Sjældne ryler nær storbyen

fredag 5. august 2011 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Engrylen yngler nu igen på Saltholm, få kilometer i luftlinje fra storbyen København. Det er et eksempel på, at naturpleje virker, hvis det gøres helhjertet, skriver Fugle og Natur, medlemsblad for Dansk Ornitologisk Forening.
Fugletællere fra DOF fik sig en glædelig overraskelse under forsommerens ynglefugletællinger på øen i Øresund. De fandt to sikre par af engryle, den sydlige race af almindelig ryle. Den har ellers været forsvundet fra Saltholm siden 2006. Sidste år var der et enkelt par og i år fandt fugletællerne på Saltholm så både en rede med æg og et kuld unger:
”Nu ser vi alvor resultaterne af flere års målrettet pleje af engene”, siger Michael Fink fra DOF’s caretaker-gruppe på Saltholm. ”Øen er som forvandlet. Det er nok 50 år siden, at engene har været så kortgræssede som nu. Og det gavner engfuglene. Vi fandt også 6 ynglende brushøner og mindst 10 par ungeførende store kobbersnepper plus en masse rødben”, fortæller han.

Engplejen på Saltholm er gennemført som et Life-projekt med støtte fra EU. Resultaterne er opnået ved en kombination af høslæt og afgræsning. Rådgiver på projektet har været vadefugle-specialisten Ole Thorup fra firmaet Amphi Consult: ”Det afgørende er, at engplejen gennemføres helhjertet. Der skal være styr på engenes hydrologi, altså vandstanden, og man skal være klar til at justere græsningstrykket og supplere med høslæt, så man lige præcis rammer de forhold, som engfuglene foretrækker”, siger Ole Thorup, som også er medlem af DOF’s videnskabelige udvalg.

Flere positive eksempler

Et andet positivt eksempel finder vi på Agger Tange, hvor Naturstyrelsen i Thy i samarbejde med Kystdirektoratet har gennemført en lignende målrettet pleje. Her har der i år været 35 par ryler og omkring 30 par store kobbersnepper, og fuglene har haft stor ynglesucces. Netop i år har Naturstyrelsen overtaget både Agger og Harboøre Tanger fra Kystdirektoratet. Det gør det naturligvis oplagt at følge succesen op på Harboøre Tange, hvor engplejen har været forsømt i en årrække, og de fleste af ynglefuglene er forsvundet.

Ole Thorup fremhæver også Tipperne og Vejlerne som positive historier, når det gælder engplejen: ”Det er lykkedes at holde bestandene af de vigtigste arter nogenlunde stabile på vores to største vadefugle-lokaliteter. Det vil jeg betegne som et godt resultat i en periode, hvor vadefugle-bestandene af mange årsager har det svært i hele Europa. Vi sammenligner ofte med de meget store bestande, vi havde i 1980’erne og 90’erne. Men jeg tror, vi skal vænne os til, at det er en succes at undgå yderligere tilbagegang”, siger Ole Thorup.

Yderligere oplysninger: Michael Fink, 33283821, Ole Thorup 75445206