Mindst 3.200 danskere spejdede efter ørne

torsdag 19. februar 2009 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Vejret drillede i den nordlige og vestlige del af Danmark på Ørnens Dag, der generelt blev grå og diset, men hvad angår publikum blev arrangementet en solstrålehistorie
Jan Skriver
Familien Danmark var i høj grad af huse, selv om vejret var gråt over en stor del af landet, da Dansk Ornitologisk Forening (DOF) på 19 lokaliteter landet over den forgangne søndag inviterede til målrettet udkig efter havørne og kongeørne.

Mindst 3.200 mennesker deltog i løbet af Ørnens Dag, der er arrangeret af Dansk Ornitologisk Forening (DOF) Projekt Ørn, som har til formål at samle viden om ørnene og i samme åndedrag informere befolkningen om de store rovfugle.

Trods både regn, tøsne, dis og slud blev der i løbet af den håndfuld timer, som arrangementerne varede, noteret mindst 30 havørne og 3 kongeørne på de udvalgte lokaliteter.

Dagens ørnerekord kom ved Arresø, hvor der blev set hele 6 havørne.

Ved Esrum Sø, Veddelev Lystbådehavn ved Roskilde Fjord og Avnø Naturcenter på Sydsjælland mødte flere end 400 mennesker op for at spejde i håndkikkert eller teleskop efter de store vingefang.

Ørnens Dag blev holdt for fjerde år i træk.