Hæderspris til afrikanske miljøforkæmpere

tirsdag 2. december 2008 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Dansk Ornitologisk Forening (DOF) hjælper en gruppe kenyanske miljøforkæmpere med at bevare en højlandsskov nær Nairobi. Nu har den afrikanske miljøgruppe fået en international pris for sin kamp for at redde skoven og dens fugle og dyr
Jan Skriver
De har lige til dagen og vejen, og de mangler stole til deres kontor, hvis standard ville have fået en dansker til at kalde det et udhus.
Men det mentale og menneskelige overskud, det har de.

Nu har de cirka 20 medlemmer af The Kijabe Environment Volunteers (KENVO), der har hjemsted nord for Kenyas hovedstad Nairobi, fået den eftertragtede globale hæder ”Equator Prize for 2008” .

Blandt 310 kandidater af græsrodsorganisationer verden over faldt valget på KENVO, da den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN, som Dansk Ornitologisk Forening (DOF) er en del af, holdt kongres i Barcelona.

Og det glæder DOF, der har hjulpet den lille kenyanske miljøgruppe med at etablere en effektiv organisation gennem det caretaker-projekt, som den danske fuglebeskyttelsesorganisation gennemfører med Nature Kenya.

- Det er dybt imponerende at opleve det engagement og den vedholdenhed, der er blandt disse mennesker, som er meget fattige efter dansk målestok, siger Martin Holm fra DOF, der besøgte de kenyanske skovforkæmpere i 2005.

- Gruppen tager kampen op mod illegal træfældning i et næsten 40.000 hektar stort skovområde nord for Nairobi. Skoven huser blandt andet den hvidbugede stær, som er truet af udryddelse. Også den fåtallige kenyanske bjerg-frankolin – en hønsefugl – og den sjældne oliven-ibis – en skovlevende ibis - lever i de hårdt pressede skove, hvor der stadig er en lille bestand af elefanter, fortæller Martin Holm.

- De frivillige i Kijabe Environment Volunteers har et helhedssyn på livet og naturen, som mange i den vestlige og rige verden kunne lære af. De etablerer planteskoler, hvor de dyrker oprindelige arter af træer, som de så planter ud i skoven for at imødegå de ulovlige fældninger. Skoven er med til at sikre de omkringliggende landsbyer med rent drikkevand – også i tørtiden.

- Samtidig gør de alt, hvad de kan for at informere lokalbefolkningen om betydningen af at passe på den oprindelige natur. De tjener for eksempel penge ved biavl eller ved at arrangere guidede ture. De gør i det hele taget alt for at uddanne lokale i naturbevarelsens ånd. Vi har at gøre med sande frontkæmpere for den truede natur i Afrika, siger Martin Holm fra DOF.

De kenyanske skovforkæmpere i KENVO dystede med kandidater fra 70 tropiske lande, da de blev udpeget som modtagere af ”Equator Prize for 2008”.