Danmark giver 50 mio. til tropeskov

fredag 6. maj 2011 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Det hidtil største danske klimaprojekt til gavn for regnskovene sættes nu i gang på den indonesiske ø Sumatra, skriver bladet Fugle og Natur. Projektet skal ledes af partnere i den internationale miljøorganisation BirdLife International. Den danske partner er Dansk Ornitologisk Forening.
Fugle og Natur
Danida har her i foråret bevilget 50 millioner kroner i støtte til projektet Harapan Rainforest på Sumatra, som går ud på at restaurere 100.000 hektarer tør lavlandsskov på den store indonesiske ø. Det er det hidtil største danske enkeltprojekt for tropisk skov i en klimasammenhæng.

”Det er meget glædeligt, at Udviklingsministeriet på den måde forener klimaindsatsen med skovbeskyttelse i troperne. Og vi er i DOF meget stolte over, at vi kan bidrage til sådan et visionært projekt”, siger direktør Jan Ejlsted fra Dansk Ornitologisk Forening.

Stor biodiversitet
Harapan Rainforest rummer en af verdens mest truede skovtyper og hører til blandt de rigeste, når det gælder biologisk mangfoldighed - blandt andet med tigre, orangutanger og hele 77 truede fuglearter. Men Harapan er også et af verdens hidtil bedste eksempler på, hvordan man kan kombinere en indsats for klimaet med kampen for at redde den biologiske mangfoldighed. Et internationalt konsortium har fået en såkaldt økosystem-restaurerings-licens i området med det formål at genskabe skov i stedet for at fælde den.
Det er dette projekt, som nu får vital støtte fra Danida og dermed de danske skatteydere.

Inddragelse af lokale
Det nye danske støtteprojekt er et samarbejde mellem Burung (BirdLife Indonesia), den britiske fuglebeskyttelsesorganisation RSPB, forskningscentret Skov og Landskab under Københavns Universitet, Dansk Ornitologisk Forening og den lokale projektledelse for Harapan Rainforest, Yayasan KEHI.

DOF’s rolle bliver ikke mindst at yde rådgivning omkring samarbejdet med de lokale beboere omkring Harapan. Inddragelsen af de lokale samfund er en ganske vigtig del af projektet for at sikre bæredygtighed på langt sigt, og DOF har mange års erfaring fra lignende projekter på de indonesiske øer Sumba og Flores.

Yderligere oplysninger:

Jan Ejlsted, direktør i DOF 33 28 38 48

Thomas Lehmberg, biolog og international medarbejder 33 28 38 14