og hvor offentlighedens adgang reguleres af hensyn til særligt forstyrrelsesfølsomme arter. Dette skal ses som kompensation for det stærkt øgede rekreative pres, der er på skovene generelt, så den samlede naturkvalitet sikres.
  9. Også i større skovrejsningsområder og parker udlægges arealer med naturnær skovdrift eller urørt skov.
  10. I produktionsskove fremmes naturhensyn via lovgivningen og gennem ordninger som FSC og lignende, der kan løfte naturkvaliteten gennem certificeringer.
  11. Produktionsskov anlægges og drives i højere grad med naturligt hjemmehørende træarter, med større træartsdiversitet og med højere strukturel diversitet.
  12. Produktionsskov anlægges og drives derudover med plads til små- og nøglebiotoper, der fremmer biodiversiteten.

Læs videre om Lysåben natur & ferskvand