Verdens største falk holder sommer i Vejlerne

torsdag 17. juni 2010 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
For første gang nogensinde kan en ung jagtfalk opleves i et dansk sommerlandskab. Rovfuglen har i næsten otte måneder holdt til på Bygholm-engen i reservatet Vejlerne i Nordvestjylland, hvor den tilsyneladende har valgt at oversomre, fordi der er masser af let mad på engen. Jagtfalken jager gæslinger i Danmarks største bestand af grågæs
Jan Skriver
Føden er lige ved kløerne, og den er rigelig, så hvorfor forlade området?

Det er tilsyneladende sådan livet forholder sig for Danmarks første oversomrende jagtfalk, der er en af fugleverdenens hurtigste og mest imponerende jægere i luften.

Falken har nu i mere end trekvart år, på nær en pause på to måneder, da vinteren var streng, holdt til i det fuglerige nordvestjyske fjordlandskab i Vejlerne, hvor formel 1-rovfuglen i disse uger primært jager gæslinger klækket i april i Danmarks største bestand af grågæs på langt over 1.000 ynglepar.

- Det er faktisk kun få gange, at nogen har set falken jage, men vi ser den ofte sidde på den grønne eng og æde en gæsling. Jeg tror, det er så let for denne i luften så overlegne rovfugl at skaffe sig føde i fuglereservatet, at den stort set ikke skal besvære sig med jagten, siger ornitologen og fugletælleren Henrik Haaning Nielsen, der har fulgt rovfuglens færden, siden den dukkede op 6. oktober 2009.

Jagtfalken, der er større end en musvåge, men langt hurtigere og mere adræt, kan stort set dagligt ses fra publikumscenteret på hovedvej A11 mellem Fjerritslev og Thisted.

Ofte sidder rovfuglen på en af hegnspælene ved midtsøen på Bygholm Vejle, hvorfra den kan overskue det flade område, der er Danmarks største kreaturgræssede engflade.

Den unge jagtfalk, der netop nu er gæst i det jyske, er sandsynligvis født i Nordskandinavien, hvor fjelde både inde i landet og ved kysterne hører til artens levesteder.

I indlandets fjelde hører ryper til jagtfalkens foretrukne bytte.

Ved kysterne er det oftest fuglefjeldenes fugle, der bliver jaget. Det er næsten altid ungfugle, som trækker sydpå og bliver set i Danmark og Sydsverige. Her holder de i reglen til i kystnære områder, hvor vandfugle og måger hører til deres foretrukne bytte.

Den oversomrende jagtfalk giver feltornitologer mulighed for at studere en sjælden rovfugl på et usædvanligt tidspunkt af året i Danmark.

- Falken er gået ind i sit andet kalenderår, så den er ved at fælde sine fjer og sammen med en vis solblegning af fjerdragten giver det fuglen et meget lyst udtryk. Jagtfalken er ved at være så lys, at den kan minde om de meget sjældne lysebrune slagfalke fra Sydeuropa. Det er sikkert nyt for mange ornitologer, at jagtfalke kan være så lyse som den aktuelle fugl i Vejlerne, siger Henrik Haaning Nielsen.

Der har tidligere oversomret unge vandrefalke i Vejlerne, men der har aldrig været en jagtfalk i området i så lang tid som den oversomrende fugl.

I reglen bliver der i den danske natur blot set 1-5 jagtfalke i løbet af et år.
Jagtfalken er udbredt på den nordlige halvkugle i et bælte med fjelde og tundra gennem Nordamerika, Grønland, Island, Nordeuropa og Rusland.

Særligt de hvide grønlandske jagtfalke er kendte af de fleste mennesker. Skandinaviske jagtfalke er mere anonyme med deres gråtonede fjerdragt.