Hermed erklærer vi sangsæsonen for åbnet

torsdag 26. februar 2009 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Misteldroslen er begyndt at synge, og solsorten sidder og småpludrer med sin såkaldte subsang, der snart vil tone ud i forårets første højtlydende vers. En ny ynglesæson er lige om hjørnet
Jan Skriver
Det er ikke mange dage siden, at de overvintrende danske misteldrosler måtte søge deres føde i et landskab dækket af sne og holdt fast i frost.

Nu er frosten væk, og græsset er – om ikke grønt – så i hvert fald gråt og snefrit, så det for en drossel er til at få øje på en regnorm.

I denne uge er der hørt syngende misteldrosler flere steder i Danmark, og der er tale om den første forårssang med krop bag.

Misteldroslen, der er vores største drossel, vender mod slutningen af februar og i løbet af marts tilbage fra sine vinterkvarterer i Mellem- og Sydeuropa.

Det er dog sandsynligvis drosler, der har overvintret tæt på deres ynglelokalitet, som allerede nu er gået i gang med at synge som de første.

De fugle, der i milde vintre tager chancen og dropper trækket, er i reglen klar til at besætte deres sangposter tidligere end de trækfugle, som først skal til at etablere sig efter ankomsten.

Mange af de misteldrosler, der de kommende uger vil vise sig i det danske landskab, vil være skandinaviske fugle, der bruger Danmark som transitland på deres træk.

Vores egen bestand tæller et sted mellem 20.000 og 30.000 par, der helst holder til i granskove eller blandskove i det jyske. Misteldroslen er ikke byens drossel, om end den så småt er ved at flytte ind i parker og haver.

Både hvad angår antal og adfærd er der en verden til forskel fra den sky misteldrossel til dens tillidsfulde, folkelige og vidt udbredte fætter, solsorten, som også så småt har indledt sangsæsonen.

Når der på denne tid af året kommer tøvejr, begynder solsorten straks at småpludre i en ”subsang”, der er en slags øvelser for forårssangere.

Hvis vejret fortsætter sin milde kurs, vil sangen lyde overalt om bare en uge eller to fra snart sagt hver en fuglevenlig have fra Skagen til Gedser.

Og solsorten vil med sin bestand i Danmark på rundt regnet 2,2 millioner par være folkesangeren over dem alle.

Yderligere oplysninger:

Dansk Ornitologisk Forening (DOF),
33 28 38 00.

Henning Heldbjerg, biolog, tlf. 33 28 38 27.