Saltholm tiltrækker et stigende antal rovterner

tirsdag 21. juni 2011 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Verdens største terne yngler for fjerde år i træk på den flade fugleø i Øresund, hvor bestanden af de meget sjældne terner er vokset til fem par
Jan Skriver
I sommeren 2008 blev det betegnet som en sensation, at rovternen efter mere end 60 års fravær på ny blev fundet ynglende i Danmark, da et enkelt par blev observeret på Saltholm i Øresund.

I år har optællere fra Dansk Ornitologisk Forening (DOF) i regi af foreningens Caretakerprojekt fundet hele fem par rovterner på Saltholm.

- Fra Naturstyrelsen og Københavns Lufthavne havde vi hørt om to par, så det er yderst overraskende, at facit blev hele fem ynglepar, siger Michael Fink, der med tilladelse fra Tårnby Kommune, som er naturmyndighed for Saltholm, i år har talt fugle på øen.

- Rovternen bliver i det hele taget set oftere og oftere og på et stigende antal lokaliteter i Københavns-området. Der er næppe tvivl om, at Øresundsregionen i disse år huser et større antal rovterner end tidligere, siger Michael Fink.
Klydesøen på Vestamager er en af de lokaliteter, hvor man kan være heldig at opleve rovternen, der er næsten ligeså stor som en sølvmåge. Den elegante terne, der er let at kende på sit dolkformede og knaldrøde næb, kan med lidt held ses styrtdykke efter fisk på helt op til 25-30 centimeters længde.

Også Utterslev Mose og Damhussøen har haft besøg af fiskende rovterner.

Den kraftfulde terne ynglede i 2010 på to lokaliteter i Danmark. Udover Saltholm fandtes arten på en ø i Roskilde Fjord, hvilket var yderst overraskende, fordi arten mange steder i Østersøen er gået voldsomt tilbage de senere årtier.

Alene i Sverige er bestanden fra omkring slutningen af 1970’erne cirka halveret til 532 par i 2010.

Rovternen, der er udbredt over det meste af verden, er gået tilbage i de fleste lande i Europa.

For cirka 100 år siden ynglede den i Danmark i Vadehavet. Også Hesselø, Nordre Rønner ved Læsø, Samsø, Tunø og Hirsholmene i den nordlige del af Kattegat har tidligere huset ynglepar af rovterne.

Yderligere oplysninger:

Dansk Ornitologisk Forening (DOF),
Tlf. 33 28 38 00.

Michael Fink,
Tlf. 33 28 38 21