Kassetænkning baner vejen for perleuglen

onsdag 23. februar 2011 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
De seneste år er der i de danske skove sat cirka 250 redekasser op til perleugler, der måske er på vej til at kolonisere Danmark. De blot duestore ugler kan med afsæt fra bestandene i Tyskland og Sverige flytte ind og etablere sig i Jylland og på Sjælland og Bornholm
Jan Skriver

Almennyttige boliger til perleugler er de seneste år blevet en del af skovbilledet mange steder i Danmark.


Rundt regnet 250 redekasser til de små ugler sidder netop nu i primært jyske, sjællandske og bornholmske skove, hvor lyse åbne højstammede skovpartier med graner er valgt ud som mulige uglelokaliteter.


Senest er Rold Skov i hjertet af Himmerland kommet med på listen over områder, der byder perleugler velkomne med bomuligheder i redekasser.
Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) såkaldte caretakergruppe for det store jyske skovområde har taget initiativ til at sætte 20 specialbyggede redekasser op til perleugler.


Medlemmerne af DOF’s caretakergruppe har selv snedkereret kasserne, der nu sidder i 5-6 meters højde i nøje udvalgte skovparter i den statsejede del af Rold Skov-komplekset.


Formanden for DOF’s uglegruppe, Klaus Dichmann, har været konsulent i projektet med at sætte redekasserne op, for det er af afgørende betydning, at uglehjemmene er anbragt korrekt både på træerne og i terrænet, der skal være rigt på små gnavere som byttedyr til uglerne.


- Kasserne skal sidde relativt højt i gamle graner eller bøge ud til lysninger. Og skoven må ikke være for mørk og tæt med nøgen skovbund. Det er næsten udelukkende i lyse og åbne granpartier med vegetation i skovbunden, at perleuglerne etablerer sig. De kan dog sagtens også finde sig til rette i et birketræ, siger Klaus Dichmann, der har høstet erfaringer med perleuglen i Slesvig-Holsten, hvor der i 2010 ynglede 15-18 par af de små ugler.


I det nordtyske skovlandskab sidder der et større antal redekasser, som har en stor del af æren for, at uglerne har fået fodfæste i områderne syd for den dansk-tyske grænse.


Det vil sandsynligvis primært være et eventuelt overskud af nordtyske perleugler, der rykker mod nord og etablerer sig i det jyske.


- Vi ved, at perleugler er eksperter i at overtage gamle sortspættehuller. Derfor er redekasserne lavet, så de har en dybde, der svarer til en sortspættes redehul. Også diameteren i kassens indflyvningshul passer til målene på et sortspættehjem, siger Klaus Dichmann.
I 2010 var der i Danmark blot tre kendte ynglepar af perleugle, alle i redekasser. Der var et par på Bornholm, et i en midtjysk plantage og et i Sydvestjylland.


Det beskedne antal ynglepar står i skarp kontrast til de mange redekasser, der nu byder sig til i en række danske skovdistrikter.


Hvor realistisk er det i grunden, at Danmark kan få en talrig bestand af perleugler?


- Kasserne kan være med til at bane vejen for en fast bestand, men jeg tror nu ikke, at perleuglen i Danmark nogensinde vil blive lige så almindelig som for eksempel sløruglen, hvis bestand for nogle år siden var på over 500 par, primært fordi vi i mange år havde sat redekasser op på over 1.000 egnede lokaliteter, siger Klaus Dichmann.


- Men vi skal begynde et sted. Og det er afgjort muligt, at vi kan få en fast bestand af perleugler i de danske skove. Hvor stor den kan blive, tør jeg ikke spå om, siger formanden for DOF’s uglegruppe.


Redekasserne til perleugler er sat op af flere uglevenlige parter. Både Naturstyrelsen, Dansk Ornitologisk Forening (DOF) og flere private har de senere år givet perleuglen en håndsrækning i
form af boliger til fri afbenyttelse.


Selv om uglekasserne ikke straks bliver beboet af perleugler, vil de ingenlunde være sat op forgæves. Erfaringerne viser, at der kan flytte andre arter af fugle ind i kasserne. For eksempel vil hulduer efter al sandsynlighed blive fristet til at etablere sig i uglehjemmene, hvis de står tomme.


Yderligere oplysninger:


Dansk Ornitologisk Forening (DOF),
Tlf. 33 28 38 00.


Klaus Dichmann,
formand for DOF’s uglegruppe.
Tlf. 74 42 05 52.
Mobil 20 86 90 52.