Sjældne ynglefugle oversvømmet på øer i Tissø

onsdag 12. august 2009 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Dansk Ornitologisk Forening har banet vejen for, at Kalundborg Kommune nu vil sikre de fuglerige øer i Tissø, så rederne af terner og vadefugle ikke bliver oversvømmet. I to ynglesæsoner har fredede og sårbare fugle mistet deres æg og unger i søen
Jan Skriver
Danmarks eneste koloni af dværgterner ved ferskvand er denne sommer blevet oversvømmet, så æg og unger skyllede bort.

Samme triste skæbne er overgået de klyder og fjordterner, som havde deres reder på fugleøerne i den sydøstlige del af Tissø, der med sine knap 13 kvadratkilometer er Danmarks sjette største sø.

Men nu har Dansk Ornitologisk Forening (DOF) i Vestsjælland rejst sagen overfor Kalundborg Kommune, der er miljømyndighed med ansvar for den vestsjællandske sø, som er et såkaldt Natura 2000-område på grund af sine store fugleforekomster og sjældne ynglefugle.

På et møde i kommunens Grønne Råd er det netop blevet besluttet at nedsætte et arbejdsudvalg, der skal sikre fugleøerne i Tissø, så 2010 og fremtiden i det hele taget kan blive frugtbar for de sjældne kolonirugende kystfugle.

- Det er fint, at Kalundborg Kommune accepterer sit ansvar, men vi ærgrer os over, at flere ynglesæsoner de senere år er gået tabt på grund af oversvømmelser af fugleøerne. Også i 2007 skyllede alle æg og unger af terner og klyder i Tissø væk på grund af højvande, siger Magnus Bang Hansen, der er formand for DOF Vestsjælland og manden bag den skærpede opmærksomhed omkring fugleøernes ve og vel.

- De senere års oversvømmelser af fugleøerne er menneskeskabte, fordi de skyldes en opstemning af Tissø med henblik på at få en højere vandstand, der kan tilgodese behovet for ferskvand til industrien og landbruget på Kalundborg-egnen. Men kommunen blev i sin tid af Vestsjællands Amt påbudt at sikre de for ynglefuglene ekstremt vigtige øer i søens lavvandede del mod sydøst, forklarer Magnus Bang Hansen.

Det er dette påbud, som DOF påpeger skal respekteres og så hurtigt som muligt føres ud i livet. Og det kan blandt andet ske ved at køre sten og grus ud på fugleøerne i løbet af efteråret og vinteren, så de er klar til at tage imod fuglene i foråret 2010.

- Kalundborg Kommune har pligt til at sørge for, at søens yngleøer har en højde, der ligger 160 centimeter over Dansk Normal Nul, som er et måleudtryk for den gennemsnitlige vandstand her i landet. Teknisk set er det enkelt at sikre øerne, der fra et ynglefuglemæssigt synspunkt er geniale. De er i perioder ofte overskyllet om vinteren, når der er kraftig nedbør, og der er ingen vegetation på dem. I marts-april dukker øerne så frem og indbyder en række sjældne ynglefugle til at etablere sig. Men vi skylder altså fuglene at yde dem stabile forhold i hele deres ynglesæson, siger formanden for DOF i Vestsjælland.

Både dværgternen, fjordternen og klyden står opført på bilag 1 i EF-fuglebeskyttelsesdirektivet, hvilket betyder, at Danmark og de øvrige EU-lande har en særlig pligt til at beskytte disse sårbare og fåtallige arter.

Dværgternens forekomst i Tissø har direkte medvirket til, at søen og dens naboområder er udpeget til EF-fuglebeskyttelsesområde nr. 100.

Yderligere oplysninger, Dansk Ornitologisk Forening (DOF)
Tlf. 33 28 38 00

Magnus Bang Hansen, DOF Vestsjælland.
Tlf. 59 56 57 11.