En af verdens største havørne er død

tirsdag 22. marts 2011 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Med et vingefang på 253 centimeter kandiderer en netop død grønlandsk havørn fra Nuuk til titlen som verdens hidtil største kendte eksemplar af sin art, oplyser DOF.
Jan Skriver
En rypejæger kom forleden og afleverede en afkræftet havørn på Grønlands Naturinstitut, hvor ornitologen Lars Maltha Rasmussen arbejder.

Den meget svækkede rovfugl fik straks en plads på Dyreinternatet i Nuuk, hvor den blev tvangsfodret med blendede fisk, og en dyrlæge gav den penicillin imod infektion i luftvejene.

Desværre var anstrengelserne ikke nok. Den grønlandske havørn, der var en fugl i sit tredje kalenderår, døde, og så kunne den måles op.

- Allerede da rypejægeren Sofus Sørensen kom til Naturinstituttet med den endnu levende ørn, kunne jeg se, at den var stor. Men det synes alle ørne vist at være, når man står med dem i hænderne, fortæller Lars Maltha Rasmussen.

- En opmåling efter at havørnen var død viste et vingefang på 253 centimeter og en næblængde på 6,3 cm fra vokshud til næbspids. Litteraturen fortæller, at de største havørne-hunner maksimalt kan have et vingefang på op til 245 centimeter, mens næbbets længde i gennemsnit er 5,5 centimeter og højst 6 cm. Jeg skal have taget flere mål på havørnen fra Nuuk for at konstatere, om der er tale om en verdensrekord, siger Lars Maltha Rasmussen, der nu opbevarer havørnen i en fryser på Grønlands Naturinstitut.

Den døde havørn, som formentlig var blind på sit ene øje, har sandsynligvis levet af ådsler i nabolaget af hovedstaden. Siden midten af januar har Vestgrønland været præget af store snemængder og lange perioder med ned til 20 frostgrader, så de unge havørne har været meget pressede, fortæller Lars Maltha Rasmussen. En halv snes fortrinsvis unge havørne har siden begyndelsen af februar holdt til tæt på Nuuk, hvor de kan finde ådsler.

- Grønlandske havørne, der udgør en særlig geografisk afgrænset bestand, er generelt større end havørne i Island, Norge, Nordvesteuropa, Mellemeuropa og Østasien, hvor arten også er udbredt. Derfor er det ikke overraskende, at en rekordstor havørn kommer fra Vestgrønland, siger Lars Maltha Rasmussen, der målte havørnens kløer – fra forklo til bagklo – til 21,1 centimeter.
Noget af en håndtryk, skulle man mene.

Lars Maltha Rasmussen oplyser, at nye genetiske studier viser, at den grønlandske havørn ikke er en særlig underart. Det er velkendt, at de individer af en art, der lever i de koldeste egne længst mod nord, er større end deres mere sydlige artsfæller. Dette er en følge af en evolutionær tilpasning til livet i det kolde miljø, idet store individer har et relativt mindre varmetab og derved en større chance for at overleve end mindre artsfæller.

De grønlandske havørne, der udelukkende lever i den sydvestlige del af landet, hvor der er adgang til åbent vand hele året, udgør en isoleret bestand, der kun har levet i Grønland i få tusinde år, oplyser Lars Maltha Rasmussen.

Yderligere oplysninger:

Lars Maltha Rasmussen,
lara@natur.gl
Grønlands Naturinstituts hjemmeside