Høgeørn set i Skagen

torsdag 8. april 2010 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
En af Europas mest sjældne rovfuglearter, høgeørnen, blev onsdag 7. april set flere steder over Skagen. Ørnen vendte om og trak sydpå igen. Der er dog en vis chance for, at den vil vende tilbage og på ny vise sig i luftrummet over Danmarks nordligste område
Jan Skriver
En af Europas mest fåtallige arter af rovfugle, høgeørnen, blev onsdag 7. april ved middagstid set over Skagen, da lune vinde fra syd og sydøst for alvor satte gang i trækket af rovfugle.

Der er tale om det kun femte fund af høgeørn i Danmark. Det er fjerde gang, at Skagen har besøg af et eksemplar af denne sjældne ørn, som har sine nærmeste ynglepladser i Sydfrankrig og Spanien.

Første gang var 2. maj 1995, mens 30. april 2007 og 11. april 2008 også bød på høgeørn i Skagen. Der kan godt være tale om den samme ørn, som nu for tredje gang i april er på forårstræk over Skagen-halvøen.

Den aktuelle høgeørn blev efter en rundtur over reservatet nord for Skagen set flyve sydpå over byen. Senere ud på eftermiddagen blev den observeret over Hulsig Hede og ved Råbjerg Kirke, hvorfra den tilsyneladende trak mod Ålbæk Klitplantage.

Der er måske en chance for, at høgeørnen vil kredse i himmelrummet over Skagen igen en af dagene. Særligt hvis middagsvarmen skaber den termik, som de store bredvingede svæveflyvere hos rovfuglene benytter sig af.

Den sjældne høgeørn, hvis bestand i vores del af verden blot tæller 2.000 til 3.000 ynglepar, ankom til Skagen i selskab med flere andre rovfuglearter, blandt andet røde glenter.

Høgeørnen, hvis vingefang er et sted mellem halvanden og knap to meter, vil næppe trække ud over havet, men vil formentlig vende om og flyve sydpå igen.

Arten er aldrig set i hverken Norge eller Sverige.