Kunst til rider kan forene havet og landet

torsdag 14. april 2011 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Lad en kunstner kreere et værk ved Hirtshals Havn, der byder riden, havets hvide måge, velkommen. Placeret på rette sted vil riderne bosætte sig og bygge rede på kunstværket, hvor de kan blive symboler på samhørigheden mellem havet og landet, og kulturen og naturen, mener biolog Knud Flensted
Jan Skriver
Som et led i den landsdækkende dyst ”Vores kunst”, hvor Danmarks Radio opfordrer danskerne til at foreslå lokaliteter, der kan blive hjemsted for spektakulær udendørs kunst, foreslår biolog Knud Flensted, at man lader en kunstner skabe et ridevenligt værk i stor kaliber ved havnen i Hirtshals.

Hans forslag om at bygge kunst til glæde for både rider og mennesker kommer på baggrund af en ide, der er udviklet i Dansk Ornitologisk Forening (DOF) i Nordjylland, som de senere år har opfordret til, at man på havneterræner tager større hensyn til ynglende fugle.

- I Hirtshals er der en unik mulighed for at skabe et spændende kunstværk, der kan blive et levende vartegn med ynglende vilde fugle. Værket kan blive et kunstigt fuglefjeld, der forener kultur og natur på grænsen mellem land og hav, skriver Knud Flensted om kunstideen, der har fået flere hundrede positive tilkendegivelser på DR-hjemmesiden, som fortæller om ”Vores kunst”.
”Fantastisk ide. Som at komme hjem til Færøerne”, lyder en af kommentarerne. ”Originalt” og ”genialt” lyder det fra andre.

- Det vil naturligvis være op til den kunstner, der vil blive udpeget til at kreere værket på havnen i Hirtshals, at finde formen på kunstværket. I princippet kan værket være alt lige fra en efterligning af Mount Everest i miniformat eller en kæmpemæssig buste af borgmesteren. Det vigtigste er, at værket, ud over at være et spændende kunstværk, giver plads og gæstfrihed til riderne, samt at det bliver placeret tæt på grænsen mellem havet og landet, siger Knud Flensted.

Inden foråret er omme, skal der mellem de mange forslag i Danmarks Radios kunstdyst vælges tre lokaliteter i Danmark, der hver især vil få et kunstværk til en værdi af halvanden million kroner.

- Hirtshals har alle muligheder for at få en attraktion i form af en ridekoloni i symbolsk samspil med en kunstners værk. Riden er kendt for at være en meget tillidsfuld måge, hvilket man for eksempel kan opleve ved kolonien på kalkklinten Bulbjerg, der huser Danmarks eneste større forekomst af ynglende rider. Ved at skabe kunst og et sikkert sted til ridernes reder på havnen kan man ikke blot få en turistattraktion, man kan også undgå de konflikter, som vi flere gange har set de senere år, når enkelte rider for eksempel forsøger at bygge rede på en bygning eller en elmast. Jeg tror, at riderne vil blive budt velkommen i en havneby som Hirtshals, for riden er om nogen havets måge, der ligesom folk i fiskerbyen er afhængige af livet ude i Nordsøen, siger Knud Flensted.

Den danske bestand af rider tæller blot 300-500 par, hvoraf de fleste yngler på Bulbjerg. Færre end 100 par forsøger omtrent hvert år at opfostre unger på menneskeskabte bygningsværker og moler på havnen i Hirtshals. Det går ofte galt, da ridernes reder på havnemolerne bliver skyllet i havet i stormvejr, og et år blev et antal ridereder på en af havnens industribygninger ulovligt revet ned. Riden er en fredet og meget sårbar fugl.

Den tretåede måge, som riden også kaldes, er gået tilbage de senere år både i Danmark og på globalt plan. Fra Norge og Storbritannien er det kendt, at man i visse havne hjælper riderne med bedre boligforhold ved at lave kunstige redehylder, og riderne flytter ofte hurtigt ind.

Det vil de ganske givet også gøre, hvis kunsten stiger i Hirtshals. Man skal bare være indstillet på, at riderne ganske givet vil skide på kunsten, så der måske bliver tale om et klatmaleri, som en læser skriver på hjemmesiden.

Du kan give ridekunsten din stemme på dette link:
her.

Yderligere oplysninger, Dansk Ornitologisk Forening (DOF)
Tlf. 33 28 38 00

Knud Flensted, biolog.
Tlf. 21 24 22 75