Danmarks ørne skal tælles i weekenden

tirsdag 26. januar 2010 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
På falderebet af januar skal det tjekkes, om sidste vinters rekordforekomst på 191 havørne og 9 kongeørne i den danske midvinter er vokset. Lørdag og søndag vil alle ørne i det danske landskab blive talt. Sidste år var flere end 300 fugleinteresserede ude for at tælle naturens største vingefang.
Jan Skriver
Havørnen bliver kaldt ”den flyvende dør”, for dens vingefang på op imod to en halv meter er bredt, og rovfuglen syner en kende firkantet.
Det er anderledes med kongeørnen, der ikke kun er en kæmpe, den er også majestætisk og elegant som en gigantisk musvåge.

I weekenden skal det tjekkes, om de største vingefang blandt rovfuglene fortsætter deres fremgang i det danske landskab.
Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) årlige og landsdækkende ørnetælling finder sted lørdag og søndag.

Det er femte år i træk, at DOF’s Projekt Ørn sender adskillige hundreder ornitologer i felten for at kigge de mest ørnevenlige terræner igennem.

- Sidste vinters rekord af ørne bliver vanskelig at overgå, men meget tyder på, at den seneste måneds hårde vinter har fået ørnene til at koncentrere sig en række steder i landet. Midt i januar blev der set ”flokke”, eller skulle vi sige koncentrationer af havørne, på op til 9 individer, siger Lennart Pedersen, der leder Projekt Ørn, som har til formål at beskytte Danmarks bestand af ørne og samle viden om rovfuglene, mens man både informerer og engagerer.

Størsteparten af havørnene vil erfaringsmæssigt blive registreret i de sydlige og østlige egne, mens kongeørnen i Danmark primært troner i den nordøstlige del af Jylland.

Maribosøerne på Lolland hører traditionelt til de absolutte topscorere, når man taler om store antal af ørne.

I perioder i vinterhalvåret kan man opleve 25-30 havørne ved søerne i den centrale del af Lolland.

Arealerne omkring Engestofte Gods ved de lollandske søer er formentlig Danmarks bedste ørneterræn, og i det hele taget er Lolland og Falster landets vigtigste egne for havørne.

En del svenske havørne gæster det danske vinterlandskab. Selv om de fleste ørne i det danske vinterland er danske ynglefugle, får vi fortsat besøg af svenske og tyske ørne selv i milde vintre.

Den danske ynglebestand af Nordeuropas største rovfugl, havørnen, var i 2009 på 28 par, der til sammen fik 30 unger på vingerne.

Sidste års ynglefacit betyder, at 195 havørne er kommet på vingerne i Danmark siden 1996, da den store rovfugl genindvandrede som ynglefugl efter næsten 100 års fravær.

- Den voksende bestand af havørne giver gode muligheder for at finde nye ynglepar i løbet af weekendens tælling. For tiden er mange gamle havørne på udkig efter fredfyldte territorier at bygge rede i, siger Lennart Pedersen.

Antallet af kongeørne i Danmark er beskedent i forhold til antallet af havørne. I 2009 fik landets to ynglepar to unger på vingerne.
Siden kongeørnen i 1999 begyndte at yngle i Danmark, har parrene fostret 17 unger.

Yderligere oplysninger:

Dansk Ornitologisk Forening (DOF).
Tlf. 33 28 38 00.

Leder af DOF’s Projekt Ørn:
Lennart Pedersen, tlf. 40 15 66 20.