Grønlandsk kulde sender arktiske måger til Danmark

tirsdag 17. januar 2012 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Den hidtil største kendte invasion af hvidvingede måger fra Grønland og Canada går i disse uger over Danmark. Særligt de vestjyske og nordjyske havne har besøg af de sjældne måger
Jan Skriver
Danske havne på Vestkysten og i det nordjyske har i disse milde vinteruger besøg af sjældne måger langvejs fra.

Der er tale om grønlandske hvidvingede måger, som de seneste uger har gæstet Danmark i hidtil uhørt omfang.

Normalt bliver der i de danske farvande kun observeret 1-3 eksemplarer af hvidvinget måge hvert år i løbet af vintermånederne, men denne sæson løber antallet af de arktiske gæster op i langt mere end det tidobbelte.

Også enkelte eksemplarer af baffinmågen, der er en underart af hvidvinget måge, er set. Baffinmågen kommer fra de nordlige områder af Baffin Island og Labrador i Canada.

Det er formentlig ekstrem kulde med stort isdække i de grønlandske og canadiske farvande, som har tvunget mågerne til at udvandre mod vest og sydpå.

Blandt meteorologer hedder fænomenet, der giver milde vintre hos os, men kraftig kulde i Grønland og Canada, ”temperaturvippen”.

Når der er lavtryk i Danmark og Nordvesteuropa med regnfuldt atlantisk luft, bliver kulde trukket op over Grønland. Omvendt sender et højtryk nær Danmark ofte lavtrykkene fra Atlanterhavet op over Grønland, der så får en mild vinter, mens vi får den sibiriske kulde i nakken.

I år er der ekstremt meget sne og isdække i Grønland, og det mærker vi så blandt andet med vestlige vinde, der giver mildhed og måger fra nordøst.

Også Færøerne har et påfaldende talstærkt rykind af hvidvingede måger.

Ringmærkeren og feltornitologen Jens-Kjeld Jensen fra Nolsoy følger invasionen af de arktiske måger.

- Jeg har boet på Færøerne i mere end 40 år, og jeg har aldrig tidligere set så stort et rykind af hvidvingede måger med enkelte baffinmåger imellem som denne vinter. Forleden lå en flok på 38 hvidvingede måger syd for havnen på Nolsoy, fortæller Jens-Kjeld Jensen, der har fundet flere døde eksemplarer af de arktiske måger.

For få dage siden fandt han en død han af hvidvinget måge, som kun vejede 489 gram.

- Det er meget lidt for så stor en måge, og alt tyder på, at mågerne er udhungrede, siger Jens-Kjeld Jensen, der i januar-februar 1983 også oplevede en invasion af hvidvingede måger og enkelte baffinmåger efter en voldsom kuldeperiode i Grønland i månederne forinden.

Dengang skønnede han, at flere hundrede eksemplarer gæstede Færøerne. I år er der sandsynligvis flere tusinde hvidvingede måger på og omkring øgruppen. En fisker talte forleden mellem 100-150 eksemplarer omkring sin båd, og i havnen i Klaksvig er der noteret cirka 100 hvidvingede måger. En stor del af de arktiske gæster er ældre fugle.

Klik her for at se Jens-Keld Jensens hjemmeside om de hvidvingede måger på Færøerne

Yderligere oplysninger:

Dansk Ornitologisk Forening (DOF), tlf. 33 28 38 00.