41 øre om måneden kan ikke redde naturen

onsdag 21. december 2011 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
EU-Kommissionen har offentliggjort sit forslag til budgettet for de næste syv års miljø- og klimaprogram, LIFE+. Forslaget er helt utilstrækkeligt, siger Dansk Ornitologisk Forenings formand Egon Østergaard. 41 øre per EU-borger per måned er ikke nok til at stoppe tilbagegangen i biodiversiteten.
Christian Hald-Mortensen
I EU-Kommissionens forslag er der afsat stort set samme beløb som fra den tidligere periode 2007-2013 til natur- og biodiversitetsbeskyttelse under LIFE+programmet. Beløbet svarer til 41 øre per EU-borger per måned og det er ikke nok, hvis EU skal nå sine biodiversitetsmål i 2020.

“LIFE-projekterne er en af Europas store succeshistorier. Få og målrettede midler giver enorme gevinster for naturen og fuglene. Tabet af biodiversitet er en af de største samfundsmæssige udfordringer, vi står overfor i EU. Derfor havde DOF forventet, at EU ville øge sin investering markant på miljøområdet, mens der kunne spares på andre store poster i EU-budgettet, som f.eks. de miljøskadelige subsidier til landbruget',udtaler Egon Østergaard, formand for Dansk Ornitologisk Forening.

DOF mener, at Kommissionens udspil på finansieringen af LIFE+ er utilstrækkeligt, hvis Europas 2020 mål om at stoppe nedgangen i biodiversiteten skal nås. Derfor kæmper DOF og BirdLife Europe for markant flere midler til biodiversitet under LIFE+.

I de sidste tyve år har LIFE-projekter finansieret redningen af blandt andet udryddelsestruede fugle i hele Europa. I Danmark er penge fra LIFE-projekter f.eks. gået til at forbedre levesteder for engfugle, at genoprette Skjern Å og restaurere Furesøen nord for København - en af Danmarks største og mest forurenede søer. Alt sammen til gavn for fugle- og dyrelivet.

“Det er urealistisk at forvente, at vi kan håndtere udfordringen med noget, der svarer til en afrundingsfejl i EU-budgettet. Derfor vil DOF og vore partnere i de 27 EU-lande kæmpe for markant flere LIFE-midler til natur og biodiversitet under dansk EU-formandskab”, siger Egon Østergaard.

DOF og BirdLife Europe opfordrer derfor den danske regering, EU’s medlemslande og de danske Europa-parlamentarikere til at tilføre markant flere midler til LIFE+programmet frem mod 2020.

Fakta om LIFE+:
LIFE+programmet giver støtte til gennemførelse af EU’s miljøpolitik og lovgivning. I de næste syv år (2014-2020), har Kommissionen foreslået €3.2 milliarder euro til hele LIFE programmet, hvor LIFE miljø (inkl. biodiversitet og natur) er tildelt €2,4 milliarder euro og LIFE klima er tildelt €0.8 milliarder euro. I den nuværende periode, har LIFE-miljø modtaget €2,3 milliarder euro, det vil sige, at der er tale om en lille stigning, men det er DOF’s vurdering, at denne lille stigning er helt utilstrækkelig i forhold til, hvad der rent faktisk er brug for, hvis natur og biodiversitet i EU skal bevares.

For mere information, kontakt venligst:
Christian Hald-Mortensen, EU Policy Officer, Dansk Ornitologisk Forening & WWF Danmark
Mobil: +45 28 57 39 11
E-mail: christian.hald@dof.dk