Udskriv

På kortet ses de tre hedehøge mærkede i Danmark; Lea (pink), Mathilde (orange) og Pierre (blå). Derudover ses hedehøge mærket i Tyskland sommeren 2012; Astrid (gul) og Harald (grøn), samt to hunner mærket i 2010 i hhv. Tyskland og Holland; Hana-Luise (lilla) og Tineke (rød).


3. juni
Mens Mathilde er gået i gang med at yngle i Ballum befinder Lea sig fortsat i Tyskland tæt på Oldenburg. Hun vender formentlig ikke tilbage til Danmark i år, men vil sandsynligvis yngle hvor hun er nu. Der er omkring 200 km fra det sted hun ynglede sidste år til det sted hun formodes at yngle i år, det er den længste afstand vi har observeret hos vores satellitmærkede hedehøge. 

15. maj
Den 7. maj trak Lea videre fra området i Sydfrankrig. Hun trak gennem Frankrig og Tyskland og den 11. maj gjorde hun holdt i et fuglereservat ved Elben nær Cuxhaven. Det bliver spændende at se om hun vælger at yngle her, eller vender tilbage til Ballum.

10. maj
Efter sidste opdatering fortsatte Mathilde sit træk op gennem Spanien, Frankrig, Belgien og Holland hvor hun blev observeret af lokale fuglekiggere. Den 8. maj om morgenen var hun tilbage i Sydvestjylland hvor hun blev set i Ballum Enge. Dette års træk ligner de først to års træk og i år skulle hun være ankommet tidsnok til at yngle, modsat sidste år.

Lea satte ikke af sted umiddelbart efter sidste opdatering. I stedet blev hun i området omkring saltsøen Chott ech Chegui, et Ramsar område som ligger i Atlasbjergene, omkring en uge. Den 5. maj fortsatte hun trækket og natten mellem den 5. og 6. maj krydsede hun middelhavet og om aftenen den 6. ankom hun til Fréjus i det sydøstlige Frankrig. Det er her de seneste signaler fra hende stammer fra, og vi venter nu spændt på at se hvor mange dage der går før hun når Ballum.

30. april
Efter en lille uge i det nordvestlige Marokko fløj Mathilde den 25. videre mod nord. Hun krydsede Gibraltarstrædet den 27. midt på dagen, og siden er hun trukket videre op gennem Spanien. I dag befandt hun sig i nærheden af Madrid.

Efter sidste opdatering trak Lea langs grænsen mellem Algeriet og Marokko og fra den 22. har hun fulgt samme rute som hun trak af i efteråret. I et par dage har hun rastet i det Nordlige Marokko inden hun den 26. igen satte fart på. Det seneste signal fra hende modtog vi den 27. april omkring 200 kilometer fra Middelhavets kyst. Måske har hun allerede krydset til Europa, men det ved vi først når vi modtager et nyt signal fra hende.   

20. april
Mens de første hedehøge er observeret i Sønderjylland er Mathilde nu nået til sit rasteområde i det vestlige Marokko, her har hun opholdt sig de seneste par dage.

Efter sidste opdatering trak Lea den 17. til den 19. mod nordvest, hvorefter hun igen satte mod nordøst. Det har gjort ruten betydeligt længere, men det er muligt at hun følger nogle skiftende vejrsystemer. Hun trækker stadig med omkring 200 km om dagen men hun er efter al sandsynlighed ude af Sahara i dag og vil formentlig raste et par dage i Marokko eller Algeriet.

17. april 
For ti dage siden begyndte Mathilde sit træk fra området i Guinea ved Niger floden. Hun har i løbet af de seneste ti dage tilbagelagt 2000 kilometer og befandt sig i går i det sydlige Marokko. Den barskeste del af trækket, gennem Sahara, er overstået og i morgen vil hun formentlig ankomme til det sted i Marokko hvor fuglene de tidligere år har gjort holdt. Her vil hun formentlig bruge nogle dage på at finde føde og komme til kræfter. Sidste år havde hun problemer under trækket og vendte om i Vestsahara og fløj 400 kilometer tilbage, men i år ser det ud til at trækket forløber uden problemer og hvis alt går vel kan vi regne med at se hende tilbage i Ballum i anden uge af maj.

Lea påbegyndte trækket den 9. april fra området ved det indre Niger Delta. Hun startede med at flyve mod nordøst, hvilket er atypisk da vi ofte ser at forårsruten er mere vestlig end efterårsruten. Men indenfor de to seneste dage har hun fundet ind på samme rute som hun brugte i efteråret og i går krydsede hun grænsen til Algeriet. Hun er ved at tilbagelægge strækket gennem Sahara, som er en strækning hvor de tilbagelægger store afstande dagligt, fordi der er ringe mulighed for at finde føde. Indenfor de næste tre-fire dage når hun formentlig det nordligste Afrika hvor hun kan gøre holdt nogle dage, før hun trækker videre. Det bliver spændende at se om hun vælger at raste et af de steder vi allerede kender fra de andre fugle, eller om hun vil afsløre et nyt sted som rasteområde.   

6. marts
Den 23. februar bevægede Lea sig videre til sit tredje vinterkvarter ved det indre Niger delta. Dette er et meget vigtigt område for afrikanske og overvintrende vandfugle. Hedehøge opholder sig i de tørrere områder af Niger deltaet. 

Mathilde opholder sig fortsat i Guinea ved Niger floden, men om mindre end en måned begynder hedehøgene formentlig deres forårstræk.

18. januar 2013
Det var tekniske problemer der gjorde at Mathilde fejlagtigt blevet erklæret død for en måned siden. Til alles store glæde trak hun den 5. januar knap 500 km syd og opholder sig nu for fjerde år i træk på sit andet vintersite i Guinea ved Niger floden.

Lea opholder sig fortsat i Mali ved Canal du Sahel.


Mathilde opholder sig ved Niger floden hvor hun har opholdt sig sidst på vinteren de seneste fire år 

17. december
Lea opholder sig fortsat i vinterområdet i Mali, ved Canal du Sahel. Hun er den eneste af de Danske satellitmærkede hedehøge som stadig er i live. Mathilde er efter mere end 35.000 kilometers træk de sidste tre et halvt år, død i sit første vinterområde i år. Hun er den af de danske hedehøge der har sendt i flest år og bidraget med en masse viden om trækket, og bl.a. afsløret at hedehøge vender tilbage til de samme områder i Afrika hvert år.

Hun er ligeledes vendt tilbage til Ballum hvert forår, hvor hun er blevet observeret, og hvor det er lykkedes hende at få unger på vingerne i to af årene. Nu bliver det spændende at følge Lea resten af vinteren og forhåbentlig tilbage til yngleområdet i foråret. 

23. november
Ved sidste opdatering havde vi ikke modtaget de seneste datapunkter, og Lea var allerede den 18. november rykket yderligere 160 km sydøst. Hun befinder sig nu i Mali ved Canal du Sahel.

Det bliver spændende at se hvornår Mathilde rykker til sit andet vintersite. 

20. november
Den 26. september bevægede Pierre sig 200 km længere mod syd i Niger, hvor han opholdt sig indtil han døde formodentlig i begyndelsen af november.

Lea er rykket 50 km længere mod syd og befinder sig nu 30 km fra grænsen til Mali, tæt på byen Adel Bagrou. De to områder hun har opholdt sig i minder strukturmæssigt om hinanden med en del floder og vandløb.

Mathilde opholder sig forsat samme sted i Mali i et område hvor en del af jorden er dyrket og hvor der, ligesom for Lea, er relativt mange floder og vandløb.

28. september
Pierre befinder sig fortsat i det nordvestlige Niger, han var åbenbart nået sit førsteovervintringssted allerede ved sidste opdatering. Det bliver spændende at se om han bliver samme sted hele vinteren eller om han flytter til et nyt område længere mod syd, som de fleste af vores har gjort. 

Lea befinder sig ligeledes samme sted som ved sidste opdatering.

Den 22. september ankom Mathilde til det område i sydvestlige Mali, som har været et fast overvintringssted de sidste tre år. Her plejer hun at opholde sig til slutningen af december.

18. september
Pierre trak vest om Ahaggar bjergene den 12. september. Han er efterfølgende trukket sydøst og den 14. modtog vi signaler fra ham hvor han passerede det nordøstligste hjørne af Mali. De seneste signaler vi har fra ham er fra den 16. hvor han havde krydset grænsen til Niger. Vi har ikke haft nogen fugle som overvintrede i Niger siden Karen i 2008.
Lea opholder sig fortsat i det sydøstlige hjørne af Mauretanien, her bliver hun sandsynligvis de næste måneders tid mens området stadig er frodigt. 
Mathilde var trukket videre fra Sydfrankrig den 11. september. Den 12. september krydsede hun havet ved Catargena i Sydspanien, på samme sted som hun krydsede sidste år (se billedet). Den 12. om aftenen var hun nået til Naama i Algeriet. Først den 14. om eftermiddagen modtog vi igen signaler fra hende, hvor hun havde krydset Atlasbjergene og befandt i Sahara.  I går morges befandt hun sig i Mauretanien, 700 km fra det område hvor hun plejer at tilbringe den første del af vinteren.


Mathilde fløj fra kysten i Cartagena i Spanien den 12. september.

Den 11. september
Pierre fortsatte fra området tæt på Algier mellem den 5. og 6. september og tidligt om morgenen den 7. september befandt han sig i Biskra. Fra den 7. september ved middagstid til den 9. september om aftenen tilbagelagde han 900 km gennem ørken. Han gjorde holdt for natten umiddelbart før han nåede Ahaggar bjergene, sydøst for Adrar (se billedet).

 
Vi modtog de seneste signaler fra Pierre lige før han nåede Ahaggar bjergene i Algeriet. Det bliver spændende at se om han vælger at krydse bjergene, eller trækker mod vest udenom.

Siden den 6. september har Lea tilbagelagt de sidste 1000 km gennem Sahara. Den 9. september var hun igennem og den 10. september nåede hun et område i de sydøstlige Mauretanien, hvor Iben og Jørn har tilbragt en del af vinteren i flere år. 

Mathilde fortsatte trækket den 8. september. Hun er fløjet 300 km om dagen i de to sidste dage, og hun befandt sig i går aftes i Sydfrankrig omkring 80 km fra grænsen til Spanien. 

Den 7. september.
Lea fortsætter trækket ned gennem Algeriet, og hun er nu i færd med at krydse Sahara. Hun sendte den 5. september fra et område som ligger op ad Sebkhel el Melah, som er en af de store søer i vest Algeriet (se billedet). Lea fortsatte umiddelbart efter og den 6. september modtog vi signaler hvor hun befandt sig sydvest for Adrar.

 
I dette område befandt Lea sig den 5. september.

Pierre opholdt sig i Frankrig i området nær Schweitz fra den 31. august til den 2. september, derefter modtog vi først signaler fra ham igen om aftenen den 4. september hvor han befandt sig på Algeriets kyst 85 km fra Algier. Den 5. september befandt han sig en 40 km længere sydligt.
Mathilde opholder sig fortsat nær Reims, hvor hun faktisk også befandt sig samme dato sidste år. Sidste år opholdt hun sig i området i flere dage sammen med Jørn, det kan tyde på at det er et godt område at fouragere og tanke op til det lange træk der ligger forude.  

Den 4. september
Lea og Pierre forlod begge Danmark i begyndelsen af august efter at have fået tre unger på vingerne. Det er før set hos andre af de europæisk mærkede fugle, men det er første gang nogle af de danske ynglefugle har forladt yngleområdet umiddelbart efter at have ynglet og derefter har fourageret i andre områder i længere tid.  

Pierre opholdt sig nær Schwerin i Tyskland i et stykke tid efter at have forladt Danmark. Han fløj derefter til Groningen, hvor han den 16. august blev set af vores hollandske samarbejdspartner (Dutch Montagu’s harrier Foundation). Han opholdt sig nær Groningen og Emden i længere tid. Herfra fløj han til Bremen, hvorfra han så småt begyndte at trække mod syd den 29. august. Først den 31. kom der fart på, og han opholder sig nu i Frankrig tæt på grænsen til Schweitz.  

Lea har bevæget sig gennem Wismar, Rostock, Neubrandenburg og derfra til Bremerhaven, som ligger ud til Vadehavet. Her opholdt hun sig i længere tid. Derefter fløj hun til et område nær Køln, hvor hun opholdt sig til hun begyndte trækket den 27. august. Fra den 29. opholdt hun sig samme sted som Mathilde nær Reims. Om morgenen den 1. september forlod hun Reims og fløj i et stræk 1000 km til Mallorca, som hun nåede tidligt om morgenen den 2. september. Lea har fortsat trækket og er nu i Algeriet på grænsen til Marokko. 

Mathilde opholdt sig nær Ballum, indtil hun påbegyndte trækket den 24. august. Hun er langsomt trukket ned langs vadehavskysten i Slesvig-Holsten, og fra den 29. august har hun opholdt sig nær Reims, noget af tiden sammen med Lea.